Med næstekærlighed som drivkraft

Af Anne-Sofie Holm, presse- og kommunikationsmedarbejder i Lolland-Falsters Stift

”Milad er vores iranske søn.”

Sådan omtaler Lisbeth Rask Nielsen i dag den unge, iranske mand, hun mødte en tilfældig søndag i Lindeskovkirken for fem år siden.

Meget er sket siden da. Den unge mand, Milad, er flyttet ind hos Lisbeth Rask Nielsen og hendes mand i Nykøbing Falster, og mødet med ham har spillet en afgørende rolle for, hvordan hendes tilværelse som pensionist har været.

”Jeg havde haft én uges pensionisttilværelse, da jeg mødte Milad. Og så var det ligesom beseglet, hvad jeg skulle bruge min tid på. Også selvom jeg aldrig havde troet, at det var det, jeg skulle,” fortæller Lisbeth Rask Nielsen.

For hun har haft travlt. Siden Milad trådte ind i hendes liv, har han introduceret Lisbeth Rask Nielsen for flere i samme situation som ham selv: Mennesker, der har brug for en hjælpende hånd til at forstå de kringlede offentlige systemer, til at hjælpe med lektierne fra sprogskolen eller som bare mangler nogen at tale med. Nogen af de mennesker, der kommer forbi, er dybt traumatiserede af deres oplevelser, og for dem er det en kæmpestor hjælp at have et sted at gå hen. Samtidig kan det at komme i et trygt hjem her i Danmark måske være med til at erstatte lidt af det, de har mistet.

Lisbeths mand Jan sørger for alt det praktiske, såsom at brygge kaffe og servere småkager, når nogen kommer forbi for at lette hjertet, han bager pandekager til børnene, og så lapper han cykler til den helt store guldmedalje. Samtidig har Lisbeth og Jan fuld opbakning fra deres tre voksne børn og deres familier, som også alle hjælper til på de måder, de kan.

På den måde er det et fælles projekt, og Lisbeth kan få tid til alle de mange ting, hun hjælper med. Det drejer sig især om samtaler med potentielle arbejdsgivere, kommunens integrationsafdeling, Udlændingestyrelsen, tandlæger, ejendomsmæglere og kørelærere, SKAT, Politiet, DSB og Udbetaling Danmark. For bare at nævne et udsnit.

”Hver gang jeg har skulle tale med enten private virksomheder eller myndighederne på vegne af de mennesker, jeg hjælper, har det været en god oplevelse. Alle har været helt utroligt flinke og gode at arbejde sammen med,” fortæller Lisbeth Rask Nielsen.

”Men der er nogen, der mener, at så længe flygtninge har tag over hovedet, mad på bordet og en cykel, så kan de da ikke bede om mere. Hvad klager de over? Men det er slet, slet ikke nok til at starte en ordentlig tilværelse. Det er så billigt at have den holdning, og det siger man kun, fordi man ikke kender folk i den situation. De kan være så traumatiserede, at de ikke kan sove om natten, og så står de alligevel op tidligt om morgenen og cykler på arbejde eller i praktik eller tager på sprogskole. Jeg tager hatten af for, at de kan det,” siger Lisbeth Rask Nielsen.

Troen skal kendes på sine gerninger

Lisbeth Rask Nielsens store engagement i at gøre livet lettere for flygtninge og indvandrere udspringer af hendes kristne tro.

”Det afgørende for mig er skriftens budskab om, at hvad man vil have, at andre mennesker skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem. Det er et kristent bud, at vi skal elske vores næste som os selv. I Tredje Mosebog står der, at man skal tage imod den fremmede, som var han en af vores egne. I Jesu store dommedagsprædiken fremhæver han ikke dem, der har troet godt, men dem, der har gjort næstekærlige gerninger. For troen skal kendes på sine gerninger,” siger Lisbeth Rask Nielsen.

”Og jeg har altid tænkt på, hvordan jeg ville ønske, andre tog imod mine børn, hvis de var på flugt. Hvordan ville de blive modtaget? Nu er det andres børn, der har brug for vores hjælp, og vi tager os af dem. Det er en sideeffekt, at mange af dem, vi hjælper, kalder mig ’mor’ – også selvom jeg i princippet nok nærmere skulle være deres bedstemor,” siger hun med et smil.

Nogen kunne mene, at Lisbeth Rask Nielsen burde overlade det til myndighederne at hjælpe de flygtninge og indvandrere, der har brug for det, her i Danmark, eller at hun i det mindste kunne få hjælp fra andre frivillige hænder. Men det er ikke så let, når det kommer til stykket:

”Når man først har fået livshistorierne fortalt og har opbygget den fortrolighed med mennesker, er det svært at flytte den et andet sted hen. Vi kan ikke bare give bolden videre til andre, for nu er vi kommet så langt i relationen til hinanden,” fortæller hun.

Selvom Lisbeth Rask Nielsen og hendes mand gør meget for andre mennesker, får de også meget tilbage. Et nyligt eksempel er, at da Lisbeth og hendes mand blev smittet med coronavirus og var sløje, stod der pludselig tre mennesker ude foran døren med kyllingesuppe og andre remedier, der skulle få dem på benene igen.

”Vi hjælper dem. Men de drager virkelig også omsorg for os, og det gør mig så glad.”