Fælles udmelding fra Landsforeningen og biskopperne: Eksisterende lovgivning er tilstrækkelig
Som led i arbejdet med at øge trivslen på de folkekirkelige arbejdspladser, har biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd set på reglerne og praksis i forhold til tilsyn.
Initiativet til af få set reglerne for tilsyn og den aktuelle praksis efter i sømmene, blev taget af repræsentanter for landets biskopper og Landsforeningen af Menighedsråd i 2022 som et led i en fælles plan for at styrke indsatsen for et bedre arbejdsmiljø i folkekirken.
”Det er vigtigt, at folkekirkens to ledelsesstrenge finder fælles løsninger for at skabe en god arbejdsplads for alle, og denne arbejdsgruppe er et godt eksempel på et grundigt fælles arbejde, der vedrører alle niveauer i folkekirken,” siger biskop over Helsingør Stift, Peter Birch, der har siddet med i arbejdsgruppen.
Fokus på regler og aktuel praksis
Arbejdsgruppen har blandt andet undersøgt, om den eksisterende lovgivning bliver udnyttet tilstrækkeligt, f.eks. i forhold til at føre tilsyn og samarbejde om arbejdsmiljøindsatser.
Et andet fokuspunkt har været, hvordan de nuværende regler tilgodeser behovet for aktivt tilsyn, hvordan det udøves i forhold til menighedsrådene, og hvordan man sikrer, at der kan gribes ind, hvis der opstår akutte behov i forbindelse med konflikter.
”I langt de fleste tilfælde løses konflikter gennem samtaler, hvor der søges dialog og løsninger. Der findes allerede en række værktøjer til det, og vores undersøgelse viser, at de bliver brugt. Men det er også vigtigt, at der er handlemuligheder i de tilfælde, hvor arbejdsmiljøet bliver belastet af menighedsrådsmedlemmers adfærd og problemet ikke lader sig løse,” udtaler Inge Kjær Andersen, næstformand for Landsforeningens af Menighedsråd.
Muligheder for at gribe ind
Vurderingen er, at der inden for de eksisterende rammer er mulighed for at kunne gribe ind i situationer, hvor adfærden fra menighedsrådsmedlemmernes side belaster arbejdsmiljøet på den lokale arbejdsplads.
For de valgte medlemmers vedkommende skal muligheden findes i menighedsrådsloven § 15, stk. 5, jf. stk, 6, hvor menighedsrådet kan beslutte, at et medlem skal udtræde af rådet. For præsternes vedkommende findes reaktionsmulighederne i de ansættelsesretlig regler.
Det er biskoppernes og Landsforeningens opfattelse, at der i den sammenhæng, både over for præster og for valgte medlemmer må kunne lægges vægt på forhold som f.eks.:
- Undlade at følge Arbejdstilsynets påbud
- Ved varigt og systematisk at udvise en adfærd, som udgør en belastning for det lokale arbejdsmiljø
- At undlade at deltage i møder uden lovligt forfald/ ikke melde afbud over en længere periode
- Ved en intimiderende eller krænkende adfærd til møder og på arbejdspladsen
Ovenstående vurderinger har været drøftet med både kirkeministeriet og efterfølgende kirkeministeren.