Nyt værktøj til menighedsrådets arbejde
Sognerapporten er et nyt redskab til menighedsrådets arbejde, som også kan bruges i arbejdet med det kommende menighedsrådsvalg. Sognerapporterne giver et bredt indblik i sognets befolkning med tal for bl.a. medlemmer, indbyggere, aldersfordeling og herkomst.
SE RAPPORTEN FOR DIT SOGN HER
På FUV’s hjemmeside kan sognerapporterne findes ved at følge linket Sognerapporter | fkuv.dk. Her kan man søge på enten sognenavn eller -kode i søgefeltet, og derefter klikke på "link". Derved downloades en pdf-rapport for det valgte sogn. Fra starten af uge 20 kan sognerapporterne ligeledes findes på sogn.dk, hvor de vil være tilgængelige på det enkelte sogns underside.
Sognerapporternes form og indhold er udviklet i samarbejde med menighedsrådsmedlemmer, præster og medarbejdere i folkekirken, og bygger også på Kirkefondets erfaringer med udvikling af tal for folkekirken.
Alle tal i rapporten er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank og bearbejdet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV).
Rektor i FUV Birgitte Stoklund Larsen udtaler:
”Vi er glade for, at vi nu kan offentliggøre sognerapporter til alle landets sogne. Det har været et intenst udviklingsarbejde for at nå hertil, og vi håber, at sognerapporterne bliver en hjælp til arbejdet lokalt i folkekirken”.
Sociologisk vidensmedarbejder i FUV, Bjarke Schønwandt Mortensen, fortæller om udviklingsarbejdet:
”Vi har udviklet et redskab, så vi nu kan levere kirkestatistik til alle sognene i et simpelt og let tilgængeligt format, og som vi kan opdatere årligt. Det samme redskab kan vi også bruge til at udvikle andre typer af rapporter til folkekirken”.
Tirsdag d. 14. maj afholder mange af folkekirkens menighedsråd orienteringsmøde forud for efterårets menighedsrådsvalg. Ifølge formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Anton Pihl, kan sognerapporten være med til klæde menighedsrådene på til orienteringsmødet.
”Sognerapporterne bliver et godt redskab for menighedsrådene. Nu er tiden kommet for orienteringsmøderne op til menighedsrådsvalget, og det er helt oplagt at menighedsrådene overvejer hvilke af oplysningerne, der kan formidles på mødet til inspiration og overvejelser om, hvad der skal ske med sognet i de næste 4 år”.