Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2024
Nyheder

Hilsen fra stiftsadministrationen

Lene M. Krabbesmark, stiftskontorchef, informerer herunder nye og genvalgte menighedsrådsmedlemmer om muligheden for at få hjælp og sparring af stiftsadministrationens medarbejdere og Folkekirkens Grønne Omstilling samt om status på opsætningen af ladestandere.

Kære alle menighedsrådsmedlemmer, nyvalgte som genvalgte

Allerførst: På vegne af stiftsadministrationen et stort til lykke med valget; vi ser frem til et godt samarbejde om den lokale folkekirke i den nye valgperiode. 

Invitation til bispegården 22. januar

Jeg håber, at I allerede har fået en god opstart. Det vil vi fra stiftets side gerne bidrage til, så vi indbyder derfor alle nye menighedsrådsmedlemmer til besøg i bispegården den 22. januar 2025 kl. 17. Her kan vi hilse på hinanden og tale om menighedsrådenes opgaver og den hjælp, stiftsadministrationen kan tilbyde i den forbindelse. Vi bistår fx med sparring om juridiske forhold, byggesager og HR-relaterede spørgsmål, udover om kommunikation, intranettet FIN og grøn omstilling. 

Kurser i menighedsrådsforeningen

Stiftsrådsformand Susanne Møller vil også være til stede den 22. januar, og udover introduktion til stiftsrådet vil Susanne også fortælle om Menighedsrådsforeningen for Lolland-Falsters Stift. Som det fremgår andet sted afholder de fire kurser for menighedsrådsmedlemmer i 2025, som jeg kan anbefale nye medlemmer at deltage i.

Nytårskur i Folkekirkens Grønne Omstilling

For der er mange opgaver - og roller - at forholde sig til, hvis man er helt ny i menighedsrådet. Også de mere erfarne støder på nye opgaver, fx inden for grøn omstilling. Det har vi her i stiftet en særlig aktie i, da vi huser Folkekirkens Grønne Omstilling. Det har dets egen hjemmeside, med mange nyttige informationer og inspiration til det grønne arbejde: Folkekirkens Grønne Omstilling. Her kan I fx tilmelde jer den grønne nytårskur torsdag den 16. januar 2025 kl. 16. Den foregår online, så alle i landet kan være med.

Status på opsætningen af ladestandere

Når vi snakker grøn omstilling, så har ladestandere ved kirker fyldt meget i debatten, og arbejdet, de sidste par år. Ifølge ladestanderbekendtgørelsen skal alle parkeringspladser ved bygninger med mere end 20 p-pladser have etableret en ladestander inden udgangen af 2024. Sammen med provstier i Roskilde Stift har provstierne her i stiftet arbejdet på et fælles udbud om opstilling af ladestandere de steder, hvor en kortlægning har vist det påkrævet. For kort tid siden har Social- og Boligstyrelsen dog præciseret, at nogle arealer kan undtages, hvis de kun anvendes til parkering ganske få gange om året. Det kan få betydning for nogle af landsbykirkerne, hvorfor arbejdet med opstilling af ladestandere i stiftet pt. er sat på pause, indtil det er afsøgt, hvilke parkeringspladser der kan undtages. Fra stiftets side holder vi os opdateret om ændringer i regler og praksis, og er løbende i dialog med provsterne om relevant nyt.

Sådan kontakter du stiftsaministrationen

På stiftets hjemmeside kan I finde kontaktoplysninger på alle medarbejdere i stiftsadministrationen, som I ikke skal tøve med at bruge, hvis I har spørgsmål eller input til os. Her kan I også se stiftsadministrationens adresse samt vores åbningstider. Det er bedst at lave en aftale forinden, hvis du ønsker at træffe en bestemt medarbejder ved fysisk fremmøde, da vi kan være optaget af møder både i og uden for huset.

Åbningstider i julen 2024

Stiftsadministrationen holder i år julelukket fra den 23. december. I kan træffe os på telefon og mail igen fra den 2. januar 2025 og den 6. januar åbner kontoret igen for fysisk fremmøde. Det vil også fremgå af hjemmesiden.

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår til alle,

Lene M. Krabbesmark, stiftskontorchef