Nytårskur og netværksmøde for nye præster
Onsdag den 10. januar troppede stiftets nye præster op til netværksmøde og frokost på stiftsgården i Nykøbing, hvor de 7 præster, som var kommet til siden sidste år, fik hilst på hinanden og de ansatte i stiftsadministrationen.
Senere samme eftermiddag lagde bispegården også ramme om den årlige nytårskur for alle stiftets præster.
Traditionen tro startede nytårskuren med en gudstjeneste i Klosterkirken, som sognepræst Per Møller stod for. Og som altid, når mange præster er samlet, kunne det høres, da de mange salmekendte stemmer løftede sig mod kirkeloftet.
Tilbage i bispegården var det latteren der løftede sig, da biskop Marianne Gaarden holdt tale om året, der gik. Og det til trods for at hun lagde ud med at fastslå, at kirken i 2023 både mistede en helligdag, en kirkeminister og en dronning.