Biskoppens månedshilsen februar 2023

Kære alle

Det kan næppe være forbigået jeres opmærksomhed, at det har skabt voldsom debat, at regeringen har fremsat lovforslag om afskaffelse af store bededag (som rettelig kun hedder bededag) ved kongelig resolution, vel at mærke uden inddragelse af folkekirkens mange forskellige aktører.

Helt ekstraordinært har en stort set samlet folkekirke rejst sig i protest herimod – både bispekollegiet, Præste- og Provsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd, landets stiftsråd, formandsgruppen for kirkefunktionærernes faglige organisationer, samt de forskellige kirkelige retninger: Grundtvigsk Forum, Indre Mission og Tidehverv. En sådan samlet front i folkekirken er et særsyn. Vi plejer mest at kunne blive enige om at være uenige, men denne gang er det altså enighed om en fælles front imod regeringens planer. Men hvorfor egentlig?

Enkelte røster har været ude og sige: ”Herre Gud da, har vi ikke større udfordringer at kæmpe med? Hvorfor så megen ståhej om afskaffelsen af en enkelt fridag? Vi kan vel alle sammen godt yde lidt mere!”. Svaret er: Fordi det handler om meget mere end afskaffelsen af en enkelt helligdag. Ved at bryde med folkekirkens selvbestemmelse i indre anliggender, som ellers har været god skik siden Grundlovens indførelse, sættes forholdet mellem stat og kirke under pres.

Siden Grundlovens indførelse i 1849 har der været traditionen for, at staten lod kirken selv råde i indre anliggender. I 1850’erne advarede Grundtvig imod en statskirke, og det er netop hans syn på kirkelig frihed, der har været helt afgørende for det, vi i dag kender som ’den rummelige folkekirke’. Ved at bryde med folkekirkens selvbestemmelse i indre anliggender skubbes folkekirken i retningen af en statskirke styret af skiftende regeringers politiske agendaer. Når en helligdag ophæves ved kongelig resolution, så indebærer det også en ændring af folkekirkens alterbog og ritualbog, hvori folkekirkens helligdage er oplistet – vel og mærke uden folkekirkens mange kirkelige aktører har været inddraget.

Vist har der været fortilfælde, hvor politikkerne har blandet sig i folkekirkens indre anliggender, såsom ordinationen af kvinder i 1948 og vielse af samme køn i 2012. Men ved begge disse fortilfælde var folkekirken inddraget, og der havde været lange forudgående diskussioner, hvor forskellige teologiske positioner havde mulighed for at komme til orde. Lovgivning på folkekirkens område er hidtil sket på baggrund af en sådan tæt dialog mellem stat og kirke, men dialogen har ikke været til stede i lovforslaget om afskaffelse af bededag. Med regeringens ageren og hast er kirkens indflydelse på egne forhold blevet tilsidesat. Den proces kan alle kirkens forskellige aktører være enige om at protestere imod.

Ønsket om afskaffelsen af bededag er næppe udtryk for en bevidst politisk vilje til at svække båndet mellem stat og folkekirke, men primært et ønske om en hurtig økonomisk gevinst. Man kan spørge, hvad det betyder, at der rokkes ved det forhold, der hidtil har eksisteret mellem stat og kirke? Den store bekymring hos mange kirkelige aktører er, at en kirke styret af staten risikerer at blive tømt for åndeligt indhold – for ingen kan som bekendt tjene to herrer!

Når jeg om søndagen sidder på kirkebænken rundt om i stiftets kirker og synger med på Grundtvigs salme ”Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde”, så kan bededagsballaden forekomme langt væk – heldigvis. Rundt om i sognene er det de lokale ting, man er optaget af. Jeg glædes over så mange steder at opleve engagerede menighedsråd og præster, der netop tjener den sande Herre, og mennesker på kirkebænken, der søger åndelig nærig. Så læner jeg mig ind i troen på, at det hverken er politikere, biskopper eller andre dødelige mennesker, der er kirkens sande Herre, og synger gladelig med på sidste strofe: ”fred være med eder alle!”

Med venlig hilsen

Marianne Gaarden
Biskop