Biskoppens månedshilsen december 2021

Kære alle

For flere år siden rejste jeg den 1. december til Australien, hvor der er sommer, mens der er vinter i Danmark. Efterfølgende lærte jeg at værdsætte det danske vintermørke.

Solen står lavt på vores breddegrader og giver os kun få timers dagslys på denne tid af året. Så vi er pakket ind i mørke det meste af dagen. Oplevelsen af mørke kan forstærkes af pandemien, som vi på ingen måder har lagt bag os trods en lang periode uden corona-restriktioner. Fundet af den nye og mere smitsomme Omikron-variant, fortsat stigende smittetal, lange køer uden for testcentrene, erindringer om nedlukningen af kirkerne sidste jul samt kontrol af coronapas – nu ikke kun i kirkedøren men også af alle ansatte i folkekirken, kan også fylde os med mørke tanker.

Vi skal i folkekirken som alle andre dele af det danske samfund medvirke til at reducere smitten mest muligt. Derfor udsendte Kirkeministeriet den 26. november via e-Boks en meddelelse om, at der nu er indført krav om, at arbejdsgiver skal pålægge de ansatte at fremvise et gyldigt coronapas, når de møder på arbejde. Det betyder, at menighedsrådene skal kontrollere kirkefunktionærerne, og at biskoppen skal kontrollere provsterne og præsterne. Arbejdsgiveren har mulighed for at delegere opgaven til en mellemleder eller en ansat. Her i stiftet er opgaven med at kontrollere præsterne delegeret til provsterne. I kan orientere jer om de nyeste retningslinjer på stiftets hjemmeside her, på hjemmesiden for folkekirkens ansatte her, på DAP her eller på Kirkeministeriets hjemmeside her.

Det var ikke just dette scenarie, vi forestillede os, da vi i sommer ophævede alle coronarestriktioner og glade smed mundbindet. Så der er nok at blive bekymret for, og der kan være mørkt både udenfor og inde i os mennesker i denne tid. Måske savner man nogen, der plejede at sidde med ved julebordet, men som ikke er her længere. Måske har juletiden aldrig været en glædens tid, men præget af familiekonflikter og problemer. Måske er julen så dyr, at den er svær at overskue.

Flere steder i stiftet er initiativer spiret frem til hjælp for dem, for hvem december er en svær tid. Et eksempel er i Sandby og Branderslev Kirker. Her har man har lavet juledekorationer og solgt dem for det beløb, køberen havde mulighed for at betale, og alle pengene er gået til julehjælp. På denne måde kan man være med til at tænde lyset i mørket der, hvor det kan virke ufremkommeligt.

Som sagt lærte jeg at forstå værdien af det danske vintermørke, da jeg stod på den anden side af jorden i begyndelsen af december. Inden i var jeg mærket af julesorgen over tabet af en, jeg havde kær, alt imens jeg var badet i sollys fra tidlig morgen til sen aften. Rundt omkring var der pyntet op til jul med plasticjuletræer med julelys, MEN man kunne ikke se lysene skinne midt i al sollyset. Det kræver mørke at kunne se lyset skinne!

Fælles for os alle er, at vi i adventstiden venter på Herrens komme som lyset, der er ved at komme til verden. Det er det danske december-mørke perfekt til. Derfor har jeg lært at værdsætte mørket som den nødvendige forudsætning for at kunne se lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske.

Jeg ønsker jer alle en glædelig adventstid, hvor vi passer godt på os selv og hinanden.

Med venlig hilsen
Marianne Gaarden
Biskop