Trossamfund: Den hjernedøde krop må ikke betragtes som et statsligt stenbrud, hvorfra man kan hente, hvad man vil

Debatten om organdonation har kørt, siden regeringen 12. februar 2024 foreslog en ny model for samtykke. Som ledere i kirker og trossamfund vil vi gerne bidrage med vores perspektiver på debatten.

Først og fremmest er vi glade for de fremskridt, der er gjort på det medicinske område, herunder organdonation. Vi skal gøre, hvad vi kan for at redde liv og for at forbedre livet gennem organdonationer.

Med udgangspunkt i vores forskellige trosretninger er der ikke noget teologisk afgørende, som taler henholdsvis for eller imod selve princippet om organtransplantation fra afdøde og det dermed relaterede hjernedødskriterium. I nogle traditioner ses organdonation ligefrem som et værdifuldt udtryk for omsorg for medmennesket.

Markedsgørelse af organer

Vi er således meget positive over for selve spørgsmålet om organdonation. Det er ikke det spørgsmål, som er vores ærinde, men at rette fokus på, hvordan organdonation forvaltes. For os er det vigtigt, at det altid foregår i respekt for den afdøde og de pårørende.

Staten er en vigtig instans i forhold til både reglerne omkring organdonation og den praktiske håndtering af donationerne, men det må aldrig blive staten eller markedet, som bestemmer.

Vi ønsker at få belyst de problemer, der er forbundet med den markedsgørelse i (dele af) organtransplantationsfeltet, som har gjort det attraktivt at søge organer blandt fattige mennesker i det globale syd. Vi erkender, at flere frivillige organdonorer er en af måderne at komme denne handel til livs på.

Vi ønsker derfor debatten udvidet, så den ikke kun kommer til at handle om retningslinjer for registrering i donorregisteret og samtykkeregler, men også bliver en debat, som kaster lys over, hvordan vi opretholder den menneskelige værdighed og livets ukrænkelighed i arbejdet med organdonation.

Omdrejningspunkt for vores overvejelser i denne sag er den menneskelige værdighed og den respektfuldhed, vi udviser både overfor levende og døde. Vi lægger vægt på friheden til personlig stillingtagen og understøtter en styrket oplysning herom.

Som mennesker er vi ikke isolerede individer, men relationelle væsener. Fokus alene på den enkelte kan lede til en forsimpling af de etiske spørgsmål forbundet med organdonation. Vi er afhængige af andre, ligesom andre er afhængige af os, og den enkeltes disposition kan ikke ses i isolation.

Ikke statens ejendom

I forhold til troen på et evigt liv og håbet om en genforening i et liv hinsides døden har det at udtage organer fra en afdød ingen teologisk betydning. Samtidig har vi respekt for, at disse forhold har en følelsesmæssig eller eksistentiel betydning for nogle.

Det er afgørende, at døende og afdøde behandles med respekt, fordi vores måde at behandle døende og døde på afspejler og påvirker hele vores menneskesyn. 

Resam

I debatten om, hvordan organdonation skal forvaltes, handler det derfor både om respekten for den døde og for dem, som er ladt tilbage, den afdødes familie såvel som organmodtageren. 

Det er afgørende, at døende og afdøde behandles med respekt, fordi vores måde at behandle døende og døde på afspejler og påvirker hele vores menneskesyn. For hvis vi ser på et dødt menneske som en ting, så smitter det af på menneskesynet.

Et væsentligt aspekt i denne samtale er de pårørende, ikke mindst samvittighedsmæssigt. Hvilken position stiller jeg mine pårørende i? Et udtrykkeligt samtykke må ikke komme til at betyde, at en hjernedød krop bliver betragtet som et stenbrud, hvor man kan hente det, man har brug for.

Den døde krop kan ikke uden videre betragtes som statens ejendom. Vi anerkender, at gode organer kan gå til spilde, hvis ikke man reagerer hurtigt, men det er et farligt spor, hvis man alene tænker, at en død krop er et sted, hvor man kan hente organer.

Lad os sikre, at mennesker kan give denne kæmpe gave til et andet menneske på en værdig og respektfuld måde.