Fortsæt til hovedindholdet
Månedshilsener
Nyheder

Biskoppens månedshilsen marts 2022

Rystende nyheder og forfærdelige billeder fra krigen i Ukraine vælter ind over os. Vi bliver alle berørte af situationen, og kirkerummet kan være det sted, hvor man går hen med følelser som afmagt og meningsløshed, skriver biskop Marianne Gaarden.

 

Kære alle

Mens det pibler op af jorden med forårsblomster, og vi kan mærke, at solen endelig har fået fat, så vælter det ind over os med rystende nyheder og forfærdelige billeder fra Ukraine. Jeg tænker, at I ligesom jeg er dybt berørt over situationen.

Krig er og bliver aldrig svaret på problemer i verden. Historien viser, at det der i et granatsplitsekund ødelægges, kan tage generationer at bygge op igen – både fysisk, psykisk og åndeligt. Krig rammer altid uskyldige civile, river familier i stykker og efterlader dybe og smertefulde sår på folkesjælen. Når krigen alligevel rykker ind i vores verden, kan forbønnen og kirkens rum være det sted, vi kan gå hen med følelsen af afmagt og meningsløshed.

Jeg vil derfor opfordre til, at der i stiftets kirker bedes for freden i Ukraine. Sogne- og migrantpræst, Olga Grygorieva Kohen, der har både ukrainske og russiske rødder, har forfattet nedenstående bøn.

Lad os sammen med hende bede:

Kære Gud, Vor himmelske Fader

Det, som vi frygtede, kom til at ske: En omfattende krig i Ukraine brød løs.

I tider, hvor det er sværest, hvor vi er chokerede, fortvivlede og bange for, hvad fremtiden vil bringe, søger vi tilflugt hos dig.

Du er vores klippe og vores mest trofaste beskytter. Giv os styrke, overskud og sindsro til ikke at gå i panik og blive martret af angst.

Lad ikke rædslen bryde os ned. Men mind os om, at ved din søn, Jesus Kristus, giver du ethvert menneske, der tror på ham, en styrke til at finde frem til det bedste, det mest medmenneskelige i sig selv og give det videre til sin næste.

Kære Jesus, styrk vort kristne fællesskab, så vi følger dine bud om næstekærlighed og fører dem ud i livet selv i de sværeste tider.

Vi beder for politikere, soldater og alle magthavere, der direkte eller indirekte er involveret i krigen. Mind dem om, at de er skabt i Guds billede, og at Guds ånd bor i dem, så de ikke skal samles om magt og vold, men om næstekærlighed og ægte omsorg for de nationer, der har betroet dem tillid.

Giv dem kløgt, mod og held til at finde frem til en løsning, som kan afslutte krig og blodsudgydelse. Kære Gud, bevar freden i Europa og i verden.

Og nu til det, der gør mest ondt:

Vi beder til dig for folk i Ukraine, øst og vest: Vær dem nær. Lad bomberne, kuglerne, granaterne, flyve forbi dem. Lad dem undslippe døden og kvæstelser.

Lad dem finde husly og mad. Lad dem møde medmenneskelighed og omsorg, hvor end krigens forløb bringer dem hen.

Vi beder til dig for de ukrainske børn: Hold hånden over dem og hold den fast, så at intet ondt kan ske dem. Lad dem leve og blive voksne.

Vi beder for de tusindvis af uskyldige sjæle, børn, kvinder og ældre, der allerede er omkommet i denne grusomme konflikt.

Kære Gud, de led så meget, tag dem i din ømme favn, trøst dem og giv dem fred.

Herre, hør vores bøn, for den kommer fra hjertet!

Amen

Med venlig hilsen
Marianne Gaarden
Biskop

Biskoppens månedshilsen

Hver måned udkommer der et nyhedsbrev fra Lolland-Falsters Stift. Her kan du blandt andet læse biskoppens månedshilsen og få andre nyheder fra stiftet. Skriv dig op til stiftets nyhedsbrev her.