Fra kirkesprog til fællessprog: Anmeldelse af ”Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det”

Af sognepræst Henrik Gade Jensen

Malene Bjerre er redaktør af netmagasinet folk&kirke, som forsøger at formidle kristendom især til yngre mennesker uden forudsætninger.

Nu har hun skrevet en bog med den sigende titel ”Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det”. Og titlen er en vældig provokation til os præster. Altså at vi taler kaudervælsk i kirken, som ikke bliver forstået.

At der er noget om det, ved enhver. Og Malene Bjerres bog er en beskrivelse af og vejledning i, hvordan vi oversætter kirkesprog til fællessprog. For folkekirkens præster taler nemlig et fagsprog, teologiens sprog, og det befinder sig langt væk fra det sprog, som hovedparten af de danske folkekirkekristne tænker og taler ud fra. Når vi tit praler med folkekirkens rummelighed og højde til loftet, ser Malene Bjerre det mere som udtryk for, at sproget er blevet så abstrakt i folkekirken, at alle kan se sig selv i det.

Som cand.mag. i dansk og med mange erfaringer indenfor kommunikation, medier og journalistik, og som medoversætter af Bibelen2020 er Malene Bjerre i fulde omdrejninger med til at give os præster en opsang om vores måde at tale til vore kirkegængere og sognefolk, dåbsfølge og begravelsesgæster på.

Malene Bjerre mener, at folkekirken har marginaliseret sig selv i dagens Danmark ved at fastholde et særsprog, som er den kirkelige jargon, dogmatikkens, ritualernes og Bibelens sprog. Og opgaven er at få dette sær- eller fagsprog oversat, så folk forstår præstens tale. Malene Bjerre har undervist aktieanalytikere, læger og efterretningstjenestens folk i at kommunikere deres budskab i forståelig form.

Malene Bjerre opstiller fire regler for den måde, vi som præster bør kommunikere på:

1. Du skal tale et sprog, folk forstår.
2. Du skal interessere dig for dem, du taler med.
3. Du skal tale om det, folk interesserer sig for.
4. Du skal finde din kerne, så du kan stå ved dig selv.

Bogen igennem kommer med eksempler på både forfejlet og vellykket kommunikation, både i prosa og på vers, og der er meget at tage ved lære af.

”Hvad betyder det, at folkekirken skal forkynde Kristus som hele verdens frelser. Hvad er Kristus? Hvad betyder frelser?” Disse spørgsmål forsøger Malene Bjerre selv – modigt – at besvare på fællessprog og oversætte til nutidsdansk. Her er hendes bud: ”Meningen er at mærke, at vi står i forhold til noget, der er større end os selv, og som forbinder os med hinanden”.

Og det uddyber hun i retning af, at mennesket er både ånd og krop og ikke kan reduceres til noget materielt. At menneskets værdi er større end dets økonomiske bidrag til samfundet. At mennesket ikke kun er godt, men også selvcentreret og egenrådigt. Og der er intet sort-hvidt, men alle mener det godt, og verden er fuld af kompleksitet og dilemmaer. Forandring er mulig, livet er forunderligt, og det hele ender godt.

Men er det så lettere forståeligt? Eller er det mere abstrakt? Jeg er i tvivl. Malene Bjerres ”oversættelse” gør det mere upersonligt, forvandler ’Kristus’ til ’noget’. Er det lettere at forholde sig til som konfirmand eller sjælesørgende ældre dame? Eller er det ikke netop det personlige, Jesus fra Nazareth, manden i sandaler med så mange mærkelige udfald og gerninger, som er æggende?

Malenes Bjerres bog er vældig god til inspiration og til den bestandige motivation som præst til at bestræbe sig på at ramme det sprog, som kirkegængere, konfirmander eller dåbsgæster må formodes at være modtagelige for.

Når det er sagt, så synes jeg også, at det er det, vi præster forsøger godt og grundigt i vores daglige arbejde. Hele tiden. Hver dag. Op til hver prædiken. Før hver dåbssamtale. I hver begravelsestale. For vores job er oversættelse, nemlig at udlægge og forklare hvad Jesus sagde og gjorde. At tonstykke lag af århundreders spidsfindig teologi presser sig på til hver søndags tekst, er kun alt for velkendt. Vi skal tilegne os det svære og teoretiske og så sige det enfoldigt og simpelt.

På mange måder tror jeg ikke, at kristendommens og Bibelens sprog er så svært og fremmedartet, som Malene Bjerre lægger op til. Jo, kirkens sprog og liturgien er virkelig en udfordrer for ikke kirkevante. Jeg fornemmer tit, at jeg som præst kan nedtromle og udradere enhver spirende religiøs nysgerrighed hos en uvant kirkegænger, der har sneget sig ind på en bænk en søndag, når vi folder os ud med liturgien, korsvar, tre læsninger og op at stå og ned at sidde. Hvis dog bare jeg kunne få lov til at forklare lidt af, hvad det drejer sig om?

Men Jesu egne ord kan ofte være så jordnære og ligefremme, at man selv synes, at ens egen prædiken ødelægger indholdet, og at det simple går tabt gennem præsten mange kloge ord.

Som præster forkynder eller oversætter vi Jesu budskab hele tiden. Ikke kun i kirken, men også i alle de kontakter og sammenhænge, som vi færdes i. Og det dagligsprog, som vi alle i sognene taler, er også et religiøst ladet sprog, hvor både Kristus og Gud og Helligånd er til stede på mangfoldige måder.

”Tror du på, at Jesus kommer igen?” spurgte en mand mig ved kassen i Dagli’ Brugsen. Den måtte vi lige tage på vej ud af forretningen og et par minutter på parkeringspladsen til knallerten blev tændt, og han kørte hjem. Der er masser af religiøse overvejelser, ikke kun kristelige, men masser at knytte an til, og nogle gange må man som præst med venlighed sige, hvad man ikke bør tro på.

Problemet, som jeg ser det, og Malene Bjerre ikke kommer ind på, er mere at man som præst skal leve med at færdes i flere verdner, fra præsteværelsets bøger og teologernes grublerier gennem tiderne, og så til det konkrete møde, ikke kun ved død eller sjælesorg, men også fra udfordringen med den religiøse nysgerrighed, tro og overtro, som man tit en passant støder på, i Brugsen, over hækken, i garagen med en dåseøl, eller hvor som helst, når bare den religiøse blufærdighed er tøet lidt op.

Og det er også det, som gør præstearbejdet så spændende og mangeartet.

Og Malene Bjerres bog er en rigtig god saltvandsindsprøjtning for os præster til hele tiden at koncentrere og motivere os på, at sproget skal ramme modtageren. Og ikke kun vise afsenderens egen klogskab.