Errindlev-Fuglse Pastorats nye præst: ”Kirke er nærvær og evangelieforkyndelse”

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Kristin! Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv og din faglige baggrund?

Jeg blev født i Norge for snart en mandsalder siden. Jeg boede i Danmark i en periode fra 1983-2009, før jeg flyttede tilbage til Norge, men den 1. januar i år flyttede jeg igen til Danmark.

Min datter bor og arbejder her i Danmark, og for at have tæt kontakt til hende og hendes familie, flyttede jeg tilbage hertil, inden jeg bliver pensionist. Jeg har vurderet, at det ville være bedst at flytte, mens jeg havde arbejde for at få et netværk og blive en del af samfundet. Vi mennesker ændrer os over tid, og det, der var i 2009, er antageligvis anderledes her 15 år efter. Jeg ønsker at have mit eget liv, selvom jeg primært er i Danmark for at være tæt på min datter og hendes familie.

Jeg er så heldig at interessere mig for alt muligt. Mennesker, samfundsliv, historie. Da jeg pakkede mine kufferter for at flytte til Danmark for 3 drøje måneder siden, tænkte jeg ikke over, at jeg ville få brug for mit Putzger Historischer Weltatlas og valgte at fylde julepynt i bagagen. At det var en fejlvurdering, opdagede jeg i slutningen af februar, da Ukraine blev invaderet, og jeg har derfor måttet bestille den nyeste udgave for at kunne holde øje med verdenssituationen øst for os. Det, der sker nu, optager mig meget.

Kunstudtryk har altid interesseret mig, og de senere år har jeg studeret kunsthistorie ved NTNU i Trondheim i min fritid. Jeg læser gerne og lytter gerne til musik.

Jeg er naturmenneske, og som alle andre nordmænd er jeg født med ski på benene. Her til lands er ikke meget skiføre, men Lolland er omgivet af vand man kan vandre langs og svømme i. Man kan vel også sejle på det. Jeg holder af naturens stilhed, men jeg har også stor glæde af at tage mit arbejde, en nyindkøbt bog eller en avis med og sidde på en café midt i en stor by og bare lade tankerne og tiden flyve.

Fagligt har jeg prøvet mange forskellige ting. Jeg har læst historie og samfundsfag ved NTNU i Trondheim fra 1980. I 1983 flyttede jeg til Danmark, fordi jeg ville færdiggøre min uddannelse og supplere med arabisk. Disse uddannelser danner grundlaget for min danske læreruddannelse. Og jeg har også undervist.

Nogle år var jeg freelanceskribent for norske aviser. Omkring årtusindskiftet begyndte jeg at læse teologi, først i Aarhus og siden i København. Mens jeg studerede arbejdede jeg med alt muligt forskelligt for at klare dagen og vejen: I hjemmeplejen, i butikker, med turisme og så videre. Fra 2006 havde jeg også vikariater som præst i Norge, hvilket man kan i Norge, inden man er ordineret – blot man får en tilladelse fra biskoppen. I 2014 blev jeg ordineret i den norske kirke, hvor jeg har været sognepræst, indtil jeg flyttede til Danmark.

Hvordan kan det være, du kom til netop Lolland-Falsters Stift?

Naturen og kulturen på Sydsjælland og Lolland-Falster har altid tiltalt mig særligt! Lolland-Falster Stift er et meget godt stift at være præst i. Her er mange faglige muligheder og ikke mindst gode kollegaer og imødekommende mennesker.

Er der nogle særlige ting, du gerne vil fokusere på i dit virke som præst her?

Kirke er nærvær. Kirke er evangelieforkyndelse. Men det kan forkyndes på mange måder. Både i og udenfor kirkebygningen. I diakonalt arbejde, undervisning, pilgrimsvandring eller bare i mødet med medmennesket i butikken.

For mig er det meget vigtigt, at det, der bliver sagt i prædikenen, er noget, som mennesker kan bruge til noget. Jeg tænker meget over, hvordan jeg kan give evangelieteksten mening for moderne mennesker. Det fik mig for nylig til at tænke over, hvorfor jeg selv begyndte at gå i kirke i 90’erne. Det gjorde jeg, fordi jeg havde ondt i livet. Og jeg bilder mig ind, at jeg ikke er den eneste i hele verden, der har haft ægte ondt i livet.

Gudstjenesten skal måske derfor fortælle et menneske, der har ondt i livet, at her er det trøst og hjælp at hente. Vi husker jo evangelieteksten til fastelavnssøndag i år om den blinde tigger, der sad i vejkanten, da Jesus og disciplene kom forbi på vej til påskehøjtiden i Jerusalem. ”Hjælp mig,” råbte tiggeren, ”du Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig.” Jesus Kristus standsede og spurgte, ”Hvad kan jeg gøre for dig?”

Er det ikke mageløst? Gud standser for et helt almindeligt menneske på vejen. Er man styrtet på sin cykel, opsøger man sin læge og får piller og plaster. Når man har ondt i livet, kan man gå i kirke og der få at vide, at du ikke skal være bange. ”Frygt ikke”, som juleengelen sagde til hyrderne på marken, ”det er jer en frelser født”. Det samme siger englen, der bebuder Jesu fødsel på Mariæ bebudelsesdag også.

I højmessen er noget meget særligt på færde, som vi ikke finder, når vi går til koncert, i Tivoli, biografen eller på museum. Og det, der er på færde, bliver fortalt i evangelierne og udtrykt i kortform i forsagelsen og trosbekendelsen.

Hvad er i dine øjne folkekirkens vigtigste opgave?

Den vigtigste opgave for folkekirken er, at den skal være til stede, når medmennesker har brug for den. Når vi vil døbe vore børn, når vore unge skal konfirmeres, når vi vil giftes eller skal bisættes.

Vi ser os blinde på, at antallet af deltagere ved højmessen ikke alle steder er overvældende. Vi skal være kirke, når mennesker har brug for det, og til bisættelse strømmer folk til fra nær og fjern. Det skal vi da juble over i stedet for at græde, når kirkeskibet til højmessen ikke er overfyldt.

Vi skal være den ramme, der kan forklare det uforklarlige i et menneskeliv, tror jeg. På godt og ondt.