Fortsæt til hovedindholdet
Konsulenter
Religionspædagogisk konsulent

Religionspædagogisk konsulent Ida Støckel Rolle

Som religionspædagogisk konsulent står jeg blandt andet til rådighed for vejledning og rådgivning af stiftets præster og andre kirkelige undervisere, især i forbindelse med konfirmandforberedelse og minikonfirmander. Jeg kører et vejledningsforløb i konfirmandundervisning for nyordinerede præster i stiftet, hvor jeg kommer på besøg til en individuel samtale og supervision om det at skulle undervise teenagere. Derudover skal jeg i efteruddannelsesforløbet lede en netværksgruppe sammensat af nye og mere erfarne præster, og her vil jeg have et tæt samarbejde med stiftets uddannelseskonsulent.

I arbejdet med religionspædagogik er min tilgang, at det er vigtigt at gøre det kristne budskab relevant for børn og unge, og at knytte det til det liv, de selv går og tumler med. Man skal som underviser have lyst til at engagere sig i de unges liv, der hvor de er og slå følge med den for en stund, samt tænke kreativt for at gribe an ved emner, de mener noget om og bekymrer sig om.

Når børn og unge møder kirken, tænker jeg personligt, at det er vigtigt for dem at møde en levende tro. Altså mennesker – præster, kirkelige undervisere, menighed – som lever med en tro, som er nærværende og som har et sprog for denne. Det er naturligvis underviserens opgave at formidle viden, men ligeså vigtigt er det, at vi er på en rejse sammen med konfirmanderne, hvor vi kan være med til at skabe et rum for dem, hvor de, måske for første gang i deres liv frit kan tale om tro og tvivl.

Som en del af det religionspædagogiske udvalg er jeg med til at arrangere kurser et par gange om året. Man er altid velkommen til at henvende sig med ønsker til kurser.

Kontakt Ida Støckel Rolle

Telefon: 54 87 11 80
Email: ISR@km.dk