Birgittafestivalen binder Maribo sammen
Den hellige Birgitta er Maribos fundament. Siden 2019 er hun og hendes betydning for byen blevet markeret ved den årlige Birgittafestival, som er nomineret til årets kirkelige initiativpris.
Af Anne-Sofie Holm
Gøgl i gaderne, pilgrimsvandringer og spændende foredrag er blot et lille uddrag af de ting, man kan opleve under årets Birgittafestival i Maribo.
Festivalen har fundet sted hvert år siden 2019 som et samarbejde mellem et væld af lokale aktører – herunder blandt andre Lolland Kommune, lokale erhvervsdrivende, den katolske kirke, Middelaldercentret, museum Lolland-Falster og Maribo Domsogn. Det er et stort arrangement baseret på omfattende samarbejde på tværs, og derfor er Birgittafestivalen nomineret til årets kirkelige initiativpris.
”Idéen opstod i 2018,” fortæller domprovst Anne Birgitte Reiter. Dengang var hun sammen med en række andre repræsentanter fra forskellige erhverv og organisationer i Maribo med i et byudviklingsforum. For at få inspiration til, hvordan Maribo kunne udvikle sig, besøgte de en række danske byer, der gjorde noget særligt for beboere såvel som turister.
”En af de byer, vi lagde vejen forbi, var Bogense på Fyn, hvor man hvert år afholder en stor og velbesøgt rosenfestival. På vej hjem derfra tænkte jeg, om vi i Maribo kunne lade os inspirere af deres arbejde og promovering af byen. Der virkede den hellige Birgitta – hele Maribos eksistensgrundlag – som det oplagte omdrejningspunkt,” siger Anne Birgitte Reiter.
Den idé var både kommunen og Handelsstandsforeningen med på, og det var startskuddet til Birgittafestivalen, der i år afholdes for fjerde gang.
Festivalen har et omfattende og alsidigt program og løber over tre dage. Den bæres ikke bare af Maribos store organisationer og erhvervsdrivende men er i høj grad også hjulpet på vej af de mange frivillige hænder fra Birgittaforeningen, Pilgrimshuset og mange andre.
”Uden den frivillige hjælp ville festivalen ikke være den samme,” mener Anne Birgitte Reiter.
Samlede kræfter
Historien om den hellige Birgitta har de fleste på Lolland-Falster måske hørt før. Men hvis der er nogen, der trænger til at få den genopfrisket, blev Birgitta født ind i en magtfuld, svensk familie i starten af 1300-tallet. Igennem sit liv fik hun himmelske åbenbaringer, og efter sin mands død i 1344 levede Birgitta et afholdende liv i streng askese. Hun fik en åbenbaring om, at hun skulle oprette en klosterorden. Sådan blev det, og det første birgittakloster blev indviet i Vadstena i Sverige i 1384.
Den danske dronning Margrethe den Første voksede op hos Birgittas datter Märta. Før sin død skabte Margrethe den Første grundlaget for, at der også blev bygget et birgittakloster i Maribo. Efter hendes død, nærmere bestemt i 1416, blev klosteret opført og skabte herved eksistensgrundlaget for købstaden Maribo.
I dag er Birgittas gamle kloster i Maribo stiftets domkirke og centrum for den årligt tilbagevendende festival.
”Ved Birgittafestivalen samler vi vores kræfter, både i hele Maribo, men også internt i kirken. Ved at være en medspiller i festivalen kan folk også se, at kirken er en vigtig samarbejdspartner. Kirken er en væsentlig faktor, både historisk og nutidigt, som kan sige noget om vores måde at være mennesker på – eksempelvis i forhold til hvordan vi bruger vores liv, og hvordan man kan vie sit liv til noget, der er større end en selv. Det kommer også til udtryk i Birgittafestivalen,” siger Anne Birgitte Reiter.
Ikke bare en middelalderfestival
Hvis det står til Anne Birgitte Reiter, skal Birgittafestivalen ikke bare være en klassisk middelalderfestival. Dem er der så mange af, mener hun.
For Anne Birgitte Reiter er hjertet i Birgittafestivalen de bånd, der opstår gennem samskabelsen mellem det kirkelige, forskningen, det museale og hvordan det hele bliver bundet sammen med naturen omkring byen. Samtidig er det vigtigt, at der foregår noget spas rundt omkring i byen, så hele erhvervslivet også kommer med.
I Anne Birgitte Reiters øjne handler det ikke om at få så mange gæster som muligt. Det handler mere om, hvordan Maribo som by påvirkes af at blive mindet om at have en så stærk fælles historie:
”Det behøver ikke at blive en kæmpestor festival – den må gerne blive ved med at være hyggelig og intim. Jeg tror også, at vi appellerer til et publikum, der er lidt mere stille og roligt, og som også går efter at få noget oplysning. Kan det blive til livsoplysning hos deltagerne, er det skønt. Men hvis festivalen kan hjælpe Maribo med at blive endnu mere stolt af sig selv, er det fantastisk.”
Om Lolland-Falsters Stifts initiativpris
Vinderen vil blive udpeget af dommerpanelet, der i år består af biskop Marianne Gaarden, stiftsrådsformand Susanne Møller, projektleder for Folkekirkens Grønne Omstilling Jesper Rønn Kristiansen, diakonikoordinator Birgitte Engelhardt, organist Flemming Chr. Hansen samt menighedsrådsformand Jens Erik Boesen, der repræsenterer sidste års vinder af initiativprisen.
Initiativprisen 2022 uddeles på landemodet den 5. oktober i Bangs Have, Maribo.