Pressemedarbejderens farvel og tak for denne gang

Af Inge Haandsbæk Vestergaard

Vi er trådt ind i et nyt år, som allerede nu viser tænder med nedlukning og isolation. Men det er også et år, hvor vi klamrer os til håbet om noget godt, der venter lige rundt om hjørnet. Til påske bliver det bedre, lyder en forsigtig prognose fra statsministeren. Kan det blive stærkere end håbet om, at vi måske i år kan fejre en påske, hvor livets lys endnu engang og stærkere end nogensinde bryder dødens mørke? Hvis coronaen da vil løsne sit greb i os til den tid.

For mig bliver dette år under alle omstændigheder ganske særligt. Jeg har fået nyt job og har derfor med tungt hjerte opsagt min stilling som pressemedarbejder. Men nu har jeg jo som teolog brugt 7 år på at uddanne mig til præst, og det trækker i mig. Så fra den 1. februar kan jeg derfor kalde mig sognepræst i Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup kirker, der ligger skønt ved havet i det nordlige Vendsyssel.

Efter at have skrevet, snakket, kommunikeret, sparret og redigeret sammen med jer i et par år, vil jeg gerne bruge et par linjer på at sige tak. Jeg har været utrolig glad for at arbejde her i stiftet, både sammen med folk i sognene og sammen med mine gode kollegaer i stiftsadministrationen. Det har været en inspiration for mig at se, hvordan folkekirken bæres af mange hænder, og jeg glæder mig til selv at stikke labberne i vejret og bære med på min egen måde.

”I kan noget særligt her på Lolland-Falster”, sagde en sognepræst fra København, som deltog i en ordination i Maribo Domkirke. ”Det er noget med nærhed og fællesskab.”

Det er måske en tendens i landdistrikterne? Måske handler det om, at man har en fælles historie om, hvem man er, og hvad man er her for. Måske skyldes det stiftets beskedne størrelse, hvor der derfor sjældent er langt fra tanke til handling. Eller måske skyldes det blot, at folk her tager deres liv og virke alvorligt. Det betyder noget, at man kender hinanden og forstår, at vi er forskellige. Jeg har på kort tid lært stort set alle stiftets præster at kende, og de relationer har været uvurderlige i mit arbejde. For folkekirken er ikke en topstyret organisation. Den er et relationsbåret netværk.

Det har især været sjovt at være med til at skrive bogen ”Vel mødt under sky på kirkesti”, som udkom i efteråret. I arbejdet med den har vi fået mange interessante indsigter. Blandt andet at folk på Lolland-Falster bakker op om deres lokale kirke. At særligt sæsongæster gerne vil bruge kirkerne der, hvor de holder ferie, og måske engagere sig mere fast i kirkelivet. Og at vi løfter bedst i flok, og at der derfor er et stort potentiale i at samskabe og samarbejde med lokale foreninger og andre offentlige institutioner – ikke mindst for at flere kan få medejerskab over kirkens aktiviteter. Det handler igen om relationer og netværk.

Forhåbentlig har jeg også kunnet hjælpe jer lidt med at få et kommunikationsmæssigt helikopterperspektiv på det daglige trummerum, man altid og unægtelig glider ind i, og bruge det til at udvide begrebet af, hvordan man kan formidle kirkens arbejde i nutiden: Digitalt, i medierne og ved at kommunikere på nye måder og til nye målgrupper.

For mit eget vedkommende lakker dette kapitel mod enden. Kjolen er syet, og kraven er pibet, så jeg er klar til at tage til sognene nordpå, hvor jeg på kort tid har mødt et lokalt engagement og mennesker med både forstand og hjerte. Det minder mig om Sydhavsøerne, og derfor føler jeg mig tryg ved at tage springet og trække nordpå.

I øvrigt er præstekrave også navnet på en trækfugl, der søger mod områder langs vand og strand. Så denne fugl vil gerne sige tak for nu til alle dem, jeg har haft glæde af at være i kontakt med og samarbejde med – og på gensyn fremover i det folkekirkelige landskab, der jo som bekendt ikke er større, end at man mødes på kryds og tværs.