Sidsel Hjorth Mikkelsen - sogne- og studenterpræst
Byd velkommen til Sidsel Hjorth, der fra 1. august 2024 er præst i Torkilstrup-Lillebrænde & Gundslev pastorat
Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Sidsel! Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund?
Først og fremmest hjerteligt tak – jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre velkomst end den, jeg har fået af alle i Stiftet. Jeg hedder Sidsel, jeg er 31 år gammel og har netop færdiggjort pastoralseminariet efter at være blevet cand.theol. fra Københavns Universitet i januar, hvor jeg skrev speciale om kosmologiske betragtninger i det 12. århundrede. Jeg er derfor rundet af mine mange år på universitetet, der primært udspringer af min store interesse for det, at være menneske – dvs. det kristne menneskesyn og dermed også selvforståelse – og især er jeg optaget af det relationelle. Som datter af to organister spiller kirkemusikken og ikke mindst den danske salmetradition også en stor rolle i mit liv. Jeg er opvokset på Sjælland og holder meget af at være i naturen, at lave mad, læse og at høre musik. Privat er jeg kæreste med Jonas, der er fysioterapeut, og som flytter med mig ind på den store præstegård i Torkilstrup.
Hvorfor er valget faldet på netop Lolland-Falsters Stift?
Det er det, fordi det var her, den helt rette stilling til mig var placeret. Som student fra Sorø Akademi føler jeg en særlig tilknytning til lige præcis B. S. Ingemann, og så er jeg som barn kommet på Lolland, hvor min far er organist i Skt. Nikolai Kirke. Det har derfor ikke været fremmed for mig at søge ud, og det er min fornemmelse, at jeg ikke er den eneste, der i denne tid drager sydpå – og forståeligt nok! Her er fred og ro til fordybelse, fantastisk smuk natur og en efterstræbelsesværdig omsorg og respekt for hinanden.
Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som præst i Torkilstrup-Lillebrænde og Gundslev pastorat? Du skal jo være 50 procent sognepræst med en funktion som 50 procent studenterpræst.
Jeg har gjort mig rigtig mange! Både om det at være sogne- og studenterpræst. Jeg glæder mig meget til at have at gøre med mennesker i alle aldre og til som studenterpræst at kunne danne en tryg og forankret ramme for eksistentielle samtaler med de studerende. Som sognepræst glæder jeg mig til at kunne bidrage med både liv og forkyndelse, og til alle de gode stunder vi forhåbentligt fremover skal dele.
Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?
Det er folkekirkens vigtigste opgave at formidle teologiens helt særlige blik på mennesket som værdigt og betydningsfuldt, og dog som et væsen, der historisk set ikke selv erfarer dette og derfor har vanskeligt ved at leve sådant. Den ambivalens og tvetydighed, dette medfører i det enkelte menneskes liv - både i forholdet til sig selv og til andre - kan teologien meningsfyldt belyse, både historisk og kontekstuelt.
Om Sidsel Hjort Mikkelsen
- Født 1992, Lyngby-Taarbæk
- cand.theol., Københavns Universitet, 2024
- Fra 1. august sogne- og studenterpræst, Torkilstrup-Lillebrænde & Gundslev pastorat