”Skærmkaffe” skal hjælpe ældre ud af ensomhed
Lolland-Falsters Stifts Sociale Arbejde og Samvirkende Menighedsplejer igangsætter virtuelle kaffemøder, der fremmer ensomme og isolerede ældres sociale liv.
Af diakonikoordinator Birgitte Engelhardt
Mange har under coronarestriktionerne oplevet, hvordan virtuelle møder har udgjort et rigtig godt alternativ til fysiske møder. De gode erfaringer med virtuelle møder skal også komme ældre til gode.
Derfor tilbyder Lolland-Falsters Stifts Sociale Arbejde og Samvirkende Menighedsplejer nu de lokale menighedsplejer hjælp til at facilitere virtuelle kaffegrupper for ensomme eller isolerede ældre, der er forhindrede i at deltage i aktiviteter uden for hjemmet.
Hvad er Skærmkaffe?
En virtuel møderække mellem fire ældre og en værtsfrivillig foregår over minimum fem mødegange. Formålet er at tilbyde fællesskab for mennesker, der ikke har mulighed for at transportere sig selv til netværksskabende aktiviteter eller mennesker, der af forskellige årsager er mest trygge ved at deltage i fællesskaber hjemmefra.
En værtsfrivillig sørger for, at alle deltagere er trygge ved teknikken, og at alle deltagere kommer til orde. Samvirkende Menighedsplejer hjælper med en dagsorden og med at klæde den frivillige godt på til opgaven.
Skærmkaffen kan være et alternativ eller supplement til besøgstjenesten i sognet.
Hvad kræver det at være med?
- En værtsfrivillig, der oplæres i Zoom og som inviteres med på kursus og erfaringsudveksling med andre værtsfrivillige i januar 2022. Den værtsfrivillige kan være en aktiv ældre frivillig fra menighedsrådet eller menighedsplejen.
- Fire deltagere, som den værtsfrivillige på forhånd besøger og introducerer til Zoom og hjælper med at oprette brugerprofil til. Der kan sagtens være flere kaffegrupper i sognet/menighedsplejen.
- Hver deltager og værtsfrivillig skal bruge en computer, tablet eller smartphone til Zoom-appen. Samvirkende Menighedsplejer har iPads, der kan lånes til projektet, såfremt man ikke selv har teknologien til rådighed.
Hvorfor Skærmkaffe?
- Skærmkaffe kan gøre en forskel og øge livskvaliteten for ensomme og isolerede ældre i sognet. De kan fungere som et supplement eller et alternativ til de fysiske besøgstjenester.
- De ældre kan lære og afprøve IT under trygge former, så de også er en del af udviklingen og får gavn af de erfaringer, der er gjort med virtuelle møder under coronakrisen. Måske kan de nye IT-færdigheder også bruges til at mødes virtuelt med børn og børnebørn langt væk.
Vil I også byde på skærmkaffe eller blot høre mere, så kontakt diakonikoordinator Birgitte Engelhardt på e-mail BEN@km.dk eller telefon 54 84 07 00.