Kreativdag for børn gør en forskel
På Vestlolland afholdes hvert år en kreativdag for børn. Det er en kærkommen pause fra hverdagen, det skaber glæde og nye relationer blandt børnene. Derfor er arrangørerne bag nu nomineret til årets kirkelige initiativpris.
Af Anne-Sofie Holm
For nogle børn kan sommerferien føles lang. Måske er forældrene tilbage på arbejde, og dagene inden skolestart slæbes afsted, indtil børnene igen kan se deres skolekammerater på daglig basis.
I dette limbo i slutningen af sommerferien, lige inden skolestart, afholder Utterslev-Herredskirke-Løjtofte-Horslunde-Nordlunde-Nøbbet Menighedspleje en kreativdag, som børnene kan se frem til – og som nu er nomineret til dette års kirkelige initiativpris.
Siden Kreativdagen blev skudt i gang for en håndfuld år siden, har konceptet udviklet sig, og der er så stor tilslutning, at det nu er nødvendigt med en venteliste. Det fortæller Bente Dickow, der er tovholder på arrangementet.
”Det er sådan nogle fantastiske børn, der kommer og er med til Kreativdagen. De vil så gerne deltage i alle de kreative ting, vi laver med dem: Vi maler på lærred, laver flag, laver og maler fuglehuse, gymnastikposer og alt muligt andet. Hvert år har vi 3-4 kreative værksteder med hvert sit tema, og så hopper børnene rundt mellem dem. Børnene hygger sig med det og får altid de ting, de laver, med hjem. Det er vigtigt, for børnene er simpelthen så stolte over, hvad de har lavet, og det betyder rigtig meget,” fortæller hun.
Halvdelen af de børn, der deltager i Kreativdagen, er lokale sognebørn, og den anden halvdel er fra nabosognene, så de kender ikke nødvendigvis hinanden i forvejen, forklarer Bente Dickow. Aldersgruppen er fra 7-14 år, så aldersspændet er allerede bredt, men der er flere, der giver udtryk for, at de synes, det er for dårligt, når de bliver for gamle til at være med.
I år deltog hele 33 børn i Kreativdagen, så arrangørerne fra Menighedsplejen havde hænderne fulde. Heldigvis fik de hjælp fra en hel masse frivillige, fortæller Bente Dickow:
”I år havde vi hele 16 frivillige hjælpere til Kreativdagen. Det er helt fantastisk! De er så flinke til at give en hånd med, og det betyder alverden. Vi kunne ikke gøre nogen af de ting, vi laver, uden deres store hjælp.”
Fantasi uden grænser – og en pause fra hverdagen
Børnene gør ikke kun det, de bliver sat i gang med af de voksne, der er til stede ved Kreativdagen. Ifølge Bente Dickow inspirerer de i høj grad også hinanden:
”Vi oplever, at børnene ofte udvikler videre på de koncepter, vi er startet med. De udvider hele tiden deres fantasi! Eksempelvis lavede vi træskibe på et tidspunkt, og så begyndte et barn med at sætte øjne og hår på skibene. Og lige pludselig havde det spredt sig rundt om bordet,” siger hun med et grin.
”Det er ikke specielt fancy ting, vi laver med børnene, men de synes, det er hyggeligt alligevel. Det er måske også en kærkommen pause fra den verden, vi har i dag, hvor man skal præstere en hel masse, for her gør vi bare ting, fordi det er sjovt.”
Om Lolland-Falsters Stifts initiativpris
Vinderen vil blive udpeget af dommerpanelet, der i år består af biskop Marianne Gaarden, stiftsrådsformand Susanne Møller, projektleder for Folkekirkens Grønne Omstilling Jesper Rønn Kristiansen, diakonikoordinator Birgitte Engelhardt, organist Flemming Chr. Hansen samt menighedsrådsformand Jens Erik Boesen, der repræsenterer sidste års vinder af initiativprisen.
Initiativprisen 2022 uddeles på landemodet den 5. oktober i Bangs Have, Maribo.