Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2022
Nyheder

Ny præst i Nykøbing Falster Sogn: ”Det hører med til at være kirke og kristen, at man har et ansvar overfor andre mennesker”

Ved årsskiftet kan Nykøbing Falster Sogn tage imod deres nye sognepræst, Kirsten Hartvig Munk, hvis hjerte især banker for kirkens sociale arbejde. Lær hende at kende her.

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift! Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og din faglige baggrund?

Jeg blev uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1994. I kølvandet på det var jeg hjemmegående i nogle år med små børn, men efterfølgende blev jeg i 2001 ansat som sognemedhjælper i Slagelse. Der arbejdede jeg med børn og minikonfirmander, og jeg var med til at starte en juniorklub op.

Efter et par år der blev jeg ansat ved en diakonal efteruddannelse på Filadelfia i Dianalund. Der var min primære opgave at undervise i bibelkundskab og diakoni, lægge skemaer og have personlige samtaler med vores kursister. Der havde jeg nogle rigtig gode år.

Min seneste arbejdsplads, hvor jeg har været de seneste 12 år, var på Luthersk Missions Højskole i Hillerød, hvor højskolefag og højskoleliv kombineres med bibelskole. Der arbejdede jeg som højskolelærer og underviste i forskellige teologiske fag, blandt andet diakoni. Jeg var også tilknyttet en integrationslinje, der var målrettet unge med udenlandsk baggrund på vej ind i det danske samfund. På integrationslinjen var der primært unge fra Iran og Afghanistan, som havde muslimsk baggrund men var konverteret til kristendommen. På højskolen var jeg desuden kontaktlærer for eleverne og underviste også i dansk som andetsprog.

Hvorfor er valget faldet på netop Lolland-Falsters Stift?

Det er helt klart på grund af karakteren af den stilling, jeg har fået. Det er en stilling, der kombinerer det traditionelle arbejde som sognepræst med diakoni. Den kombination tiltaler mig, fordi den rammer lige ned i det, jeg interesserer mig for og gerne vil arbejde med, og samtidig flugter det med de ting, jeg har lavet indtil nu.

Samtidig er jeg født og opvokset på Nordfalster i Gundslev og har tilbragt de første 20 år af mit liv der, så det er et område, jeg kender til på forhånd. På Lolland-Falster har jeg en oplevelse af at have nogle rødder, selvom jeg har været væk derfra i mange år.

Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som præst i Nykøbing Falster Sogn?

Det er min første stilling som præst, så det er et helt nyt kapitel i mit liv, der starter.

Jeg kender folkekirken rigtig godt, og den har været en del af mit liv gennem mange år. Jeg har haft min gang der, siden jeg var barn, men det bliver noget helt andet at skulle gå ind i rollen som præst. Det er jeg ydmyg overfor, og jeg glæder mig samtidig rigtig meget.

Indtil videre har jeg mødt mine kollegaer og menighedsrådet, og jeg glæder mig meget til at møde menigheden. Samtidig er det et stort plus for mig, at der er andre præster i sognet, så jeg får tætte kollegaer. Som præst arbejder man meget på egen hånd, men det er vigtigt for mig, at det bliver koblet med et godt kollegaskab.

Jeg håber meget, at jeg får mulighed for at flytte til området inden for overskuelig fremtid, så jeg er på udkig efter en lejebolig i Nykøbing eller omegn, selvom det ikke er så let at finde.

At blive en del af det lokale liv i Nykøbing har betydning for min egen oplevelse af at høre til, og samtidig har det betydning for forholdet til menigheden. Det giver en fælles grund at stå på, når man har sit liv og sin hverdag samme sted.

Er der noget særligt, du vil fokusere på i dit embede?

Jeg ser det som min opgave at have fokus på kirkens diakonale arbejde. Jeg vil gerne være med til at løfte det diakonale ansvar frem i forkyndelse og undervisning, så det bliver tydeligt, at det ansvar, man har overfor andre, hører med til at være kirke og kristen. Der er nogle, der har særligt hjerte for det, men det er et fælles ansvar, vi har alle sammen.

Derudover ser jeg det også som en del af min opgave, at jeg skal være med til at understøtte konkrete diakonale tiltag i menigheden. Der er allerede meget diakonalt arbejde i Nykøbing, men jeg skal lære det at kende og finde ud af, hvad min rolle kan være i forhold til det – også sammen med menigheden, menighedsplejen og andre involverede. Er der nogle nye veje at gå? Er der nogle muligheder, der ikke er dækket? Det vil jeg prøve at finde ud af.

Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?

Helt overordnet vil jeg sige, at folkekirkens vigtigste opgave er at forkynde evangeliet om Guds kærlighed i Kristus. Han døde og opstod for os, og det er en kilde til tro, håb og kærlighed. Det er noget, der kan give livsmod og hjælpe os i hverdagen.

 

Om Kirsten Hartvig Munk

  • Født i 1964.
  • Har to voksne børn.
  • Bor på nuværende tidspunkt i Greve men vil gerne flytte til Falster.
  • Begynder som sognepræst i Nykøbing Falster Sogn den 1. januar.