Sognepræst Sarah Schelde: ”En god præst er der for de andres skyld”

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift! Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg er født og opvokset i Brønshøj i København. Efter gymnasiet holdt jeg et sabbatår, hvor jeg læste en masse bøger, arbejdede i Netto og tænkte over, hvad jeg skulle med mit liv. Og der kom det ret pludseligt til mig, at jeg ville være præst.

I mine øjne er det mest meningsfulde arbejde der, hvor man kan hjælpe andre mennesker og være der for dem, og det kan jeg i præstegerningen.

Jeg startede på teologistudiet, da jeg var 21, og siden har jeg ikke set mig tilbage. Bøger – både faglitteratur og skønlitteratur – har været en stor del at mit liv så længe, jeg har kunnet læse. De emner, jeg læser om, spænder bredt, lige fra klassiske romaner fra 1800-tallet til faglitteratur om oldsamfund, dinusaurer og 60’ernes månerejser. Og så selvfølgelig kirkehistorie, hvor min primære interesse er Reformationen.

Min fritid bruger jeg også på at tegne. At tegne var min første kærlighed. Jeg finder det dybt fascinerende, når kunstnere har evnen til at portrættere noget så virkelighedstro, at man har lyst til at røre ved det, og det er det, jeg selv stræber efter, når jeg tegner mennesker og dyr.

Hvordan kan det være, at du ville være præst i netop Lolland-Falsters Stift?

Det lå heller ikke rigtig i kortene. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at jeg ikke skulle være præst uden for S-togs-zonen. Det ville være forfærdeligt, tænkte jeg dengang. Men efterhånden som årene er gået, synes jeg, København er for stor: For mange mennesker, for meget asfalt, for meget larm.

Fordi jeg holder så meget af naturen og godt kan lide ro og fred, tænkte jeg, at det kunne være, at der ville være bedre plads til det, hvis jeg kom til et landsogn. På den måde havnede jeg i vikariatet her i Østofte, hvor jeg startede 1. januar.

Indtil videre bor jeg i Pilgrimshuset i Maribo, for der er virkelig rift om lejeboliger på Lolland på grund af Femern-forbindelsen. 

Det er noget af en omvæltning fra at bo på Østerbro i København til at bo i et hus uden for Holeby, men jeg har altid nydt fred og ro, så jeg er sikker på, at det bliver godt.

Du blev ordineret i december og slår nu dine folder i Østofte Kirke. Hvordan har overgangen været fra studieliv til præstegerningen?

Det har først og fremmest været dejligt. Når man holder op med at være studerende, mister man en del af sin identitet. Ingen er udelukkende, hvad de arbejder med eller studerer, men alligevel giver ens studie eller job et formål med hverdagen.

Når man søger arbejde er man hverken fugl eller fisk. Og så får man et arbejde, og så finder man fred i det: Nu er jeg præst; det, jeg har villet være i så lang tid. Så der har været en enorm glæde i mig ved at skulle finde mig til rette i, at nu skal jeg være præst. Det var noget, jeg satte mig for, og nu er det lykkedes. Det er mit formål med min hverdag nu: At være en god præst.

Hvad betyder det at være en god præst?

At være en god præst er for mig en person, der holder sig for øje, at man først og fremmest skal tjene. Man er der ikke for sin egen skyld – man står ikke på prædikestolen om søndagen og holder en 25 minutter lang prædiken, fordi man kan lide at høre sig selv tale. Man er der for de andres skyld.

Derfor skal man have i baghovedet, hvordan sognenebørnene og menigheden vil modtage det, man gør. Hvordan kan man formidle til mennesker, at man er der i en situation, hvor de har det svært? Måske kan man ikke hjælpe direkte, men man kan lytte.

Hvad er, i dine øjne, folkekirkens vigtigste opgave?

Med lidt kyniske øjne vil jeg sige, at folkekirkens vigtigste opgave er kunne køre rundt. Det gør den blandt andet ved at have medlemmer, og der bliver det faldende medlemstal et problem. For vil folkekirken stadig kunne tillade sig at være folkekirke, hvis under halvdelen af folket er medlemmer? Der er vi ikke helt endnu, men medlemstallet er faldende. Derfor er det vigtigt, at kirken gør, hvad den kan for at holde fast i medlemmerne.

Nogen har et forstokket syn på folkekirken og tænker, at den udelukkende er gammeldags og støvet, men sådan er det langt fra alle steder. Der skal kirken være imødekommende og fortælle, at alle er velkomne, selvom de tvivler og er uperfekte.

Folkekirken skal tage imod det hele, komplicerede menneske. For vi forsøger også at formidle en hel, kompliceret Gud med mange facetter. Vi har ikke alle svarene, men vi vil gerne tage samtalen.