Grundlovstale 2024 til Monradselskabets møde

Jeg er født i 1962 – og da jeg blev teenager i 70’erne og begyndte at interessere mig for omverdenen og historien – så fik jeg trist fornemmelse af, at jeg var født på et forkert tidspunkt – at jeg var kommet til verden i en stillestående tid og aldrig ville komme til at opleve historiske begivenheder. 

Set gennem mine teenagerøjne dengang så virkede verden fastlåst i sin opdeling mellem øst og vest - Berlinmuren så ud til at ville stå ligeså længe som den kinesiske mur har stået – de største opfindelser var foretaget som køleskabet og flyvemaskinen og telefonen – mennesket havde netop været på månen og der var ikke rigtig noget at komme efter – og den eneste TV-avis vi havde i Danmark fortalte os hver aften kl. 19:30, at vi levede i verdens bedste og tryggeste land med verdens mindste problemer. 

Det måske mest banebrydende jeg oplevede var, da jeg i konfirmationsgave i 1975 fik en lommeregner, der kunne håndtere de fire regnearter – og så kunne den også lige udregne kvadratroden af et tal med tryk på bare en knap. Det var stort dengang, men det var så også det. 

Jeg var dengang voldsomt optaget af historien – og når jeg læste om udviklingen i verden de sidste 3-400 år fik jeg fornemmelsen af, at hvor ville livet have været meget mere spændende, hvis jeg var født på andre tidspunkter. 

Tænk sig at have været vidne til den franske revolution eller den russiske revolution eller enevældens fald i Danmark. Eller tænk sig at havde oplevet opdagelsen af Amerika – eller opfindelsen af elektricitet – eller oplevet de første flyvemaskiner eller de første fotografier – at have været til stede på de tidspunkter i historien, hvor historiens hjul for alvor drejede en tand eller to. 

Det ville jeg aldrig komme til – tænkte jeg lettere resigneret dengang som teenager i 70’erne, hvor den største kulturelle begivenhed i Danmark blev vores tilbagevenden til Melodi Grand Prix i 1978 med Mabel og Boom Boom. 

Men Boom Boom – hvor tog jeg fejl.  
Verden stod – heldigvis - ikke stille. 

Historiens hjul er så sandelig drejet mere end en tand eller to de sidste 30-40 år – og i øjeblikket drejer historiens hjul så stærkt, at hvis ikke det var fordi jeg grundlæggende er optimistisk anlagt og er født med et lyst sind, ja så kunne jeg godt være til fals for at finde sammen med apokalyptisk troende og råbe: Dommedag er nær. 

For der er så meget, der set med mine øjne går den gale vej. I Danmark – og ude i verden. 

I dag fejrer vi grundloven og ikke mindst, at den har været grundlaget for styringen af i hele 175 år. 

Det er grundloven, som garanterer os ytringsfrihed, religionsfrihed, pressefrihed, forsamlings- og foreningsfrihed og den private ejendomsret. Og det er grundloven som fastslår, at magten i Danmark skal deles i tre - den lovgivende, udøvende og dømmende magt – og at den lovgivende magt skal ske ved repræsentativt demokrati. 

Til en start var det repræsentative demokrati nu ikke særlig repræsentativt – kun omkring 15% af befolkningen fik stemmeret med den første grundlov i 1849 – for det at styre landet var en så alvorlig sag, at Fruentimmere, fjolser, fattigrøve, forbrydere og det man kaldte folkehold ikke skulle deltage – ligesom de mænd, der fik stemmeret skulle være minimum 30 år. 

Siden har både fruentimmere, fattigrøve og forbrydere fået stemmeret – og godt for det – og set hen over de 175 år vi har haft grundloven, har den bestemt skabt grundlaget for en harmonisk udvikling af Danmark – og den har især været grundlaget for, at vi i starten af 1900-tallet fik skabt en politisk kultur, hvor overklassen og arbejderklassen kom hinanden i møde i erkendelsen af hinandens indbyrdes afhængighed – og med det resultat, at langt hovedparten af os i dag er blevet middelklasse. 

Men – måske står demokratiet, som vi kender det, ved slutningen af sin epoke. Der kom faktisk en bog tidligere i år, som hedder ”Derfor ender demokratiet, som vi kender det” – skrevet af Søren Lippert, journalist på TV2 News. 

Både herhjemme – men især ude i den vestlige verden er stærke kræfter sluppet løs de sidste 10 år. 

Vi ser det i den voksende mistillid til institutionerne, vi ser det i vælgernes trodsige adfærd, og vi ser det i de nye sociale mediers evne til at åbne døre for rendyrkede populister som Donald Trump på den ene side og lille Greta Thunberg på den anden.  

Demokratiet, som vi kender det, slår revner i de her år. Men hvad der vokser ud af revnerne, kan vi kun gisne om – men jeg tror det er helt centralt, at vi erkender, at ingenting står stille – at samfundsmodeller udvikler sig som i en cyklus: Det, der virker som en befrielse, når det opstår – som folkestyrets afløsning af enevældskongerne for 175 år siden – det kan siden let opleves som en klods om benet. Det er næsten en naturlov, at institutioner, som er født til at frigøre mennesker,  med tiden kommer til at virke undertrykkende, og i dag ser vi mange steder i Europa og i USA en stadig større del af befolkningen, som føler sig undertrykt af de etablerede systemer og ikke oplever, at de har noget at skulle have sagt. På et tidspunkt kan deres vrede udløse et politisk jordskælv. 

Herhjemme har vi heldigvis endnu ikke set de samme markante ryk til det yderste højre, som vi ser i USA og i flere europæiske lande – men når jeg ser mig omkring i Danmark og på, hvordan vi håndterer mange spørgsmål og ikke mindst hvordan den offentlige sektor fungerer, så synes jeg at se, at jorden dag for dag bliver gødet med en endnu et skævt subtral af mistillid og inkompetence – og som kan bære ved til en vrede, som blot venter på den rigtige folkeforfører til at udløse den – som vi så det med stormløbet mod kongressen i USA for tre et halvt år siden. Heldigvis er der ingen af de mest populistiske typer blandt de ledende politikere i Danmark - som fx Inger Støjberg – der har format til at forføre i den helt store stil. 

Men der er ellers rigeligt at blive vred over – eller forarget eller indigneret over – eller hvilket ord vi nu sætter på de følelser i et menneske, der langt mere end rationelle tanker danner udgangspunktet for vores politiske holdninger. 

TV2-dokumentaren om Den sorte svane har fx den sidste uges tid pøset rigeligt med brændstof på et flammende bål af forargelse over mange forskellige ting og elementer – og dokumentaren sætter som en dygtig kirurg kniven ned i mange af vor tids betændte problemstillinger i Danmark. 

De fem afsnit viser i pinefulde detaljer ved hjælp af en muldvarp med skjult kamera, hvordan overklassen i jakkesæt og halsklude hjælper rockere og bandemedlemmer med at vaske deres sorte penge hvide. 

Banderne udfører det beskidte arbejde, men de er ikke kvikke nok til at fragte millioner i kontanter ind i den registrérbare økonomi - der hvor man betaler sine regninger. Men så har vi heldigvis advokater og revisorer og andre flinke forretningsfolk – bl.a med rødder på Lolland, der hjælper med faktura-fabrikker og moms-karruseller uden selv at få snavs på fingrene. 

Det er en historie om grådighed og mangel på respekt for både lovgivning og normer – men vel først og fremmest en historie om, hvad jagten på nemme og hurtige penge gør ved os. 

Man skulle næsten tro, at TV2 havde timet udsendelsesrækken med en af læsningerne ved gudstjenesten i søndags 2. juni – for kunne man fra 2. tekstrække læse følgende fra Paulus’ første brev til Timotheus: 

Tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den; har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt. 

Det er så sandt som gode gamle Paulus formulerede det – og som TV2 har vist os med gryende overvågningsbilleder i den forløbne uge. 

I første omgang har vreden og forargelsen først og fremmest ramt det pæne Danmarks bidrag til, at gangstere i dynejakker kan lave deres numre. 

Men endnu mere interessant er, at udsendelserne også dokumenterer, at politi og andre myndigheder og bankerne med deres kæmpe stabe af medarbejdere til at holde øje med hvidvaskning – hver 7. ansat i den finansielle sektor beskæftiger sig i dag udelukkende med kontrolarbejde – at alle disse instanser allerede er godt på nakken af de kriminelle miljøer – jeg tror egentlig ikke, at udsendelsens afsløringer kommer bag på kvalificerede folk i hverken bagmandspolitiet eller en af de utallige styrelser, som Skat blev delt op i for nogle år i siden. 

Nej – den egentlige skandale er, at denne kriminelle verden ser ud til at trives alligevel og formår at ekspandere – og at det ikke er nogen overraskelse for myndighederne. 

Vi har så rigeligt med overvågnings- og kontrolforanstaltninger, der skal forhindre det – og regelmæssigt bliver der også grebet ind. Det er fx kun to uger siden, at politiet i en stor aktion slog til på 19 adresser over hele landet, anholdt 12 mænd og sigtede dem for hvidvask af 900 mio. kr. Sådanne aktioner sker regelmæssigt. 

Så der bliver allerede gjort en kæmpe indsats for at komme sådanne kriminelle samarbejder, som vi har set i TV2 Dokumentaren til livs – det virker bare som rent Sisyfosarbejde. 

Og det allermest bekymrende er nok, at nutidens kriminelle har fået øje på den offentlige sektor som det bedste mål for deres aktiviteter. 

Regningen for det hele ender altid hos det offentlige. For som Amira, seriens muldvarp, der afslører det hele, siger: ”Det offentlige betaler altid”. 

Ja, det offentlige betaler altid – også førtidspensioner til de ellers ret så driftige gangstere. 

Jeg sagde for et øjeblik siden, at for mig at se bliver jorden for utilfredshed og vrede over tingenes tilstand hver dag gødet med en endnu et skævt subtral af mistillid og inkompetence. 

Jeg synes, at den sorte svane dokumenterer begge dele – at vi danskere kan have masser af gode grunde til at have mistillid til institutionerne – og at inkompetence hos myndighederne må være den egentlige forklaring på, at den kriminelle verden og dens samspil med det pæne Danmark tilsyneladende trives og vokser. 

Det er en stærk påstand, jeg kommer med her – at der er inkompetence hos myndighederne. 

Og normalt vil man forstå denne påstand som, at det er de rene fjolser, der udfører arbejdet og som hverken har viden eller forstand til at løse deres opgaver. 

Men så primitiv er min påstand trods alt ikke. 

Nutidens inkompetence handler om, at vores højt besungne velfærdssamfund er bygget – og fortsat bygges – på et fuldstændigt uoverskueligt net af love og regler for stort set hvad som helst og som ingen længere kan finde rundt i eller handle fornuftigt efter. Der er altid en paragraf, der komplicerer simple processer – og der også altid et it-system, der skal fodres med afkrydsning i firkantede rubrikker for at dokumentere, at alle procedurer er fulgt til punkt og prikke. 

Vejen til helvede er brolagt med de bedste intentioner – siger et gammelt ordsrog – og måske burde disse visdomsord stå som inskription på Christiansborg og alle danske rådhuse. 

For alle de mange regler, som vi er ved at kløjes i, er skabt med ædle formål for øje – for at sikre kvalitet i ydelserne – for at behandle alle lige og retfærdigt – og for at fremme bestemte formål. 

Den ene regel føder den næste – 
den ene handling binder den næste. 
Så når jeg taler om inkompetence er det fordi hele denne dødsstjerne af regler og styringsinstrumenter tvinger de ansatte i den offentlige sektor til at hænge deres sunde fornuft sammen med overtøjet ved hoveddøren – ellers magter de ikke at kunne agere i hele dette mixmask af regler og it-systemer.  

Derfor kan en langhåret rocker som Fasar i TV2dokumentaren både nydt godt af førtidspension og få hæftet fire psykiatriske diagnoser på sig, der kan holde ham fri af fængselsstraf – selv om jeg tør vædde på, at dem der har bevilget ham førtidspension og givet ham psykiatriske diagnoser godt ved, hvad han er for en fisk. 

Derfor ligger byggeriet af den nye Sundskole fortsat stille og kommer til at ligge stille helt hen til slutningen af i år - fordi regelsættet omkring offentlige udbud gjorde det umuligt for kommunen at handle hurtigt og agilt, da entreprenøren Bohus kom i økonomisk uføre i december 2022. 

Derfor er der brugt over 5 milliarder kroner og mere end 15 år på at skabe et digitalt ejendomsvurderingssystem, som trods udsættelse på udsættelse og rettelse på rettelse aldrig kommer til fungere optimalt – og fortsat bliver ved med at overraske med spøjse vurderinger – fx har vi i Det falsterske digelag, som jeg er formand for, fået meddelelse om, at en af toiletbygningerne på bare 20 kvm ved Marielyst strand er blevet vurderet til 3,2 mio. pga. sin beliggenhed i første række.  

Sådan kunne jeg blive ved med at nævne eksempler på forhold i den offentlige sektor, som bare ikke er i orden eller fungerer. 

Og det sørgeligste er, at vores valgte politikere godt ved, at vi er ved at kvæle os selv med regler og love. Dannelsen af SVM-regeringen for halvandet år siden byggede faktisk på et dybfølt ønske om at bremse bureaukratiet og forenkle regler – men her halvandet år efter er det småt med resultater. Den store forkromede reform og sanering af ældresektoren – som var et slagnumrene ved regeringsdannelsen – er foreløbig kun blevet til et forkølet host. 

Alt sådan noget kan man gøre sig lystig og munter over – intet har været så underholdende de seneste år, som når Jonatan Spang har taget ugen under kyndig og satirisk behandling i ”Tæt på sandheden” og udstillet galskaben i mange sager på den politiske scene. 

Men mere alvorligt talt er det misregimentet af den offentlige sektor, som skaber forudsætningerne for, at vi måske snart i Danmark kan se den samme uhyggelige vrede vokse frem i stadigt stigende befolkningsgrupper, som det sker andre steder i den vestlige verden. 

For når man betaler op mod halvdelen af sin indkomst til den offentlige sektor – og ikke oplever, at sektoren leverer hvad den burde og at andre rask væk kan svindle med deres betaling eller hente penge i tykke bundter ud af det offentlige med falske fakturaer – ja så næres vreden mod vores samfundsmodel. 

Og det rigtig sørgelige er, at vores politikere – dem vi selv har valgt – ikke aner deres levende råd til, hvordan de for alvor vender udviklingen. Og det uanset, om de bekender sig til venstre eller højre fløj – eller om de som SVM-regeringen ser sig som de fornuftige ved voksen-bordet. 

Mette Frederiksen sagde før hun blev minister første gang i Helle Thornings regering i 2011, at det eneste rigtige at gøre ved beskæftigelsessystemet var at køre en bulldozer igennem det og sende alle 35.000 siders regler og paragraffer på forbrændingen og starte forfra. 

Da hun så blev beskæftigelsesminister, gik det op for hende, at hun ikke har kørekort til en bulldozer – og så kørte hun videre i samme skure, som alle andre ministre før hende og brugte samme opskrift som dem: Vi rydder i systemet - med nye regler.  

Og det er præcis den tankegang, der skal gøres op med, hvis vi skal gøre os håb om at skabe enklere regler – og få den sunde fornuft tilbage i styringen. 

Oveni alt det her er der et andet interessant aspekt ved vores måde at styre på i Danmark – og det er vores angst for i virkeligheden at styre. 

Tag en af tidens diskussioner – vores brug af skærme – smartphone – tablet – computere  - hvad pokker vi nu kalder de skærme, som både giver os masser af information og underholdning og sociale kontakter – og æder enorme mængder af vores tid og opmærksomhed. 

De har i sandhed været et historisk vendepunkt i løbet af mit liv – apropos hvad jeg startede med at fortælle om. At man i dag kan sidde med en tynd skærm i sin hånd og se og tale med sin datter på rejse på den anden side af kloden – det er ikke mange år siden, jeg ville have nægtet at tro på, at det ville blive muligt i min levetid. 

Men altså – tag diskussionen om skærmene. Jeg tror ikke der er mange her til stede, som vil være uenige med mig i, at dem skal man ikke give sine børn i dåbsgave og i det hele taget holde ud af deres liv så længe som muligt. Og de hører i hvert fald ikke hjemme i folkeskolen. 

Det er der også bred politisk enighed om på Christiansborg – og intet ville være nemmere end at vedtage en simpel regel om, at i folkeskolen skal eleverne pakke telefoner væk – for min skyld lade dem blive helt hjemme. 

Men nej - det kommer ikke at ske. For holdningen i undervisningsministeriet er, at det ikke er noget, som skal bestemmes centralt. Det skal hver skole finde ud med sig selv og vedtage en politik for. Så i stedet for en simpel lov, får hver skole pålæg om at udarbejde en politik. Den skal selvfølgelig være nedskreven og dokumenteret – og skal udarbejdes efter en længere procedure i dialog med lærere og elever og forældre. Det kan man så bruge masser af tid og kræfter på ude på den enkelte skole – og kan man ikke rigtig komme i gang med sådanne processer, ja så tilbyder snesevis af konsulenter deres hjælp for et større honorar, som selv en kriminel rocker ville være tilfreds med. 

Det har været på samme måde med indførelsen af affaldssortering. Her besluttede man centralt, at vi alle sammen fra en given dato skulle sortere vores affald i et antal fraktioner, men hvordan og hvor mange – ja det ville man ikke beslutte centralt. Det har hver kommune skullet bruge krudt på at finde ud af og indkøbe nye lastbiler til formålet osv.  

Hvad det har kostet af tid og ressourcer at udvikle hver sit system i 98 kommuner, tør jeg slet ikke tænke på. 

Men tanken er i hvert fald smuk, at man ikke sådan vil trække noget ned over kommunerne –altså andet end et diktat om, at de skal selv finde ud af, hvordan de vil løse opgaven. 

Så på den ene side har vi et system, hvor det i en lind strøm vælter ud med regler, forordninger og anbefalinger fra centralt hold, så man slet ikke kan følge med lokalt –  Og på den side - når der så er brug for at skære igennem og finde gode løsninger for alle, ja så bliver man håndsky og siger uha nej: Vi skal vogte det lokale selvstyre. 

Grundloven giver os ikke meget hjælp til at finde de vise sten i de her konkrete sammenhænge om, hvordan vi forvalter det repræsentative demokrati og ikke mindst om forholdet mellem, hvad der skal besluttes i København og ude lokalt. Eller for den sags skyld: Hvad der i dag skal besluttes i Brüssel og i København.  

Her er ikke meget hjælp at hente i grundloven. 

Det er der heller ikke, når det gælder to af tidens andre store spørgsmål – klimaet og forsvar. 

Klima-udfordringen er efterhånden så alarmerende, at man næsten ikke orker at forholde sig til den. Men det spinkle håb, som Parisaftalen gav om, at vi kunne holde de globale temperaturstigninger under 1.5 grad, er ikke længere realistisk. Løbet er ikke definitivt kørt, men vi er tæt på et punkt, hvor det bliver ekstremt svært at holde temperaturstigningen under 1,5 grader. Det kræver øjeblikkelig og drastisk handling på globalt plan. Håbet er ikke ude, men vinduet for at handle er ved at lukke hurtigt. 

Allerede nu, hvor vi er tæt på en stigning på 1,5 grader har vi alle set konsekvenserne i form af mere ekstremt vejr – og det bliver kun værre jo mere temperaturen stiger.  

Det sørgelige er, at vi også alle ved, hvad der skal til for at stoppe yderligere temperaturstigning. Vi skal have tøjlet vores CO2-udslip og vi ved endda, hvor det kommer fra – og hvor det vil være mest effektivt at gribe ind som bl.a. overfor landbrugets udslip – og kan man lige få deres udvaskning af kvælstoffer til havvandene bragt ned i samme omgang, ja så er banko på hele pladen. 

Det bliver sommerens spændende politiske slagsmål i Danmark – kan vi finde ud af at indføre en og CO2-afgift på landbruget, som batter – og som ikke sender regningen til os udenfor landbruget. 

Mange i landbruget stritter naturligt imod – og det spændende bliver at se, om regeringen og et flertal i Folketinget har mod til at bruge deres magt til at gennemtvinge de fornødne omlægninger af landbruget, der skal til. Eller om de giver op for bolledej og ikke tør lægge sig ud med landbruget. 

Det interessante i den sammenhæng er – og det er værd at bemærke en dag som i dag, hvor vi hylder grundloven og folkestyret – at når et politisk flertal rent faktisk gennemtvinger nødvendige forandringer mod stor modstand, ja så er det, at demokratiet viser sig at fungere og løser de problemer, som befolkningen oplever. Hvis vi altid skal opnå konsensus om løsningerne – som er der en tendens til i øjeblikket – ja så mister demokratiet sin evne til at styre udviklingen. 

Det kan vi finde mange gode eksempler på i historien – det nyeste er nok Anders Foghs markante omlægning af udlændinge-politikken, da han indtog statsministeriet i 2001. 

Han gennemtvang 24-års reglen – altså reglen om, at man først kan hente en ægtefælle til Danmark ved ægteskab, hvis begge parter er 24 år – den gennemtvang han med et meget simpel flertal og trods massiv modstand fra Socialdemokratiet, hele venstrefløjen og store dele af civilsamfundet.   

I dag kan vi se, at havde Fogh ikke stået fast og gennemtvunget den regel, ja så var vi sandsynligvis havnet samme sted, som Sverige ulykkeligvis er i dag, når det gælder indvandring og integration. 

Mit personlige håb er, at folketingsflertallet har modet og viljen til at handle i klimaspørgsmålet – og pålægge landbruget den høje CO2-afgift, som Svarer-udvalget har skitseret som en mulighed – for svigter flertallet i den sag, mister hele Folketinget yderligere tilliden fra de mange unge, som med rette er bekymret for klimaudviklingen. De skal trods alt leve en 30-40 år længere end jeg – og kommer med meget stor sandsynlighed til at opleve en voldsom historisk omvæltning, hvis temperaturen stiger 2 grader eller mere, hvad alt tyder på i øjeblikket vil ske. 

Netop tillid hos de unge til, at det politiske system træffer de rigtige og nødvendige beslutninger omkring klimaet, er en af forudsætningerne for, at vi kan beholde demokratiet som vi kender det. Vi har allerede set de første eksempler på klima-terrorister og den udvikling tror jeg roligt, vi kan frygte accelererer, hvis det politiske system svigter. 

Forsvaret er på mange måder samme sag.  

Naivt troede vi alle på fred på jord og det liberale demokratis evige sejr, da Muren faldt i 1989 og Sovjetunionen imploderede i 1991. Verdenshistorien er slut, skrev den kendte amerikanske politilog, Francis Fukuyama. 

Det var den så ikke – og alligevel blev politikere forført af konsulenter fra konsulenthuse som McKinsey og Boston Consulting Group til at tro, at skar man forsvarsbevillingerne ned og ned og lidt mere ned – ja så fik vi et forsvar i verdensklasse, som kunne deltage i operationer langt væk fra den danske muld. Der ville alligevel aldrig blive krig i Europa igen, så ingen grund til at bruge penge på et egentlig forsvar af Danmark. 
Det var også en fejlslutning – og med åbne øjne har vi så skåret og skåret ned på forsvaret, så det i dag er at sammenligne med en dårligt udrustet privat milits i Somalia. 

Men man så sandelig sige, at de sidste par år – efter Putins invasion i Ukraine - har åbnet vores øjne for, at det ikke går længere og nu sidder pengene virkelig løst hos politikerne til genopbygning af forsvaret. Det er som en militaristisk ånd er sluppet løs i Danmark og Holger Danske igen er kaldt til dåd for at redde fædrelandet. 

Men – trods anbefalinger fra langt de fleste med militærfaglig indsigt – er der ikke vilje blandt vore politikere til at starte med at organisere vores nedslidte Forsvar forfra. 

Forsvaret blev for 10 år siden delt op i et utal af styrelser – det var måske klogt, når vi kun skulle have en lille udrykningsstyrke, som bare skulle assistere lidt hist og pist ude i verden - men nu hvor vi skal opbygge et klassisk landforsvar igen, siger næsten alle uafhængige militæranalytikere, at det nok vil være klogt at starte med at genskabe en effektiv struktur og give Forsvarschefen ledelsesret over andet end sit eget forkontor. 

Man kan derfor frygte, at vi de næste 10 år bliver underholdt med den ene skandale efter den anden om, hvordan de mange penge som bevilges til forsvaret bliver spildt på ukoordinerede og forkerte indkøb etcetera. 

Som jeg sagde tidligere giver grundloven ingen direktiver og anvisninger på, hvordan den politiske magt skal håndtere hverken klimaet eller forsvaret. 

Klimaet er slet ikke nævnt – og grundloven siger kun tre væsentlige ting om forsvaret – et) at regeringen ikke må angribe en fremmed stat uden at have spurgt Folketinget – 2) at kongen er øverstbefalende og 3) "Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar, efter de nærmere regler, loven foreskriver." 

Nu skal kvinderne så også i trøjen og fint med det – og kongen – selv om han er uddannet frømand – er på ingen måde øverstbefalende i praksis. 

Og sådan er det med vores grundlov. 

Mange ting i grundloven skal bestemt ikke forstås bogstaveligt – og andre ting forholder grundloven sig slet ikke til. Andre lande har grundlove som fx garanterer retten til arbejde og bolig og menneskerettighederne i det hele taget.  

Så at få skrevet grundloven igennem – modernisere den og indskrive nogen af nutidens problemstillinger – det kunne være tiltrængt. Men det er tung proces at ændre grundloven – og siden salig Niels Helveg Petersen som udenrigsminister i 1998 foreslog at nedsætte et udvalg til at revidere grundloven, har ingen ledende politikere taget sagen op. Det er nok heller ikke noget man scorer mange stemmer på og hvorfor så bruge krudt på det, er ræsonnementet hos vores ledende politikere. 

Det siger noget om, hvem det er vi vælger til de politiske poster; de fleste vil nødigt have noget klinket for en ikke særlig populær sag.  

På søndag skal vi vælge medlemmer til Europa-Parlamentet. Et valg er demokratiets salt. Når jeg sætter mit kryds, ser jeg først og fremmest efter, hvem der har vilje til at se tidens reelle udfordringer i øjnene og som har mod og styrke til at tage de nødvendige kampe – og som ikke bruger krudt på detaljer som om vi skal have plasticsugerør eller ej. For når alt kommer til alt, står og falder demokratiet med de personer, som vi vælger.  

Tak for ordet – og fortsat god grundlovsdag.