Fortsæt til hovedindholdet
Månedshilsener
Nyheder

Biskoppens månedshilsen august 2021

Det er positivt, at det ikke kun er kirkens ansatte, der siger fra over for de meningsløse restriktioner i kirken, men også den helt almindelige dansker, skriver Marianne Gaarden. Hun opfordrer desuden til at tænke i muligheder fremfor begrænsninger, når man lokalt finder de bedste løsninger på de tilbageværende coronarestriktioner i kirken.

Kære alle

Den første søndag i min sommerferien var jeg til gudstjeneste, hvor vi sluttede med at synge "Den lange lyse sommerdag" (tekst af Lars Busk Sørensen og melodi af Holger Lissner), fra salmebogen 100 Salmer. Omkvædet lyder: ” Det synger i mit blod, at livets Gud er god og under mig en lykkedag på jorden.” Omkvædet har klinget i mit baghoved hele sommeren. Jeg håber, at også I nydt sommerens varme dage og de lyse nætter. Solen, der har passeret sommerens zenit, synker nu længere ned under horisonten, og så det er slut med de lyse nætter. Slut er det også med ferien for de fleste. Og i takt med at mennesker vender tilbage til deres arbejde ebber feriestemningen også ud - men desværre ikke de udskældte restriktioner i kirkerne.

Meget forståeligt har det skabt meget store frustrationer at skulle bede mennesker om ikke at deltage i begravelser, konfirmationer og bryllupper i kirken, alt imens de samme mennesker har kunne deltage i sammenkomsterne bagefter. ”Min svigermor skal begraves, men hvorfor skal staten bestemme, at vores familie ikke må samles i kirken? Det giver INGEN mening, når vi bagefter må samles i et mindre lokale til eftersamvær”, skrev eksempelvis en kvinde og appellerede til, at jeg gjorde noget.

Jeg har været i mange kirker under coronapandemien, og alle steder har jeg oplevet meget ansvarlige medarbejdere og kirkegængere, der har affundet sig med situationen. Coronarestriktionerne overholdes, der sprittes af, luftes ud og holdes afstand, som ikke mange andre steder i samfundet. Så meget mere synes proportionaliteten at være helt forsvundet, når glade, festende og krammende fodboldfans samtidig forsamles flere tusinde. Hvorfor skal man så i kirkerne underlægges så restriktive krav? 

Menighedsråd, præster, provster og biskopper i hele landet har rejst kritik af restriktionerne i kirkerne, og selv kirkeministeren istemmer sig koret: ”Det giver slet ingen mening”, som udtalte hun til Kristeligt Dagblad i midten af juli. Men hvorfor er restriktionerne så endnu ikke blevet lempet her i begyndelsen af august? 

Fordi folkekirken indgår i sundhedsmyndighedernes samlede vurdering af smitterisikoen ved genåbningen af landet. Politikerne har skullet prioritere, og her har der været mange hensyn at tage - samfundsøkonomien, børn og unges ve og vel, hensynet til sårbare grupper etc. Og her har folkekirken altså ikke stået forrest i køen. Ingen partier har haft folkekirken som deres mærkesag. Man kan med rette klandre de politikere, der ikke synes at have blik for menneskers åndelige behov. Spørgsmålet er, om de blot afspejler en sekulariseret samtid, hvor tro og religion står bagerst i køen, når vigtige aktiviteter skal prioriteres? Det tror jeg ikke, for lige nøjagtigt her kan jeg få øje på én positiv ting: Det er ikke kun kirkens ansatte og menighedsråd, der siger fra over for de meningsløse restriktioner i kirken, det gør også den brede befolkning.

Der er mange bryllupper og udskudte konfirmationer på programmet her i august. Jeg vil opfordre jer til at foretage en skønsom vurdering af situationen i de enkelte kirker. Arealkravet på 2 kvm pr. person skal overholdes, men anbefalingen om to meters afstand mellem deltagerne giver et råderum – også når der synges. For familier og andre med nære relationer kan sidde side om side, så kun afstanden til andre skal der tages hensyn til. Netop ved bryllupper og konfirmationer deltager mange familiemedlemmer, som skal holde fest sammen efterfølgende, så bænken og den næste kan fyldes med familiemedlemmer. Tænk muligheder og ikke begrænsninger, når I lokalt finder de bedste løsninger. Og lad os så håbe, at de sidste restriktioner bortfalder den 1. september sammen med de øvrige restriktioner i samfundet.

Verdenen åbner sig igen. Vi kan langsomt vende tilbage til en ny normal efter en dansk sommer, der har vist sig fra sin smukkeste side. Udrulningen af vaccinerne ses på smittetallene. Så forhåbentlig kan vi se frem til et efterår uden restriktioner i kirken, så det synger i vores blod, at livets Gud er god, og under os endnu en lykkedag på jorden. 

Med venlig hilsen
Marianne Gaarden
Biskop
 

Biskoppens månedshilsen

Hver måned udkommer der et nyhedsbrev fra Lolland-Falsters Stift. Her kan du blandt andet læse biskoppens månedshilsen og få andre nyheder fra stiftet. Skriv dig op til stiftets nyhedsbrev her.