”Det vigtigste i kirken er båndene mellem folk,” mener den nye præst i Kettinge-Bregninge Pastorat

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Monica. Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv?

Generelt er jeg meget udadvendt, men samtidig har jeg brug for mange timer for mig selv for at lade op. Derfor bruger jeg mange timer på at strikke og læse, for at få min hjerne til at fungere i andre sammenhænge.

For mig er det at være blandt andre mennesker noget af det vigtigste ved præstegerningen – at komme ud og være sammen med de mennesker, der gerne vil være en del af kirken.

De år, jeg var studerende, har jeg haft cirka en milliard studiejobs, fordi jeg havde det her behov for at komme ud. Jeg har blandt andet været frivillig i Sct. Nicolai Tjenesten, hvor jeg talte med ensomme mennesker om det, de havde brug for at tale om – lige fra vejret til livets store spørgsmål.

Det har været noget af det, der har været allermest spændende i mit liv de seneste år, fordi det krævede så meget opmærksomhed og omstilling i samtalen. For når man tager telefonen, aner man ikke, hvem man får i røret – man kan ikke se vedkommende først og danne sig en fornemmelse af, hvem de er, og hvad de har brug for. Det har været et spørgsmål om at afmåle på minuttet, om de har brug for en, der bare lytter eller en, der også byder ind.

Det har været med til at ruste mig til sjælesorgssamtalerne, fordi det var vigtigt for mig at have den ballast. Jeg er jo en ret ung præst, og det var vigtigt for mig at have den faglige ballast. Derfor har jeg også undervist konfirmander og været kirketjener for at lære kirken godt at kende inde fra, så jeg var så godt rustet til præstegerningen som muligt.

Hvordan kan det være, at du ville være præst i netop Lolland-Falsters Stift?

Jeg kommer fra en lille by på Sydsjælland, der hedder Rønnede, som ligger i nærheden af Haslev. Så hernede bliver jeg kaldt semi-lokal, for jeg er trods alt ikke kommet så langt ”hjemmefra”. København, hvor jeg studerede, var aldrig et rigtigt hjem for mig, men nærmere et sted, jeg var nødt til at være i en periode, imens jeg studerede. Så jeg synes, det er rart at komme tættere på min familie igen.

Jeg troede, at jeg skulle være præst i Roskilde Stift. Jeg sad og ventede på, at den rigtige stilling skulle komme. Men dem, der blev slået op, var så langt fra, hvad jeg er, og det føltes ikke rigtigt.

Efter jeg havde været på besøg i Kettinge, fik jeg et sug i maven! Det var helt rigtige på så mange måder. Kirken er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set – der er kalkmalerier over det hele, og den er fantastisk smuk. Jeg havde det som om, jeg kom hjem, da jeg kom til Kettinge.

Min mor har sommerhus ved Sakskøbing, så de senere år har jeg set en del mere af Lolland. At man ser hinanden i øjnene, smiler og siger hej, når man går forbi hinanden på gaden, er essensen af, hvad jeg havde forestillet mig ved at være landsbypræst, og det finder jeg her. Der er stor en opmærksomhed på hinanden.

I København kendte jeg ikke mine naboer, men her er der virkelig interesse for hvem folk er, og folk kender hinanden. Det har enormt stor værdi. 

Du blev ordineret i december og startede som præst i Kettinge-Bregninge Pastorat i starten af januar. Hvordan har overgangen været fra studieliv til præstegerningen?

Overgangen har ærligt talt været vanvittig. Jeg gik stadig på pastoralseminariet, da jeg fik at vide, at jeg fik stillingen hernede. Så samtidig med at jeg skulle skrive opgaver og være til stede på pastoralseminariet, skulle jeg til prøveprædiken og bispeeksamen, vælge farver til præstegården og flytte.

Det betyder meget for mig, at jeg skal først og fremmest være menneske her i lokalsamfundet – og ikke kun præst. Jeg skal være en del af samfundet. Nu er jeg gået i gang med arbejdet, og det har været hektisk, fordi der er så mange nye ting, opstartsmøder og kurser, man skal igennem.

Nu begynder der at komme lidt mere luft i kalenderen, så forhåbentlig kan jeg snart trække vejret lidt mere og finde plads til både at være præst og menneske ved siden af.

Min kæreste Rasmus, som er flyttet med til Kettinge, er også vildt begejstret. Han har også længtes efter at komme ud af byen i de sidste mange år. Vi er fra samme egn og har begge savnet at være en del af et lokalsamfund, hvor man har en relation til hinanden, og det får vi her.

Hvad er, i dine øjne, folkekirkens vigtigste opgave?

Det vigtigste i kirken er båndene mellem folk. Relationerne og fællesskabet er det allermest centrale.

Der er så mange mennesker i verden, der er ensomme og ikke har nogen at vende sig til, men kirken er her for alle. I kirken skal man ikke gøre en indsats, man skal bare møde op.

Det er også vigtigt at have arrangementer, hvor personer, der ikke har lyst til at komme til højmessen, har andre muligheder. I Kettinge har vi blandt andet en ældrecafé, hvor vi drikker kaffe og synger sange fra Højskolesangbogen. Her kan de ældre se og tale med nogen, de ikke taler med hver dag. Her kan de komme ind i et fællesskab, som de måske kan føle sig udelukket fra, efter de er trådt ud af arbejdsmarkedet. Der er meget identitet i et arbejdsliv, men et tilbud som ældrecaféen kan være med til at give et nyt fællesskab og en ny identitet.