Efter godt et år som konstitueret provst i Lolland Vestre Provsti går Finn Dyrhagen nu på pension. Igen.  

I et tiltrædelsesinterview her på siden, gav han udtryk for, at han forventede at skulle arbejde med fordelingen af de ressourcer der er i provstiet. Han snakkede også om stiplede sognegrænser. Men hvordan er det så gået?

Jeg vil sige det på den måde, at jeg har måttet korrigere min allerførste opfattelse efter først at have stukket en finger i jorden.

Der er er rigtigt meget der kan vokse frem af sig selv, hvis der ikke er huller i vejen. Men er vejen hullet, kan man ikke fokusere på andet end det, og så bliver det til, at man tilsidst glemmer, i hvilken retning man overhovedet kører.

Jeg opdagede, at der var mange gode kræfter i provstiet, men også en hel del gamle kulturer, der blokerede for det samarbejde, som er nødvendigt, hvis der skal være sammenhængskraft og hittepåsomhed.

Så det er det, jeg har måttet bruge mine kræfter på. Jeg er derfor heller ikke kommet op med nogen færdig plan for, hvordan fremtiden skal se ud. Jeg har nogle tanker, ønsker og visioner, men Rom blev ikke bygget på en dag. Og det gælder også på Lolland. Men Rom blev jo bygget.

Hvad er det vigtigste, som I har opnået sammen?

Det vigtigste er, at vi er begyndt i meget højere grad at tænke “vi” fremfor at tænke “de” og “os”. Altså det inkluderende udgangspunkt, hvor man prøver at tænke sig som del af en større helhed fremfor: Der står en lagkage. Hvor stor en del af lagkagen kan jeg få fingre i. Eller hvad behøver jeg ikke at gøre. Det er det, som vi er kommet rigtigt langt med – og det er sket i fællesskab.

Jeg var så heldig, at præsterne allerede havde fået udvirket, at de kunne komme på studietur i juni. Så vi var en tur i Israel, og det var en gave simpelthen. Bare det, at vi var afsted og fik lært hinanden meget bedre at kende og var på tæt hold af hinanden i 8 dage — det var en meget stor gave.

Du kan kalde det teambuilding. Det lå i luften, inden jeg kom, og der var mange gode byggesten til det. Jeg har så været heldig at få lov til at være med til at køre mørtel frem til byggeriet. For der er masser af gode kræfter i Lolland Vestre, både blandt menighedsråd, præster og øvrige ansatte. Jeg er dybt imponeret over den kæmpe indsats, som bliver gjort til hverdag og højtid.

Hvad ville du ønske, at du havde fået gennemført?

Jeg ville ønske, at jeg havde fået gennemført et endnu tættere samarbejde, det med de punkterede sognegrænser, som jeg sagde i mit ansættelsesinterview. Forstået på den måde, at der er masser af grobund for samarbejde. Vi har på provstiplan igangsat tre arbejdsgrupper, som arbejder med samarbejde på tværs omkring regnskabsfunktion, kirkeværgefunktion og kontaktperson — altså personalefunktion. Arbejdsgrupperne skal til sommer præsentere, hvad de er nået frem til, så vi forhåbentlig — og nu siger jeg stadigvæk “vi", da jeg betragter mig selv som en del af Lolland Vestre — kan beslutte, at det vil vi gerne gå videre med.

Måske ikke det hele, men så noget af det. Man må jo prøve sig frem, og det her var de emner, som vi lokalt mente, at vi skulle arbejde videre med. Og så kunne det være ideelt, hvis det nye samarbejde var på plads til nytår, hvor de nye menighedsråd lige er trukket i arbejdstøjet.

Kan du uddybe, hvad arbejdsgrupperne skal se på?

Der er jo mange af de funktioner omkring fx regnskab, som bliver mere og mere kompliceret og kræver mere og mere ekspertise, og hvor det bliver sværere at finde en god lokal engageret frivillig, som skal stå for det. Det bliver simpelthen sværere at få det til at hænge sammen og finde nogen, som sætter sig ind i de meget komplicerede regler, som vores samfund kræver om dokumentation og ensretning.

Det samme gælder kirkeværgefunktionen, altså ansvaret for bygninger. Vi har så mange bygninger i Lolland Vestre, at det kan tage pippet fra enhver frivillig at skulle sidde med ansvar for 3,4,5 kirker fra middelalderen.

Endelig er der kontaktpersonopgaven, som heller ikke bliver lettere. Det er ikke let af være daglig leder for ansatte. Der er rigtigt mange ting, som skal sikres og overholdes.

Jeg har været med i branchen i 40 år, og dengang var det meget mere enkelt, for der var en skolelærer som var organist i sin fritid, og en tilsvarende kirkesanger, og så var der en fuldtidsgraver og en fuldtidspræst. Og så fik man det til at fungere. Men i dag er arbejdsmarkedet jo helt anderledes skruet sammen, og det skal vi selvfølgelig også leve op til — det er klart.

Hvad kommer du til at savne mest?

Jeg kommer til at savne de gode mennesker, som jeg er kommet tæt på. Både de ansatte, præster og menighedsrådsmedlemmer. Og selvfølgelig også den sognemenighed, som jeg har fået en smule indblik i, fordi jeg de sidste seks måneder også har været halvtidspræst i Skt. Nikolai sogn, som en del af provstestillingen.

Her i weekenden havde jeg to begravelser og to gudstjenester. Det holder jeg meget af. Men det handler primært om det gode samarbejde med provstiudvalget og provstisekretæren, som bare er en stjerne, det må jeg sige. Uden hende var jeg ikke kommet langt.

Går du så endeligt på pension nu?

Mit hjemmekontor er fyldt med ikonplader, som mangler at blive malet og få guld på. Og jeg har nogle mosaikstifter oppe i sommerhuset, som jeg skal arbejde lidt videre med. Jeg skal sætte mig ned på Glyptoteket og tegne, og så ligger der en masse bøger og papirer, jeg skal have ryddet op i. Så lige nu trækker jeg lige stikket en rum tid og har ikke nogen aftale om noget. Men jeg har lært, at man aldrig skal sige aldrig …

Foto i toppen af siden: Mogens Warrer