Nærhed, tillid og forståelig formidling er essentielt for Lolland Vestres kommende provst

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Nanne! Vil du starte med at fortælle om din baggrund?

Jeg er født i Jylland men er både opvokset, har gået i skole og stået i lære som kok på Fyn. Efter temmelig mange års ægteskab blev jeg skilt for 4,5 år siden. Jeg har tre voksne børn – to bor i Odense og en i København.

Jeg sidder ikke så ofte uvirksomt hen, og jeg er et meget socialt væsen. Mit sociale netværk er stort og godt, og jeg er meget tæt med mine tre søskende. Jeg holder af at have både mennesker og dyr omkring mig. I min fritid rider jeg og er meget interesseret i både heste og hunde, og både min hund og hønsehuset – med beboere – rykker med til Lolland. Den hest, jeg har redet på på Fyn, blev desværre aflivet inden jul, så nu leder jeg efter en rideskole i nærheden af Nakskov, som jeg kan blive en del af.

Derudover er jeg meget glad for kultur, at gå i teateret og i biografen, og så elsker jeg at lave mad og have store middagsselskaber. Men med min baggrund som kok er det nok ikke så mærkeligt.

Hvordan kan det være, du gik fra at være kok til at være præst?

Det er både en lang og en kort historie, som jeg faktisk holder foredrag om. Det, der satte det hele i gang, var, at jeg fik virkelig dårlig ryg som 27-årig. Min læge sagde til mig, at jeg burde finde mig noget andet at lave. Den første tanke, der kom til mig, var, at jeg skulle være præst. Jeg kommer ikke ud af en præstefamilie og havde dengang heller ikke mødt en præst, der var særligt inspirerende. Derfor tog det lang tid for mig at erkende, at det var det, jeg skulle – det tog mig faktisk 10 år. Men i 2001 startede jeg endelig på teologi på Aarhus Universitet, hvor jeg blev færdiguddannet i 2007.

Studietiden var helt fantastisk, og jeg elskede det fra første færd. Der var næsten 20 års forskel på nogle af mine gode studiekammerater og mig, men der var ingen problemer, selvom vi var forskellige steder i livet. Det var en stor omvæltning at skulle sætte sig på skolebænken og studere græsk og hebraisk, for indtil da havde jeg ikke været særlig glad for at gå i skole. Men på universitetet var der en fantastisk verden, som åbnede sig for mig.

Efterfølgende tog jeg en master i homiletik – altså kunsten at prædike. Det fyldte meget hos mig, hvordan man forkynder evangeliet ind i den tid, vi er i nu. Det er betydningsfuldt, hvordan vi får det formidlet til dem, der sidder på kirkebænkene. Det er meget nemt som teolog at bruge sit universitetssprog om evangeliet, men det kommer ikke nødvendigvis ud over rampen.

Samtidig synes jeg, det er vigtigt, når man prædiker, at det også er opbyggeligt: At menigheden kan finde noget trøst i det. At dem, der sidder i kirken, føler, at det taler ind i deres liv – at de kan bruge det, der bliver sagt. Det samme gælder salmerne. Hvis det, der bliver formidlet i kirken, ikke kommer nogen ved, er det ligegyldigt. Så der skal være noget trøst eller inspiration i det at komme i kirke. Gud og Jesus er begreber, der kan være svære for mange mennesker at forholde sig til, og derfor bliver vi nødt til at formidle kirkens budskaber på en måde, menigheden kan forstå.

Troen er levende og noget, man lever med. Det behøver ikke at være så kompliceret. Og hvis man kan give det videre i sin prædiken, er det rigtig godt.

Du kommer fra et arbejde som sognepræst i Bolbro i Odense og skal nu være provst i Lolland Vestre Provsti. Hvilke tanker har du gjort dig om den overgang?

Jeg kender til biskoppen og domprovsten, og så har jeg mødt mine provstekollegaer ganske kort. Menigheden kender jeg ikke endnu, men jeg har før prøvet at skifte job og komme til en ny menighed. Vi skal selvfølgelig finde hinanden i alt det nye, men jeg er forhåbningsfuld og glæder mig til at møde dem.

Samtidig er jeg enormt glad for, at jeg i Sankt Nikolai Kirke får præstekollegaer. Jeg har tidligere været præst i et landsogn, men det blev for ensomt for mig. Det er skønt at være på landet, men det er to meget forskellige typer arbejdsliv at være bypræst og landpræst.

Det, der er en af de største udfordringer, er, at jeg skal flytte til en fuldstændig ny landsdel. Jeg har ingen relationer på Lolland-Falster i forvejen, så det bliver et stort, nyt kapitel i mit liv. Jeg håber, at jeg kan få mange nye bekendtskaber og venner det nye sted.

Hvad gør en god provst?

For mig er det vigtigt, at jeg først og fremmest lærer lokalsamfundet at kende. Det gør jeg kun ved at spørge og ved at lytte til, hvad der bliver sagt. Det er meget vigtigt for mig at spørge og lytte – så tror jeg, man kommer rigtig langt.

Jeg ønsker, at der skal være en sammenhæng, og at afstanden mellem menigheden, præsterne, menighedsrådene og mig ikke er så stor. Så man ved, at hvis man har brug for min hjælp til noget, skal man bare ringe. At der er en nærhed, og at vi har tillid til hinanden. Det er sådan en slags provst, jeg gerne vil være.

Måske lyder det idyllisk, for nogle gange skal der træffes beslutninger, som alle måske ikke er enige om. Derfor er jeg også bevidst om, at provstestillingen kan være en ensom position at sidde i. Man kan komme til at sidde alene uden egentlig at ville det. Men jeg har heldigvis en dejlig familie og et stort netværk, og det er med til at give mig tryghed til at gå ind i alt det ukendte.

Samtidig er det vigtigt for mig, at jeg ikke kun er provst – jeg er også sognepræst. Og det ville jeg slet ikke kunne undvære. Kontakten til menigheden og især konfirmanderne er noget af det, jeg sætter allerstørst pris på.

Hvad er folkekirkens vigtigste opgave, i dine øjne?

Jeg læste, at sognepræst Lars Gustav Lindhardt har udtalt, at hvis ikke vi passer på, forsvinder folkekirken om nogle år. For selvom medlemstallet er højt, bliver det mindre. Og sådan har jeg ikke tænkt. Tværtimod ved jeg, at der bliver gjort helt vildt meget rundt omkring blandt både præster, menighedsråd, ansatte og frivillige.

Men noget af det, der kan mindske forbindelsen mellem folket og kirken kan være, at man ikke altid forstår, hvad der bliver sagt i kirken. Det samme gælder liturgien og gudstjenestens form, som er meget fremmed for nogen.

Samtidig vil jeg også opfordre dem, der er ikke forstår gudstjenestens spilleregler, til at prøve at komme i kirke og forsøge at sætte sig ind i, hvad det handler om. For det er en anden verden i kirken, ligesom det er en anden verden at gå til ishockey eller være dragqueen. Det er forskellige verdener, som man må lære at kende for at forstå, hvad det handler om. Og det kræver tid.

Derfor skal man passe på med at ville modernisere kirken for meget, for man skal heller ikke sælge sig selv for billigt. Det behøver ikke at være et fastelavnsris det hele. Rundt om i folkekirken bliver der gjort rigtig meget for at sørge for, at kirken stadig er relevant i dag. Derfor tror jeg, at folkekirken vil bestå. Men vi skal gøre os umage.