Hvilken rolle spiller kristendom i en identitetsfokuseret tid?

Af Anne-Sofie Holm

Der var store smil og højlydt summen, da alle stiftets præster i slutningen af august mødtes til det årlige stiftspræstestævne; to dage, hvor præsterne sætter det daglige arbejdsliv på standby for at lytte til udvalgte foredragsholdere, have teologiske diskussioner og nyde hinandens selskab.

Det emne, årets stævne kredsede om, var identitet. Nærmere bestemt tro og identitet. Afsættet var galaterbrevet, hvor Paulus skriver, at der for de døbte ikke længere er forskelle i etniske, kønsmæssige eller sociale identiteter. Alle er de i dåben blevet én i Kristus og har derfor fået en kristen identitet.

Stævnets første foredragsholder var Troels Engberg-Pedersen, der er professor emeritus fra teologi ved Københavns Universitet. Han lagde ud med at stille spørgsmålet: ”Har Paulus svaret på identitetspolitiske spørgsmål?”. I sit foredrag trak Troels Engberg-Pedersen blandt andet på den amerikanske politolog Francis Fukuyamas tanker om identitetspolitik, som han sammenholdt med Paulus’ idéer om kristusidentiteten, der er fælles for alle kristne.

Efterfølgende kunne forfatter Jens Christian Grøndahl bydes velkommen. Han har gennemgået en personlig forandring fra at have en tæt relation til kirken som lille barn, hvorefter han oplevede en stor fremmedgørelse overfor både kirke og tro, for til sidst som voksen at have genfundet en vej tilbage til troen – en proces, han har beskrevet levende og reflekteret i bogen ”Min svage tro”.

Jens Christian Grøndahl fortalte blandt andet om, hvordan han har oplevet en indre uoverensstemmelse i, at han ser sig selv som en, der tror på videnskab. Men ligesom man kan tale om at være indespærret i sin uvidenhed – eksempelvis i lande, hvor det ikke er tilladt for piger at gå i skole – kan man tale om at være indespærret i sin viden. For det kan også være med til at begrænse udsynet på verden, hvis man bortfejer alting, der ikke kan måles og vejes. Som Jens Christian Grøndahl sagde:

”Man mister den poetiske tilgang til tilværelsen.”

Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor afdeling for systematisk teologi ved Københavns Universitet, talte netop ind i noget af det, der kan være med til at gøre tilværelsen en smule mere poetisk. For ifølge hende forandrer dåben på den mest grundlæggende måde et menneskes liv. Hendes foredrag bevægede sig i krydsfeltet mellem dåb og identitet under titlen: ”Hvad vil det sige at være Guds barn?”.

En af Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensens pointer var, at når man taler om dåb, kan det være svært at bestemme sit begyndelsessted: Hvad er kristent, hvad er kultur og samfund? Det kan være svært at vurdere, fordi kirken er så påvirket af det omkringliggende samfund.

Afslutningsvist præsenterede Jais Poulsen, der er evaluerings- og udviklingskonsulent hos Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, stiftets præster for resultaterne af et omfangsrigt forskningsprojekt om danskernes religiøsitet og forhold til folkekirken. For hvad former egentlig danskernes tro og kristne identitet?

Forskningsprojektet har resulteret i to bøger: En, der behandler den kvantitative del af undersøgelsen, og en, der behandler den kvalitative del. De indeholder hver især et væld af interessante analyser og resultater, men som Jais Poulsen fremhævede som en primær pointe. Nemlig den, at undersøgelsen af danskernes religiøsitet og forhold til folkekirken overordnet set peger ud af den dommedagsagtige retorik, der til tider dukker op, når man ser den faldende medlemsprocent. Denne tendens skal nemlig sættes i perspektiv. For gennem Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters forskning ses også en folkekirke, der tiltrækker folk af mange forskellige årsager og på mange forskellige måder.

Det, afsluttede Jais Poulsen, betyder ikke, at problemstillingerne ikke findes. Men der er et baggrundstæppe, der ikke er så sort, som det nogle gange fremlægges.