Ny præst ordineret til Bandholm og Askø

Af Inge Haandsbæk Vestergaard

- Velkommen til! Vil du fortælle lidt om dig selv?
Jeg er lige blevet 60 år, så jeg kommer med erfaring i bagagen. Jeg er uddannet husholdningslærer og sygehjælper, så det har jeg arbejdet med i mange år. I en årrække var jeg på fødegangen på Rigshospitalet – og der kan det jo nogle gange gå galt. Så der oplevede jeg, hvor vigtig den diakonale side af arbejdet var. 

Jeg kommer ikke selv fra et kirkeligt miljø, men med årene er jeg blevet mere nysgerrig på, hvad tro er, og hvad vi mennesker tænker om livet og det på den anden side. Så i 90’erne begyndte jeg at læse teologi og gå lidt i kirke. Teksterne talte til mig, og der skete noget med mig. Men det var først, da jeg senere fik arbejde i folkekirken som sognemedhjælper og i kirkelige organisationer og væresteder, at jeg for alvor fik tanken, at jeg måske skulle være præst. 
 

- Hvordan er det at skulle flytte fra København til Lolland?
Min mand og jeg har i flere år talt om at flytte ud af byen. Vi har en ødegård i Sverige, som vi har brugt meget. Her under coronanedlukningen i foråret boede vi nogle måneder i et sommerhus for at være i nærheden af min mands forældre og hjælpe dem. Der talte vi igen om at flytte ud af byen, så da jeg gik på Pastoralseminariet blev vi enige om, at det var noget, vi skulle prøve at forfølge. 

Det er især roen, et lavere tempo og naturen, som trækker. Min mand går på jagt og fisker, så det glæder han sig til at kunne bruge mere tid på. Og jeg glæder mig især til at blive en del af et lokalsamfund, hvor man kender hinanden. 
 

- Hvad vil du gerne fokusere på som præst?
For mig er det vigtigt, at kirken generelt er åben og synlig. Jeg drømmer om, at kirkens rum kan stå åbent, også på andre tidspunkter end om søndagen – eksempelvis til en kort aftensgudstjeneste med sang eller til personlig andagt og lystænding. Men først og fremmest vil jeg gerne lytte, samarbejde og høre, hvad menighedsrådet og de lokale gerne vil, og prøve at finde fælles fodslag. 
Jeg tænker også, at det er oplagt at samarbejde med lokalforeninger og organisationer og med nabosognene.
 

- Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dag, set med dine øjne?

Det er, at kirken skal være et åbent fællesskab og række ud til mennesker. Det er en skrøne, at folk ikke går i kirke – der er en høj medlemsprocent, og mange folk besøger kirken enten til dåb, begravelser, gudstjenester eller kigger ind i forbifarten. Folk vil gerne kirken, det er bare ikke alle, der ved så meget om den, så jeg vil gerne lære folk at kende og deltage i det, der foregår.

Min erfaring fra det diakonale og frivillige arbejde er, at det handler rigtig meget om at skabe relationer mellem mennesker. Ting tager tid, og der skal drikkes meget kaffe - det er i mellemrummene at det vigtigste opstår.