Boganmeldelse: Ny indføring i dogmatik sætter feministteologer og wokeisme på niveau med kirkefædrene

Frygt ikke ... En korrekturlæser …

Jeg vil begynde med at give Birkler og Jacobsen et godt råd, de ikke har bedt om: Har der ikke været en korrekturlæser indover, er det ikke nogen dårlig investering. Har der derimod været en korrekturlæser på projektet, så fyr vedkommende.

Helt gennemgående fik jeg aldrig fornemmelsen af, at jeg sad med en færdig bog. Tværtimod mindede det mere om et udkast, inden den skulle sendes til korrekturlæsning. Der var skrivefejl på langt de fleste sider – det var alt fra glemte forholdsord og bindeord til forkertbrugte ord, og igen til glemte eller forkerte endelser.

Det kan godt være, at jeg er sprognørd og bliver mere irritabel over stavefejl og dårlige formuleringer end de fleste, men taget i betragtning, at første sætning i forordet er: ”Denne bog er en lærebog i dogmatik”, er det simpelthen for sjusket og utroligt forstyrrende for læseoplevelsen. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har måtte genlæse en sætning, fordi jeg skulle forstå, hvorfor den ikke gav mening.

Jeg forstår, og så alligevel ikke

Når det så er sagt, ville det jo være skønt, hvis jeg kunne klappe i hænderne og juble over det indholdsmæssige ved denne nye og opdaterede indføring i dogmatik, ”Frygt ikke!”.

Desværre må jeg skuffe.

Dog vil jeg først og fremmest sige, at min første tanke, da jeg havde læst et par sider af indledningen, var: ”Hvor var denne bog, da jeg havde dogmatik? NU forstår jeg”. Indledningen giver en redegørende forklaring på, hvad dogmatik er, fagets opbygning og fagets elementer. Her finder man også en masse brugbare faktabokse, hvor man nemt kan slå op, hvad liberalteologi er, hvad der skete i oplysningstiden eller hvem Thomas Aquinas var.

Derudover kan jeg, langt hen ad vejen, godt forstå hvad forfatterne har tænkt med bogen.

De skriver tidligt i indledningen: ”Dogmatikkens mål er at formulere kristendommen som en i nutiden troværdig livstolkning”. Den tanke forstår jeg så udmærket, for på mange måder er bogen meget aktuel og nutidig med dens womanist-, queer- og black-theology, og den wokeisme, som i den grad præger bogens dogmatik-fremstilling. Men når de så skriver: ”Når kristendommen skal fortolkes i en moderne, pluralistisk kontekst på en meningsfuld måde, er det nødvendigt at oparbejde en historisk bevidsthed om, hvordan kristendommen tidligere har været tolket […]”, bliver jeg forvirret, da det ikke er meget dogmatik jeg kan få øje på, der er ældre end 1970’erne, og feministteologer som Sallie McFague og Elisabeth Schüssler Fiorenza fylder omtrent lige så meget i bogen som Augustin og Tertullian.

Nu er det ikke, fordi jeg som sådan har noget imod hverken feministisk teologi eller queer-teorier, men jeg mener ikke, det skal fylde i sådan en grad, at kirkefædre som Augustin og Tertullian virker som intet andet end ”baggrundsstof” for den dogmatiske lære.

For at komme med et konkret eksempel, skifter forfatterne ofte og sporadisk køn på Gud.

Det ene øjeblik omtales Gud som ”han”, det næste er han blevet en ”hun”. Ikke nok med, at det simpelthen forvirrer mere end det gavner, så forstår jeg ærlig talt ikke, hvem det er, de prøver at tage hensyn til. Det minder mest af alt om et dårligt forsøg på at koble kristendommen op på nutidig identitetspolitik – eller omvendt. Hvorfor ikke blot omtale Gud som Gud, hvis pronomenet ”han” er for gammeldags?

De skriver selv: ” […] traditionelt har der dog været en overvægt af mandlige pronomener om Gud, selv hvis det forsøges anerkendt, at Gud ikke har et køn”. Hvis dét er argumentet, så kan jeg ikke se, hvad godt det skulle gøre at skifte det kønnede ”han” ud med det kønnede ”hun”.  

Desuden fornemmede jeg, at Birkler og Jacobsen følte sig forpligtet til at forklare og forsvare deres projekt. Lidt som om de godt vidste, at den ville skille vandene og få kritik. De siger det jo nærmest selv med sætningen: ”Vi ser derfor gerne, at synspunkterne i denne bog problematiseres og giver anledning til diskussion”. Selvfølgelig er det godt, når et projekt kan lægge op til diskussion, men ligefrem problematiseres?

Og når man skal bruge en tredjedel af bogen på bare at forklare projektet og forsvare formålet, kan man jo så spørge, om det er det rigtige projekt? Halvvejs inde i indledningen, ventede jeg i hvert fald bare på, at de nåede til dét, bogen faktisk handlede om.

Jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke fik meget ud af at læse ”Frygt ikke!”. Jeg blev mere irriteret og træt end jeg blev oplyst.

Sognepræst Regitze Melhof Pedersen