Podcast-gudstjenester til hele året
Hvis du sidder på plejehjem, i ældrebolig, laver mad i køkkenet, er på farten i bilen eller på løbetur – kan du nu lytte til en gudstjeneste, når det passer dig. Og en ny bog giver dig endda mulighed for at lære præsterne bag bedre at kende.
Podcaster, Karina Jensen, og præst, Lone Marie Lundsgaard har skabt en ny platform, hvor man altid kan være sikker på at finde en gudstjeneste og lytte til den, når det passer ind for den enkelte.
Gudstjeneste-podcasts er ikke en ny idé. Mange sogne og provstier laver gudstjenestepodcast, men man skal vide, at de er der, og man skal lede efter dem.
Det vil de to kvinder bag www.podcastgudstjeneste.dk gerne ændre på ved at lave en samlet platform, hvor du kan finde en gudstjeneste for hver søn- og helligdag i hele kirkeåret 2024/2025.
Sammen med platformen udgives også en bog, ”Kirkeåret i nye klæder”, hvor 62 præster fra alle stifter, Sydslesvig, Calgary, Paris og Thorshavn har fået hver et kapitel i bogen, hvor de skriver om noget fra sognet – og så er der som noget helt nyt en QR-kode direkte til den pågældende præsts gudstjeneste.
Hvis du sidder på plejehjem eller i ældrebolig, kan du altså se præsten og scanne gudstjenesten, når det passer dig. Og for dem, som måske ikke kom i kirke, er der mulighed for at lytte til en gudstjeneste og slappe af til smukke salmeindspilninger af KORLIV.
Deltagende præster fra Lolland-Falsters Stift:
- Monica Isabella Djarnis – Kettinge-Bregninge Sogn
- Mette Marie Trankjær – Falkerslev Sogn, Horreby Sogn
- Lill Arendt Hemmingsen – Nykøbing F Sogn
- Jesper Bacher – Nykøbing F Sogn