”Kirken skal være synlig i det daglige liv,” mener stiftets nye præst

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift! Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund?

Jeg kommer fra Nakskov og var rigtig glad for at være der, hvor jeg var. Men tilfældigheder gjorde, at jeg flyttede fra Lolland til København.

Da jeg kom til København, var jeg valutahandler og ansat ved en bank. Jeg var ikke særlig akademisk inspireret og havde egentlig ikke tænkt, at jeg skulle have en lang uddannelse.   

Vendepunktet i mit liv var, da jeg sagde op i banken, fordi jeg indså, at det ikke var den rette hylde for mig. I stedet gik jeg hjemme med mine børn og fik et deltidsjob som sekretær. Der hørte jeg meget radio, og en dag blev en studievejleder interviewet på P1. Han sagde, at man aldrig må give op på sit drømmejob, også selvom vejen dertil kan synes uoverstigelig.

Det var mit vink med en vognstang om, at jeg skulle søge ind på teologi. Jeg startede på studiet, da jeg var omkring 30 år, men efter et par år på teologi stoppede jeg igen. Jeg gled ligesom bare ud af humlen og prioriterede ikke længere studiet i hverdagen.

Skæbnen ville, at min datter Josefine mange år senere begyndte at læse teologi. Hun havde mærket min store glæde ved studiet, og det tror jeg, var med til, at hun også fik en interesse for det felt.

For fire år siden tog jeg selv teologistudiet op igen, så min datter og jeg endte faktisk med at studere samtidig. Men selvom vi begge er teologer, er vi meget forskellige. Hun har sin helt egen måde at virke på. Og så kan jeg for eksempel se, at hun helt naturligt reflekterer den yngre generations mærkesager i teologien.

Hvordan kan det være, du kom til netop Lolland-Falsters Stift?

Da jeg så stillingsopslaget og havde besøgt Fejø, blev både min mand og jeg enormt betagede af øen. Efterfølgende mødte jeg biskoppen og provsten i Lolland Vestre, og det føltes som om, det hele bare faldt på plads. Samtidig har alle, jeg har mødt, også været enormt imødekommende og meget rare mennesker.

Når jeg har været på Fejø, blandt andet i forbindelse med renoveringen af præstegården, har jeg mødt nogle af de lokale, herunder nogle lokale håndværkere fra Lolland, som jeg er jævnaldrende med. Det er enormt sjovt at have præcis den samme referenceramme fra vores barndom og ungdom på Vestlolland, og det er faktisk også ret rørende. Der er en varme imellem mennesker, der er vokset op det samme sted på det samme tidspunkt, så der er en følelse af at komme hjem.

Tempoet på Lolland-Falster er et andet end i København, men det er på ingen måde en dårlig ting. Min mand Søren er også rigtig glad for den mentalitet, der præger Lolland-Falster. Det taler meget til ham, at der er et fællesskab og ærlighed mellem mennesker her, som måske ikke findes så mange andre steder.

Er der nogle særlige ting, du vil fokusere på i dit virke som præst her?

Overordnet håber jeg på, at jeg igennem kirken kan være med til at løfte et positivt fællesskab.

Og så skal jeg først og fremmest lære området at kende og finde ud af, hvor jeg bedst kan hjælpe. Jeg må finde ud af, hvad menigheden har brug for og kan bruge mig til. Jeg kan ikke sidde for mig selv og finde på, hvad jeg gerne vil bruge teologien og kirken til, for det er i et samarbejde med menigheden, vi skal finde ud af, hvordan vi skal være kirke.

Men tilværelsens mysterier – de områder af livet, hvor der opstår spørgsmål af eksistentiel art – er noget af det, der især tiltaler mig. Det er vigtigt at blive ved med at stille de gode spørgsmål til tilværelsen, og det er evangelierne gode til at aktivere. Derfor tiltaler højmessens formidling mig rigtig meget, fordi det peger hen imod tilværelsens dybere lag. Det peger hen imod det mysterium, som hele tiden fylder hos os om meningen med livet i et større perspektiv, og hvordan man kan leve sit liv bedst muligt.

Ved min ansættelsessamtale med menighedsrådet talte vi om muligheden for åbne to af menighedslokalerne i præstegården og invitere menigheden til ”åben præstegård”, for eksempel et par gange om måneden. Jeg har en masse forslag til, hvad vi kunne lave der, men mit ønske er, at vi sammen finder frem til, hvad vi vil bruge præstegården og vores kirkelige fællesskab til. Det kunne være både til større arrangementer og mindre sociale sammenkomster, både med og uden specifikt indhold.

Du er ansat som 50% sognepræst på Fejø og 50% diakonipræst. Hvilke tanker har du gjort dig om det diakonale arbejde?

Jeg er selv flyttet meget rundt og har boet i flere bofællesskaber rundt omkring i landet. Det har været en meget inspirerende del af mit liv, dels fordi jeg derigennem er kommet tæt på rigtig mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde, og dels fordi jeg har mærket, hvordan fællesskaber kan have afgørende betydning for den enkelte.

I mange år har jeg brugt min tid på socialt arbejde. Det startede egentlig som et studiejob, men efter jeg stoppede på teologi, da jeg var i starten af 30’erne, blev det et fuldtidsjob. Jeg har især arbejdet med hjemløse, men jeg har også været kontaktperson for alkoholikere, og været ansat på et børnehjem og været handicaphjælper i en periode.

Så jeg har stor forståelse for, at mennesker kan være enormt forskellige, kan være udfordrede og have det svært på mange måder.

I forhold til det diakonale arbejde håber jeg, at jeg kan være med til at etablere eller støtte nogle gode, positive fællesskaber for de mennesker, der måtte have behov for det – og i princippet skal det være rettet mod alle mennesker. Det kræver, at kirken er synlig i det daglige liv, for at vi kan være en ressource, som folk ved, de kan trække på.

Jeg er allerede nu blevet inddraget i et større fællesskab af diakonipræster, og det er jeg enormt glad for, for jeg tror, at vi kan hjælpe hinanden meget på sigt.

Hvad er i dine øjne kirkens vigtigste opgave?

Evangeliet kalder os til live, for at vi kan være nærværende i livet – både i vores eget liv og især i det liv, vi deler med andre mennesker. Evangeliet hjælper os til at blive klar over det ansvar, vi har over for både andre mennesker og naturen; alt levende, som vi er en del af. At blive vækket i det, så man ser det, mærker det og er det, det er en stor og flot opgave, som vi er fælles om. Og det er det, kirken kan bidrage med.