Biskoppens månedshilsen september 2022

Opgaverne er mange, når man vender tilbage til bispekontoret efter tre måneders studieorlov og tre ugers sommerferie. Journalister, der vil høre mere om arbejdsmiljøet i folkekirken, mange mails og møder, samt årets stiftspræstestævne, hvor alle præsterne samles i et par dage til foredrag og faglige diskussioner. Da den første dags program var vel overstået, kom præsterne en efter en og satte sig på terrassen. Hver gang, der kom nye til, var der kollegaer, der rejste sig for at tilføje et ekstra bord, så de nytilkomne kunne sidde med. Næste morgen var bordene på terrassen samlet i en lang række – for selvfølgelig skulle alle præster sidde med ved det samme bord. Jeg glædede mig i mit stille sind over bordopstillingen, der på smukkeste illustrerer den kollegiale ånd i stiftet.  

Mit fokus har i de sidste måneder været rettet mod det, man kalder urbaniseringen: At der bliver færre mennesker i de små landsogne og flere i byerne, og konsekvenser for folkekirken på landet. Efter at have været biskop i fem år i Lolland-Falsters Stift, står det mig klart, at mange af de opgaver og udfordringer, der skal findes kreative løsninger på, udspringer af en ændring i befolkningssammensætningen. Derfor søgte jeg studieorlov for at undersøge, hvordan det påvirker kirkelivet.

For mennesker, der har boet det meste af deres liv på landet og i små landsbyer, er det tydeligt, at verden er forandret. Engang var her butikker, en skole, en købmand, en børnehave, et plejehjem, måske et bibliotek. Nu kommer bussen kun et par gange om dagen, hvis busstoppestedet da ikke også er blevet nedlagt. Man har fulgt de ældre i landsbyen til graven, har set deres huse stå tomme og forfalde, inden de blev revet ned. Der er langt mellem barnevogne. Af naturlige årsager er der færre mennesker på kirkebænken søndag morgen. Nogle steder oplever menighedsrådene også, at det bliver sværere at finde nye medlemmer til rådet, og man kan blive nødt at slå sig sammen med nabosognene med vedligeholdelse af flere kirker til følge. Selv på mange af landsognenes kirkegårde bliver der flere og flere tomme grave. Gennemsnitsalderen stiger, mens skattegrundlaget falder.

Urbaniseringen har gennem en længere årrække bevirket en centralisering af både mennesker og økonomi. Hvor det offentlige Danmark har trukket sig tilbage i landdistrikterne, står folkekirken endnu tilbage som den sidste bastion. Kirken har igennem århundreder overlevet skiftende tider og store samfundsomvæltninger, men urbaniseringen har også konsekvenser for folkekirken. Fortællingen om de unge, der flytter, kan også påvirke menighedens livsmod, trospraksis og oplevelse af at være et kristent fællesskab. For hvordan bevarer man håbet, hvis man føler sig afkoblet en samfundsudvikling, hvor fortællingen er, at livet leves et andet sted? Men spørgsmålet er, om det er et reelt billede af virkeligheden, som den ser ud på Lolland-Falster i 2022?

For hvordan hænger det sammen med undersøgelser, der viser, at livskvaliteten er højere på landet? At folk på landet er mindre stressede og oplever større mening i livet? At folk bor på landet, fordi de selv har valgt det for at være tættere på naturen, få mere tid med deres børn og større økonomisk frihed? At nok er gennemsnitsindkomsten lavere på landet, men sammenhængen mellem lykke og penge ophører, når de basale behov er dækket? At det er i små lokalsamfund, at danskerne år efter år kåres som de lykkeligste? At livskvalitet er tæt knyttet til oplevelsen af at høre til? At kirkegangen som regel er procentuelt større i små sogne end i store? Og hvad med den modsatrettede bevægelse fra by til land, som ikke mindst corona-pandemien har accentueret? Mennesker er relationelle væsener, så det er her livskvaliteten afgøres.

Men hvis vi abonnerer på forestillingen om urbaniseringen som en global, uafvendelig udvikling, så kan vi fryse fast i dette verdensbillede. Problemet er, at når vi hænger fast i et negativt fikseret verdensbillede, der ikke længere passer til virkeligheden, så er det både stressende, vildledende og demotiverende for handling – og mister vi håbet, mister vi også vores incitament til at handle.

Håbet har altid en religiøs dimension. Også mennesker, der ikke definerer sig selv som religiøse, har et håb. Ingen mennesker har overlevet krig, sygdom og nød uden at have et håb. Kristendommen hviler på tro, håb og kærlighed. Et håb om en bedre og mere retfærdig verden, og håb har vi altid i Kristus. Kirken har ikke til opgave at opretholde sig selv for sin egen skyld – men for at vi mennesker kan komme og høre om Gud, der elsker sin skabning og til stadighed fortsætter med at skabe. Håbet er netop, at Gud fortsætter med at skabe.

Det er ikke verden, men vores forestilling om verden, der står stille. Hvis vi tror, at verden står stille, så sender vi Gud på pension og bliver ”alene hjemme”. Gud har ikke én gang for alle skabt verden, for derefter at trække sig tilbage. Gud elsker sit skaberværk, der hele tiden er i udvikling. Skabelsen er en fortløbende proces, som vi altid deltager i – om vi er os det bevidste eller ej. Vi kan selv bidrage til at forandre vores lokalsamfund, og det begynder i det små – med os selv. Al forandring begynder med vores egen forestilling om verdenen og troen på, at Gud ikke lader os være alene.

Derfor er der god grund til ikke at lade sig stigmatisere af et urbaniseringsnarrativ, der ikke giver et retvisende billede af virkeligheden i 2022. Jeg glæder mig til at fortælle mere om resultaterne af min studieorlov, når vi samles til årets landemode onsdag den 5. oktober kl. 13.

Vel mødt!

Venlig hilsen
Marianne Gaarden
Biskop