Biskoppens månedshilsen juni 2021

Kære alle

Oven på en lang vinter i isolation og et vådt forår står sommeren for døren. Varmen er kommet her ved indgangen til juni. Vorherres skaberværk er iklædt den smukkeste farvepalette: gule rapsmarker, røde rododendron, lilla syrener, hvide blomster smukt flankeret af lysegrønne nuancer i de nyudsprungne træer og buske, alt sammen med den blå himmel som baggrund – og mange steder ses også det glitrende vand. Taknemmeligheden vælter op i min bevidsthed, når jeg kigger ud over landskabet her på Lolland-Falster og ser livet vende tilbage i kirkerne og de steder, hvor vi mennesker plejer at mødes.

Vaccinerne er godt i gang med at blive rullet ud, og salmesangen er vendt tilbage til kirkerne sammen med flere af de mennesker, der vinteren igennem har måttet holde sig hjemme. Alligevel er alt ikke, som det plejer. Plejer er død. Godt nok har vi aflivet ”Plejer” mange gange igennem historien, men ikke tidligere i min levetid har alle mennesker over hele jorden på samme tid begravet ”Plejer”. Ingen hvide flystriber på himlen, ingen knus og kram. Men masser mundbind på mennesker, der som små snudedyr skubber til hinandens albuer i stedet for at give hånd. Vi spritter hænder, som vi ikke tidligere har gjort, holder afstand og springer hver anden kirkebænk over. Alt er endnu ikke som det plejer. Det bliver det heller aldrig, og det er godt det samme!

For livet er hele tiden i bevægelse. Det leves, som Søren Kierkegaard så viseligt har sagt, forlæns og forstås baglæns. Når et menneske bliver ramt af livstruende sygdom og kommer igennem krisen, er det som regel med nye erfaringer. Der går ofte et stykke tid, inden man helt forstår, hvad sygdomsforløbet har betydet. Mange fortæller efterfølgende, at de tænker anderledes og er mere taknemmelige for det liv, der er blevet dem givet. Mon ikke det samme vil gøre sig gældende for hele menneskeheden, når vi alle engang er kommet igennem coronakrisen.

Lige nu vi er fortsat kun i gang med at forstå, hvad der sker under pandemien, og hvad vi kan lære heraf. Mange gode svar byder sig til: At vi alle sammen kan ændre adfærd, når det virkelig gælder – det gør det i forhold til klimakrisen, som vi også i folkekirken kan gøre noget ved. At vi ikke altid skal rejse land og rige rundt til møder og kurser – nogle kan afvikles digitalt, mens andre slet ikke kan. At vi savner menighedens fysiske fællesskab foran en skærm – men digitale gudstjenester kan nå mennesker, der ellers ikke plejer at komme i kirken. Der er mange bud på, hvad vi kan lære. Jeg tror som sagt ikke, at vi er færdige med at forstå, hvordan livet er efter ”Plejers” død.

I nyheder og aviser har vi igennem de seneste mange måneder hørt om utilfredshed med dette eller hint i forbindelse med coronahåndteringen og genoplukningen af samfundet. Selvfølgelig skal vi forholde os kritiske til os selv og vores samfund, men vi må ikke glemme taknemmeligheden. Vi mennesker er ofte sådan indrettede, at det er stenen i skoen, der tiltrækker vores opmærksomhed, og ikke det smukke landskab, som livet fører os igennem. Det er imidlertid ikke det gode liv, der gør os taknemmelige – det er taknemmeligheden, der giver os det gode liv. Så derfor er min bøn: Husk på taknemmeligheden for det liv, der er blevet os givet.

Glædelig forsommer til jer alle.

Venlig hilsen
Marianne Gaarden
Biskop