Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2024
Nyheder

Pizzagudstjenester: ”Et stabilt lokomotiv, der jævnt buldrer derudad”

”Hvis vi kan så et frø og vise, at kirken er et trygt sted at være, er jeg tilfreds,” siger sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen om pizzagudstjenesterne i Søllested, som er nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris.

Kirkegængere spiser pizza i konfirmandstue

Konfirmandstuen er fyldt til sidste plads, når Søllested kirke holder gudstjeneste med efterfølgende pizza.

Af Thomas Godsk Larsen

”Dagligstuen, spisestuen, konfirmandstuen, ja, selv mit køkken blev fyldt, og havemøblerne måtte indenfor, for at der var siddepladser til alle.”

Det er alt andet end en lukket fest for de få, når Søllested kirke inviterer til pizzagudstjeneste, og sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen åbner dørene til sit hjem, præstegården på Højskolevej 55. Sidste gang deltog 120 børn, unge og voksne i sognets pizzagudstjeneste, hvor alle først mødtes til en børnevenlig gudstjeneste i kirken og bagefter var inviteret til pizza og hygge.

Et lokalsamfund, hvor alle bakker op om hinanden
For Rebekka Maria Brandt Kristensen er en del af forklaringen på den store opbakning, at kirke og menighedsråd arbejder aktivt sammen med det lokale foreningsliv, så alle ved, hvad der foregår i byen, uanset, om det er et badmintonstævne eller en pizzagudstjeneste:

 ”Jeg deler gerne pjecer ud for den lokale idrætsforening, eller hvad det nu måtte være, og jeg oplever, at jeg får lov til at dele brochurer om kirkens aktiviteter ud, hvor jeg kommer frem, det være sig Aula, børnehaver, plejehjem og foreninger. Det betyder enormt meget for et lokalsamfund, at vi bakker op om hinanden,” forklarer hun.

Det lokale pizzerias omsætning får også et nyk opad, når der er pizzagudstjenester, og pizzeriaet donerer hver gang gratis pommes frites til de pizzaglade kirkegængere.

Samarbejde og fællesskab
Pizzagudstjenesterne begyndte i 2018 og var fra starten en succes. Man oplevede heller ikke de samme genstartsvanskeligheder, som mange andre aktiviteter oplevede efter corona. Der var simpelthen bud efter pizza og Guds ord, så snart landet åbnede op igen. Og det kører fortsat for fuld blus, p.t. med tre pizzagudstjenester om foråret og tre om efteråret.

Gudstjenesterne bliver til i et samarbejde mellem Kasper Høyer, sognepræst i Vesterborg Sogn, Laura Opstrup, sognepræst fra Halsted Sogn, og Rebekka Maria Brandt Kristensen, sognepræst Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn. Hun fortæller, hvordan præsterne har en rigtig god pingpong, når de planlægger gudstjenesterne.

”Og så er der også mange andre involveret ud over dem, der deltager. Der bliver hjulpet godt til med alt det praktiske, med at bestille pizzaer og med oprydningen. Det er sådan noget, der er med til at skabe fællesskab,” fortæller hun.

Gudstjenesterne består altid af guitarspil, en hemmelig kasse med dagens tema, som børnene skal gætte, og et lille krea-projekt. Ved den seneste pizzagudstjeneste spillede Kasper Høyer guitar til salmer, og Laura Opstrup fortalte om dengang, Gud gav mennesket liv ved at puste ånde i dets næsebor. Rebekka Maria Brandt Kristensen lavede trosbekendelsen med fagter med børn og voksne og instruerede i, hvordan alle selv kunne lave en vindmølle og få den med hjem. Bagefter var der dækket op til pizza i præstegården.

Ikke en døgnflue, men et stabilt lokomotiv
Pizzagudstjenesterne i Søllested er blevet nomineret til Lolland-Falsters initiativpris af Laura Håkansson, der også er sognepræst i stiftet og selv deltager i pizzagudstjenesterne med sine børn:

”Jeg synes, pizzagudstjenesterne skal have stiftets initiativpris, fordi de dækker et behov for hele Vestlolland. Jeg sad sammen med en familie fra Nakskov og var også selv kørt til fra Nakskov, og så er Søllested jo opsamling for et stort opland. Jeg synes, de skal have prisen i Søllested, fordi gudstjenesterne ikke er en engangsforestilling eller en døgnflue, men et stabilt lokomotiv, der jævnt buldrer derudad og bliver ved med at have kul på maskinen til glæde for en menighed af børn og voksne i området.”

Om Lolland-Falsters Stifts initiativpris

Du kan sende dit bud på, hvem der fortjener at få den kirkelige initiativpris 2024, i en mail til lfstift@km.dk senest onsdag den 31. juli 2024.
 

Beskriv det projekt, du nominerer, og hvorfor lige netop det fortjener at få prisen. Send gerne et foto med, hvis du har et.
 

Vinderen vil blive fundet af dommerpanelet, der i år består af biskop Marianne Gaarden, stiftsrådsformand Susanne Møller, stiftsmedarbejder Marlene Laursen, freelance kommunikationsmedarbejder Thomas Godsk Larsen samt leder af Kirkens Genbrug, Lisbeth Jensen, der repræsenterer sidste års vinder af initiativprisen.
 

Initiativprisen vil blive uddelt på stiftets årsmøde, også kaldet ”landemode”, onsdag den 2. oktober 2024.