Kan man nedtage en kirke? Borgermøde om Herredskirke Kirkes fremtid 

Den svære samtale

Den ensomt beliggende kirke har det seneste års tid har været udgangspunkt for en større landsdækkende debat om, hvad vi egentlig stiller op med de mange middelalderkirker, som bliver ”tilovers” i takt med at befolkningen på landet, svinder ind. Det er både en økonomisk, juridisk, teologisk og følelsesmæssig diskussion. Som menighedsrådsformand Ulla Nielsen-Gotsæd opsummerede ved mødets slutning: 

“Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg haft sommerfugle i maven inden mødet. For hvad ville vi blive mødt med? Men jeg er blevet mødt med konstruktive dialoger, gode ideer og nye tanker. Det er jeg rigtig glad for.” 
Inden selve mødet, som fandt sted i ”Den gamle Møllegård” i nærliggende Horslunde, havde deltagerne mulighed for at besigtige Herredskirken med egne øjne, og det var der mange, som benyttede sig af. Formentlig er det længe siden, at der har været så fyldt på parkeringspladsen.  

En af de tilstedeværende var den nyudnævnte provst i Lolland-Vestre Provsti, Susanne Oxholm Bay Jacobsen, der inden sin udnævnelse var selv var præst i Utterslev-Herredskirke-Løjtofte Sogn, hvori Herredskirke kirke ligger. På en tavle på vægen kunne man læse hele rækken af præster i kirken tilbage fra 1535 frem til seneste indsættelse i 2018, hvor Susannes navn står. Formentlig som det sidste nogensinde. Der blev taget en del fotos af den tavle, og øjeblikket berørte tydeligvis flere af de fremmødte. 
 

Til selve det efterfølgende møde i Horslunde lagde formand for menighedsrådet, Ulla Nielsen-Gotsæd, ud med at gennemgå historien om, hvordan kirken og menighedsrådet er endt her, hvor de gerne vil af med ansvaret for kirken. 

Det begyndte helt tilbage i 2013, fortalte hun, hvor menighedsrådet første gang søgte provstiet om penge til udbedringer. Et tilbud fra 2018 viste, at reparationen af taget alene ville koste 3,2 mio. kr. og i dag ville regningen nok ende tættere 5 mio. kr., vurderede hun. Og det skulle ses i lyset af, at i det oprindelige sogn, som Herredskirken tilhørte, inden det blev sammenlagt med nabosognene, boede der i dag kun 11 mennesker. Og som Ulla Nielsen-Gotsæd sidst på aftenen konstaterede: Ingen af dem var til stede til mødet i aften. 

En kirke til 11 mennesker, der ikke bruger den. Kan man forvare det økonomisk? Og skal man forsvare det, selv hvis man kunne skaffe penge til at holde den åben?  Det mener Ulla Nielsen-Gotsæd og menighedsrådet ikke. De mener, at kræfterne skal bruges på at lave kirkeligt indhold, der hvor det efterspørges. Men hvad så? Det spørgsmål har menighedsrådet tumlet med i mere end 10 år nu. For det viser sig, at det slet ikke er så lige til. Kan man fx overhovedet nedtage en kirke? Det var et af de grundlæggende spørgsmål, som flere af aftenens indlæg skulle forsøge at belyse fra forskellige vinkler. 
 

Teologisk kan man godt 

Først på banen var biskop i Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, som indledte med at sige, at vi skulle tage kirkeminister, Morten Dahlin på ordet, når han indbød til at få gode idéer. 

Ministeren har for nylig nedsat et udvalg, som skal kigge på en række forskellige økonomiske og strukturelle udfordringer i folkekirken, og har i den forbindelse udtalt til pressen: ”Det kunne være godt, hvis nogen benyttede lejligheden til at komme med ideer. Faktisk kunne det jo være, at udvalget lyttede til nogle af de ideer.” 

Herefter gennemgik Marianne Gaarden kirkebygningernes betydning i et teologisk perspektiv. Hun endte, meget forenklet, med at konstatere, at selvom katolikker i varierende grad betragter kirkebygninger som ”hellige”, så er det ikke tilfældet i luthersk protestantisme. Tværtimod, så består kirken i luthersk forstand alene af en forsamling, hvor Guds ord forkyndes. Om det så sker i skoven, i et privat hus, som det gjorde i de første mange hundrede år af kristendommen, eller et helt tredje sted, det er ikke det afgørende – en kirke består af ”levende stene”, som Grundtvig har formuleret det.  

Teologisk er der altså ikke noget i vejen for at lukke eller nedtage en kirke. Uanset, at der selvfølgelig er mange følelser involveret i det, som Marianne Gaarden understregede. 

Historisk har man gjort det mange gange

Kirkelukninger er da også sket mange gange i historien, som generalsekretæren for Kirkefondet, Henrik Bundgaard Nielsen, fortalte i sit oplæg. Folkekirken har altid justeret sin bygningsmasse efter de faktiske forhold, forklarede han og viste en række nyere eksempler herpå. Ingen af dem var dog middelalderkirker, altså kirker opført før reformationen i 1536, og dét skulle vise sig at være et afgørende punkt, som stiftskontorchef  Lene Møller Krabbesmark i Lolland-Falsters Stift viste i sin redegørelse for formalia omkring evt. lukning af en kirke og om brug af ”ikke-lukkede” kirker til ”ikke-kirkelige formål”. 

Så blev det pludselig svært 

På mange måder var dette oplæg det mest relevante i forhold til dagens tema, men samtidig også det, som er vanskeligst at gengive her i en artikel. For der er mange regler, bestemmelser og love, og mange forskellige myndigheder, som spiller ind, når man taler om middelalderkirker, der er ”national kulturarv” og dermed automatisk fredet, i samme øjeblik de ikke længere bruges som kirke. 

Hvis man skulle beskrive kirkernes retstilstand som parforholdsstatus på Facebook ville der stå: ”Det er kompliceret.” Måske med tilføjelsen: Og mange ting er uafklaret.  

Redegørelsen kunne derfor godt være endt som lidt af en lyseslukker, men de fremmødte borgere lod sig ikke afskrække, men deltog derimod ivrigt, da Henrik Bundgaard Nielsen fra Kirkefondet indbød dem til at deltage i et gruppearbejde for at kvalificere forskellige ideer: 

• Pilgrimssted /-kirke
• ”Ikke-specificeret” anden brug (private investorer) – forskellige ideer 
  drøftes – det kunne f.eks. være spisested / bryggeri eller lign.
• Kunst-, lydinstallation eller lign.
• Ruinkirke / kontrolleret forfald
• Kirken rives helt ned og flyttes (samlet – eller i dele)

For at gøre det mere konkret gennemgik Henrik Bundgaard Nielsen først nogle indsendte ideer og kom også med inspiration fra ind- og udland.  

Herefter var der rundbordssamtaler af hver idé, og deltagerne flyttede sig rundt i grupper hvert kvarter, så man kunne nå at deltage i samtalen om flere at de skitserede idéer. Og samtalerne gik livligt, ligefrem passioneret i visse tilfælde. 

Enkelte havde stærke følelser for at bevare kirken, præcis som den er. Andre var helt ligeglade med, hvilken løsning der blev valgt, blot den var omkostningsneutral. For nogle var det vigtigste, at opgaven kom væk fra menighedsrådet, og atter andre var mest optagede af ”det urimelige i, at det overhovedet var en opgave for et menighedsråd”. 

Det var derfor ikke nogen nem opgave at samle op på aftenens debat, men alligevel tegnede der sig nogle overordnede linjer. 

For det første var der bred opbakning til at gøre ”noget”. For det andet var der en, muligvis modvillig, erkendelse af, at kirken burde tages ud af drift – medmindre den kunne fortsætte som lejlighedskirke på en måde, så der ikke var ret store omkostninger eller arbejdsindsats forbundet med det. Flere så gerne en kombination af fx kontrolleret forfald, fortsat lejlighedskirke til sommerbryllupper, og så andre aktiviteter som lejlighedsvise kunstudstillinger eller en spændende lyssætning. Noget der kunne lokke folk til. 

Som en deltager i samtalen om ”kontrolleret forfald”, udtrykte det: Der kan også være noget meget smukt ved forfaldet. 

Afslutningsvis lovede biskop Marianne Gaarden, at idéerne ikke ville ende i en syltekrukke, for borgerne og menighedsrådet havde allerede ventet længe nok – tiden er moden til handling.