Biskoppens månedshilsen februar 2022

Kære alle

Nu er det atter muligt at samles i kirkerne uden corona-restriktioner. Lad os alle sammen glæde os over det. Rundt omkring i hele stiftet har der lydt højlydte suk og beklagelser over, at flere af de vante kirkegængere har holdt sig væk. Værst var det i julen, hvor der helt imod sædvanen var masser af ledige pladser i kirkerne – selv juleaften, hvor ellers hver fjerde dansker plejer at deltage i en gudstjeneste. Men intet har været, som det plejer under pandemien, og mange mennesker forsamlet i kirken har været undtagelsen. En sådan undtagelse oplevede jeg imidlertid selv i begyndelsen af januar.

I slutningen af 2021 døde Sydafrikas berømte ærkebiskop og menneskerettighedsforkæmper Desmond Tutu i en alder af 90 år. Det blev markeret i Københavns Domkirke med en mindegudstjeneste, hvor kirken var så fyldt, som corona-restriktionerne tillod. Udover oplæsning af nogle af Tutus tekster, så var det rørende at opleve mere end 500 mennesker istemme ”Dejlig er den himmel blå”. Det var godt igen at høre salmesangen løfte sig imod kirkeloftet. Da mærkede jeg, hvor meget jeg havde savnet at være en del af et større fællesskab i gudstjenesten. Vi er ikke kun selvstændige og afgrænsede individer, vi er også sociale væsner, der er afhængige af hinanden og fællesskabet.

Netop det, at det enkelte menneske er indfældet i et fællesskab, har Tutu beskrevet meget rammende i bogen ”Gud har en drøm”:

”Den første lov for vores liv går ud på, at vi lever i et netværk af indbyrdes afhængighed med vores medmennesker og med resten af Guds skabninger.”

Han forklarer, at er essensen af at være et menneske er, at ens menneskelighed er indfanget i og uløseligt forbundet med den andens. Det indebærer, at man selv bliver mindre, hvis man ydmyger eller undertrykker den anden, og omvendt bliver man selv større, når man hjælper og ophøjer den anden.

Tutus evne til at forbinde teologien med det liv, vi lever med hinanden, har inspireret ikke kun mig, men også mange andre mennesker her i Danmark. Der var da også mange, der måtte gå forgæves ved mindegudstjenesten i Københavns Domkirke. 

Men heldigvis er det ikke kun i Københavns Domkirke, at vi kan være en del af fællesskabet, synge sammen og opleve at være forbundet med hinanden – det er også muligt i den kirke, der ligger i hvert vores eget sogn. Og nu er det atter muligt at samles uden corona-restriktionerne – jo, der er i sandhed meget at glædes over. Vel mødt i kirke.

Med venlig hilsen
Marianne Gaarden
Biskop