Biskoppens månedshilsen oktober 2023

Kære alle

”Hvad sker der lige på Sydhavsøerne?” spurgte en journalist, der i medierne kunne læse, at et menighedsråd vil rive en bevaringsværdig præstegård ned, mens et andet menighedsråd vil rive en gammel middelalderkirke ned. Det kræver en forklaring, for selvfølgelig skal vi i folkekirken værne om kulturarven.

Det er ikke op til stiftet eller mig som biskop at træffe beslutning om istandsættelse af hverken denne eller andre præstegårde, idet de forvaltes af menighedsrådene. Det er heller ikke stiftet, der er beslutningsmyndighed i spørgsmål om nedrivning af præstegårde, det er kommunen. Men netop de smukke, gamle præstegårde er for mange præster attraktive, når de skal søge stillinger. Derfor opfordrer jeg altid menighedsrådene til at renovere præstegårde fremfor at rive dem ned og bygge nyt.

Det er ikke kun på grund af herlighedsværdien og kulturmiljøet, men også på grund af den viden vi i dag har om CO₂-udledningen ved nybyggeri, der gør renovering af gammelt byggeri langt mere bæredygtigt og den bedste løsning for klimaet.

Folkekirken har med flere end 2.300 kirker og næsten lige så mange præstegårde et stort ansvar for den grønne omstilling. Derfor har folkekirken igangsat et stort nationalt projekt med det formål at inspirere landets mange menighedsråd til at deltage i den grønne omstilling. En invitation rigtig mange menighedsråd heldigvis har taget godt imod. Vi skal alle igennem en transformationsproces, hvor vi skal tænke på klimaet og forbruge anderledes – også når det drejer sig om nedrivning og nybyggeri. Vi skal bevare og forlænge bygningernes levetid fremfor at købe og forbruge nyt.

Hvad angår middelalderkirken på Vestlolland, så foreligger der ingen beslutning om nedrivning. Blot at det skal undersøges, hvad menighedsrådet, der ikke længere har brug for kirken, kan gøre. De vil hellere end gerne aflevere nøglerne til en anden aktør, der kan overtage ansvaret for vedligeholdelsen af kirken.

Middelalderkirkerne er vores fælles nationale historie, der vidner om landets kristne rødder.

Danskerne holder af deres kirker, også selvom de ikke bruger dem særlig ofte. Mange er dog ikke klar over, at det ikke er staten, der driver kirkerne, men frivillige menighedsråd. Det fungerer heldigvis godt de fleste steder, men hvad gør man, når der ikke længere er mennesker i affolkede landdistrikter til at drive og bruge en middelalderkirke?

Meget har ændret sig siden middelalderens agerbrugssamfund, hvor over 80 procent af befolkningen boede på landet – i dag er det omvendt. Over 80 procent bor i byerne, og i sagens natur følger kirkebygninger ikke med. Da kirkerne blev bygget, var kapitalen og befolkningen koncentreret på landet, hvilket Lolland netop er et tydeligt eksempel på. Her ligger middelalderkirker af høj kulturarvsværdi som perler på en snor i områder, hvor der i dag ikke længere bor mange mennesker, og det er netop den situation, menighedsrådet på Vestlolland står i med tre middelalderkirker og en ”skovkirke” til kun 533 medlemmer.

De vurderer, at der i dag kun er 11 mennesker tilbage i det oprindelige sogn, og kirkegården er lukket for nye begravelser for flere år siden.

Problemet er hverken et menighedsråd, der betragter det som deres primære opgave at understøtte forkyndelsen af evangeliet der, hvor der bor mennesker, eller danskeres ønske om at bevare alle middelalderkirker i tyndtbefolkede områder. Problemet er, at der er blevet for langt mellem virkelighed og ideal. Hvis middelalderkirker i tyndtbefolkede sogne også skal stå der for de kommende generationer, er det nødvendigt at finde en national løsning, så et menighedsråd kan overdrage nøglen til den kirke, de har i overskud, til en anden aktør. Det synspunkt har jeg gjort gældende i forskellige sammenhænge.

På torsdag mødes vi til landemode, og i år glæder jeg mit til, at det ikke skal handle om mursten, men om mennesker og det gode samvirke mellem menighedsråd, kirkefunktionærer og præster. På glædeligt gensyn.

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop