I Holeby er det populært at være besøgsven
Menighedsplejen i Holeby og omegn har, som en af deres diakonale aktiviteter, en velfungerende besøgstjeneste. Her besøger et korps af frivillige besøgsvenner sognenes ældre, ensomme eller handicappede medborgere. Faktisk er det så eftertragtet at være frivillig i besøgstjenesten, at der lige nu er besøgsvenner, der mangler besøgsværter.
Af diakonikoordinator Birgitte Engelhardt
Diakonipræst Kathrine Asklund Brorsen og jeg var i starten af december i Holeby til en samtale om diakoni i Menighedsplejen. Mens vi var på besøg, kom den lokale blomsterhandler forbi med en hel kasse julestjerner, der skulle bruges som bordpynt til morgendagens julefest for frivillige besøgsvenner og deres værter.
Vi spurgte, hvor mange der sædvanligvis kommer til julefesten og fik at vide, at der tidligere har været over 80 deltagere. ”Men i år kommer der ikke nær så mange på grund af coronasituationen,” sagde Agnes Langballe, der er formand for Holeby og Omegns Menighedspleje.
Det er tydeligt, at julefesten er et populært tilbud, ligesom besøgstjenesten er det. Besøgstjenesten, der har rundet de 17 år, har i øjeblikket ca. 20 besøgsvenner, som med tid og overskud hygger om de ca. 20 ældre eller handicappede besøgsværter, der har åbnet deres hjem for besøg. Agnes Langballe fortæller, at der i øjeblikket er et par besøgsvenner, der venter på en besøgsvært.
Hvad laver en besøgsven?
Når man bliver ældre eller syg, kan det være svært at finde kræfterne til at skabe netværk og holde gamle kontakter ved lige. Derfor bliver mange ældre isolerede og ensomme, og her kan en besøgsven gøre en stor forskel. Som frivillig i en besøgstjeneste er det vigtigt, at man har tid og overskud til at hygge om ældre eller handicappede medborgere, at man er trofast, kan lytte og give støtte.
Sammen bliver besøgsven og -vært enige om, hvor lange besøgene skal være, hvor ofte de skal foregå og hvad besøget skal indeholde. Det kunne være at tale sammen og hygge over en kop kaffe, gå en tur sammen, læse højt eller noget helt andet.
Det er tilknyttet en frivillig koordinator i besøgstjenesten, som formidler kontakten mellem besøgsvært og besøgsvenner. Agnes Langballe fortæller, at de i besøgstjenesten også laver opsøgende arbejde blandt ensomme og ældre, for at kunne tilbyde støtte til de, der kunne have behov for selskab og besøg. Eksempelvis er de opmærksomme på de mennesker, der holder op med at komme til andre arrangementer på grund af manglende mobilitet eller lignende. Der er også stor opmærksomhed på, at invitere både besøgsvenner og -værter til sociale arrangementer. Udover julefesten, er der er et forårs- og efterårsarrangement for besøgsvenner og –værter, samt en sommerfest, hvor de frivillige forkæles med god mad.
For inspiration til besøgstjeneste i jeres menighedspleje, læs mere her.