Hvilket kirkelige initiativ er årets bedste?
Lolland-Falsters Stift uddeler igen i år en initiativpris til det bedste kirkelige initiativ. Nominer din favorit indtil den 1. august.
Nye tiltag og gode initiativer blomstrer frem overalt i kirkelivet på Lolland-Falster. Det frivillige engagement er stort, og et utal af flittige hænder arbejder for at styrke og udvikle kirkens liv. Det vil stiftet igen i år gerne hædre ved uddelingen af årets kirkelige initiativpris.
Formålet med initiativprisen er at sætte fokus på de mange forskellige kirkelige tiltag, der findes på Lolland-Falster, så man kan lade sig inspirere af andre sognes idéer. Har dit menighedsråd grebet arbejdet an på en ny måde for at tage kirken i en grønnere retning? Gør dit sogn noget særligt for socialt udsatte? Er der frugtbare samarbejder på tværs, eksempelvis med den lokale spejdergruppe eller plejehjemmet?
Sådan gør du
Du kan sende dit bud på, hvem der fortjener at få den kirkelige initiativpris 2024, i en mail til lfstift@km.dk senest fredag den 31. juli.
Beskriv det projekt, du nominerer, og hvorfor lige netop det fortjener at få prisen. Send gerne et foto med, hvis du har et.
Hvilke initiativer kan nomineres?
Alle kreative, nytænkende eller inspirerende aktiviteter, der finder sted i kirkeligt regi, kan nomineres – såfremt de ikke har været nomineret de sidste fire år. Et godt initiativ kan altså genindstilles efter fire år. Initiativerne behøver ikke at være påbegyndt i 2024 for at blive nomineret, men de skal stadig være i gang.
Se de nominerede på hjemmesiden og i avisen
Initiativprisen vil blive uddelt på stiftets årsmøde, også kaldet ”landemode”, onsdag den 2. oktober 2024.
Vinderen vil blive fundet af dommerpanelet, der i år består af biskop Marianne Gaarden, stiftsrådsformand Susanne Møller, stiftsmedarbejder Marlene Lauersen, freelance kommunikationsmedarbejder Thomas Godsk Larsen samt leder af Kirkens Genbrug, Lisbeth Jensen, der repræsenterer sidste års vinder af initiativprisen.
I løbet af sommeren vil de indsendte nominerede til prisen blive omtalt både på stiftets hjemmeside og i Folketidende.