Biskoppens månedshilsen november 2021

Kære alle

Alt imens mørket sænker sig over landet, stiger coronasmitten – fuldstændig som sidste år på denne tid. Vi kan frygte det værste eller håbe det bedste, men der er grund til det sidste. For den store forskel i år er, at over tre fjerdedele af befolkningen er færdigvaccinerede. Kun 0,5 procent af de færdigvaccinerede er her i begyndelsen af november blevet smittet. Derfor skal vi selvfølgelig fortsat passe på, spritte hænder og være opmærksomme på at holde afstand, men vi kan med en større tryghed end sidste år samles i kirkerne til gudstjenester og i sognegårdene til hyggelige sociale arrangementer. Men sådan er det ikke alle steder i verden – og her er truslen ikke kun et virus, men forfølgelse på grund af ens tro.

Det er uklart, hvor mange mennesker der bliver forfulgt på grund af deres religiøse overbevisning, men det skønnes, at mere end en halv milliard af verdens knap otte milliarder mennesker forfølges på grund af deres tro. En stor del af dem er kristne. Det kan være svært for os danskere, der lever i et trygt land med religionsfrihed, at forestille sig, hvad det indebærer at være forfulgt på grund af sin tro. Af gode grunde ved vi ikke, hvordan det er at leve i et land, hvor man kan blive udstødt af sin familie, af samfundet, udsat for vold eller lige frem slået ihjel fordi, man er et religiøst menneske.

Cirka en tredjedel af verdens befolkning er kristne, hvilket gør kristne til det største religiøse samfund på verdensplan, efterfulgt af muslimer. Det er disse to største religiøse samfund i verden, der får deres religionsfrihed begrænset og krænket i flest lande. Det er især i autoritære og ustabile stater, hvor systematisk undertrykkelse og vold er en del hverdagen for landets indbyggere, at menneskers tro bliver anledningen til forfølgelse.

At det kan koste en person sit liv at bede et fadervor eller bære et kors, kan være meget svært for os danskere at forstå, og nogle vil sikkert også spørge, om det er noget, vi skal forholde os til. Eller følelsen af magtesløshed kan afholde os fra at forholde os til det, for hvad kan man gøre for mennesker i andre lande, der forfølges på grund af deres tro?

Regel nummer ét, hvis man ønsker at forandre noget her i verdenen – det gælder både i det store som i det små – er at rette opmærksomheden imod det. Det, vi giver vores opmærksomhed, bliver det vigtige. Så vi kan gøre opmærksom på ikke blot de forfulgte kristne, men på alle de mennesker i verden, som bliver diskrimineret, forfulgt og chikaneret på baggrund af deres tro. På nationalt og lokalt plan kan vi søge at skabe større dialog og forståelse trossamfundene imellem, så vi nedbryder barrierer og fokuserer på ligheder og fællesskab frem for de ting, der skiller os ad. I folkekirken kan vi rette fokus imod de forfulgte kristne ved at bede for dem.

Derfor afholder Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg igen i år en forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne den 21. november i Maribo Domkirke. Efter gudstjenesten holder biskop emeritus og nuværende formand for tænketanken for forfulgte kristne Karsten Nissen et oplæg. Det er tilladt at henlægge sognegudstjenesten til domkirken denne dag.

Imens efterårets mørke sænker sig over os, kan vi bære vores kors, bede et Fadervor, og huske på det løfte vi fik ved døbefonten om, at vi ikke er alene om at bekæmpe undertrykkelse eller virus – for han har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende.

Med venlig hilsen
Marianne Gaarden
Biskop