Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2022
Nyheder

Grundlæggeren af Orgelklubben: ”Vi vil gerne gøre det så let som muligt for børn at blive undervist i at spille orgel”

Orgelundervisning af børn og unge kan ikke bare være med til at fremtidssikre kirkemusikken – det kan også være med til at fremme kirkegangen og øge den kirkelige stolthed hos menigheden. Grundlægger Katrine Kristiansen fortæller her nærmere om, hvad Orgelklubben er for en størrelse.

Af Anne-Sofie Holm

Hvordan opstod idéen til Orgelklubben?

Da jeg gik på konservatoriet i Esbjerg for omkring 10 år siden, oplevede de, at det var svært at hverve organister. Fra mit perspektiv var det tydeligt, at man skulle ud til de steder, hvor børnene og de unge var, og gøre opmærksom på hvor fantastisk et instrument, orgelet er.

Jeg fik derfor til opgave at køre rundt til kirkerne og musikskolerne i Region Syddanmark i weekenderne og undervise de børn i lokalområdet, der havde lyst til at lære mere om orgelet. Og så var det op til den lokale organist at bestemme, om vedkommende havde lyst til selv at fortsætte undervisningen af børnene. Hvordan de gjorde det, var dengang deres egen sag.

Det var den spæde start, og det gik ret godt. Jeg flyttede selv til København, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville gentage successen. Her var det sværere i starten, fordi jeg stod alene med det, men også her tog det fart, og der var mange, der mødte op og ville lære at spille orgel. Jeg fik et samarbejde op at stå med kirkemusikskolerne, som oprettede en linje for børn og unge.

Lige så stille voksede projektet, og det viste sig, at børnene er de letteste at få fat i. Jeg har vist orgelet frem til et sted mellem 4000-5000 børn, og der er ikke ét barn, der ikke synes, at det er det vildeste instrument. De står i kø for at få lov til at spille.

Det, der er problemet, har i virkeligheden været organisterne, for de har typisk ikke erfaring i at undervise børn. Det var indtil for få år siden ikke en del af deres uddannelse. Nu er pædagogik blevet implementeret igen på både konservatoriet i Esbjerg og i København, og det betyder, at de nye, unge organister har fået pædagogiske redskaber, der gør, at det ikke er lige så udfordrende for dem at undervise.

Men det er det stadig for de lidt ældre organister. Jeg har selv en master i orgelpædagogik fra konservatoriet, så i samarbejde med kirkemusikskolerne oprettede jeg kurser i orgelundervisning for organister, som klæder dem på med viden om blandt andet psykologi og pædagogik. 

Nu er Orgelklubben en selvejende institution, og jeg selv er stifter og kunstnerisk leder. Augustinusfonden har bidraget med en million kroner til drift over de næste tre år.

Hvordan fungerer Orgelklubben i praksis?

Det blev klart for os, at det ikke er musikskolerne, der bør være ansvarlige for orgelundervisningen – det er kirkerne. For det er i kirkerne, både orglerne og organisterne er. Dermed er det et kirkeligt ansvar at have organister i fremtiden.

Et af vores mantraer er, at man ikke må undervise færre end to elever. For man må ikke føle sig mærkelig, når man går til orgel – der skal være en, man kan spejle sig i. Nogle steder fokuserer man mere på gruppeundervisning og underviser flere ad gangen. Orgelklubben bakker op om det hele.

Frobeniusfonden valgte for et par år siden at bakke op om projektet, og det har gjort, at Orgelklubben hjælper med både at finde organisten og bidrager med fondens penge til organistens løn i opstartsperioden.

Nogle menighedsråd vælger, at næste gang de slår en organiststilling op, er det en del af arbejdsbeskrivelsen, at der skal undervises. På den måde bliver der sat penge af til undervisningen fra menighedsrådets side. Det kan betyde, at det i fremtiden bliver meget mere tilgængeligt at undervise.

Andre steder er det ikke menighedsrådet men provstiet, der gerne vil give penge til projektet, og her får organisterne deres løn for at undervise fra provstiet.

Vi bakker op om det hele – vi vil bare gerne gøre det så let som muligt for børn at blive undervist i at spille orgel.

Hvor mange børn og unge har indtil videre gjort brug af muligheden for at lære at spille orgel?

Da Orgelklubben startede op, spillede 10-20 børn orgel på landsplan – nu er det omkring 300 børn. Det begynder at kunne mærkes både på kirkemusikskolerne og på konservatorieuddannelserne, hvor der begynder at komme unge mennesker ind, som har været igennem Orgelklubben.

Så nu, efter 10 år, kan vi begynde at se frugten af vores arbejde.

Der er stor mangel på organister, primært i landdistrikterne. Men opgaven er ikke umulig, for der sidder rigtig mange dygtige organister, som sagtens kan undervise.

Hvordan kan det mærkes i kirkelivet?

Det kommer det til at kunne mærkes, når flere af de unge mennesker, der har været igennem Orgelklubben, kommer fra konservatoriet og ud i kirkerne.

Samtidig kan orgelundervisningen i sig selv være med til at øge kirkegangen. For når børnene kommer i kirken, kommer deres familier og venner også med – og der vil være en stolthed omkring det, ikke bare fra barnets og familiens side, men fra hele kirken.

Hvordan har modtagelsen blandt organisterne?

At spille orgel er en mesterlæresituation – ligesom at dreje krukker eller lave andre kunsthåndværk. Derfor oplever jeg som oftest, at organisterne er meget stolte, når det er deres elever, der skal spille til en gudstjeneste. Måske er det bare præludiet og den første salme, eleven tager i starten, men efter nogle gange kan eleven måske tage en hel gudstjeneste selv. Der har jeg oplevet en kæmpestor stolthed blandt organisterne, når de kan sige, at ”det var min elev, der tog den gudstjeneste”.

Nu kommer Orgelklubben også til Lolland-Falsters Stift. Hvad er ambitionen?

Vi afholder en inspirationsdag i marts, hvor vi håber, at der er mange, der møder op. Der er flere organister i Lolland-Falsters Stift, som jeg bestemt kan se som interessante samarbejdspartnere, men de skal selvfølgelig også selv synes, at det er en god idé.

Overordnet vil jeg sige, hvis bare tre organister fra Lolland-Falsters Stift får lyst til selv at undervise, vil jeg anse det som en meget stor succes.

 

Inspirationsdag med Orgelklubben

Fredag den 11. marts 2022 er alle organister og kirkemusikere i Lolland-Falsters Stift velkomne til inspirationsdag med Orgelklubben. 

 

Læs mere om arrangementet og se, hvordan du tilmelder dig her.