Biskoppens månedshilsen april 2021
Biskop Marianne Gaarden orienterer om nyt fra stiftet
Kære alle
Det er forår. Man hører det på koncerten ved solopgang af fugle, der ikke er underlagt forsamlingsforbud, afstandskrav og restriktioner om fællessang. Påsken står for døren. Det minder de gule påskeliljer os om. De stikker intetanende deres hoveder op af jorden i en verden, der er delvist lukket ned. De nikker i vinden, som ville de synge med på Påskeblomst, hvad vil du her. Endnu er det uvist, om vi må synge i kirken, når vi i år fejrer Kristi opstandelse. Opstandelseshåbet midt i pandemien er mere aktuel end nogen sinde. Vi trænger i den grad til at mærke livet strømme igennem os og fællesskabet igen. Erindringerne om sidste års påske med lukkede kirkedøre og julens katastrofeopbremsning har sat sine spor i den kirkelige hukommelse. Det må ikke ske igen!
I folkekirken er der mange ting, vi kunne have ønsket os anderledes under pandemien. Dog er det godt at holde sig for øje, at alle ansatte i kirken, præster og kirkefunktionærer, ikke har behøvet at ligge søvnløse om natten af bekymringer over, hvorfra pengene til det daglige brød skulle komme. Vi har haft vores på det tørre. Anderledes har det været for mange erhvervsdrivende, der har mistet deres levebrød og livsværk. Vi har alle hørt om, hvor hårdt pandemien har ramt de selvstændige. Men der er også mennesker, som vi ikke hører om. Mennesker, der ikke har en stemme i offentligheden til at fortælle, hvor hårdt det er for netop dem. Mennesker, der ikke er stemmer i – det er de socialt udsatte, de ensomme og de psykisk sårbare.
Kirkens sociale arbejde har også været ramt af pandemien, men måske er det netop de mest sårbare, som isolationen har ramt hårdest, fordi de er så afhængig af andre. Lolland-Falsters Stift har indgået et samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer for at styrke diakonien i stiftet. Der er søgt og bevilliget fondsmidler til at ansætte en diakonikonsulent til at igangsætte diakonale projekter rundt om i stiftet. Sogne- og diakonipræst Kathrine Asklund Brorsen fortæller mere om projektet i nyhedsbrevet.
I år er det heldigvis under de gældende retningslinjer muligt at fejre påskegudstjenester inden for i kirken af 30 minutters varighed, uden fællessangen og med de mundbind, som vi efterhånden har vænnet os til. Uden for i det fri er der åbnet for fællessang og gudstjenester, der varer længere end 30 minutter – om vejret tillader det. Selvom kirkerne heldigvis ikke er lukket som sidste påske, så kan man også i år se påskegudstjenester fra stiftet på skærmen. Skærtorsdag og Påskedag sender TV2 ØST gudstjenester fra Lolland-Falsters Stift, de kan også ses på stiftets hjemmeside.
Et år med corona og forsamlingsforbud ses også på dåbstallene, der er faldet drastisk i 2020. Der er givetvis mange, der har valgt at udskyde barnedåben, til familie og venner atter kan samles. I takt med at forsamlingsforbuddet hæves og kirkelivet åbner igen, vil jeg derfor bede jer alle om at være meget opmærksomme på, at generation 2020 også får muligheder for at blive døbt. Der kan være behov for ekstra tiltag. Mange af de små babyer, der sikkert i mellemtiden er vokset fra dåbskjolerne, er blevet til tumlinge, der nu kan kravle eller gå. Alternative tilbud om lørdagsdåb, familiedåb, tumlingedåb eller andre former for dåbsgudstjenester er nødvendige, når det forsømte skal indhentes. Der er inspiration at hente i nyhedsbrevet.
Påskens drama beretter om et opstandelseshåb, der rækker ud over kirkens rum og helligdage og ind i vores hverdag, som et livsmod, der bliver tændt igen og igen. ”Opstandelsen er lige her,” lyder det i Iben Krogsdals smukke påskesalme fra 2011. Du kan høre salmen med korsangere fra Maribo Domkirke og domorganist, Vibeke Vanggaard her. I sidste vers lyder det ”Du er – når vi kan give alt det liv tilbage, som nogen tog fra os på onde dage.”
Lad os bevare dette opstandelseshåb både her og hisset.
Glædelig påske.
Venlig hilsen
Marianne Gaarden, biskop
Månedshilsen
Hver måned udkommer der et nyhedsbrev fra Lolland-Falsters Stift. Her kan du blandt andet læse biskoppens månedshilsen og få andre nyheder fra stiftet. Skriv dig op til stiftets nyhedsbrev her.