Mød stiftets nye diakonikoordinator

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til stiftet, Birgitte! Vil du starter med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg bor i Vordingborg med min mand Stig og vores to børn, Solveig på fire og Birk på to. Vi har ikke boet i Vordingborg så længe, men flyttede hertil fra København for to år siden for at være tættere på både naturen og bedsteforældrene.

Min faglige baggrund har budt på lidt af hvert. Jeg har læst ernæring og sundhed og arbejdede efterfølgende i nogle patientforeninger inden for psykiatrien. Derefter læste jeg videre på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, der er en del af Aarhus Universitet, hvor jeg læste en overbygning i generel pædagogik. Der var fokus på hverdagslivet og folks forhold til sundhed. Samtidig med uddannelsen arbejdede jeg i Kræftens Bekæmpelse og Landsindsamlingen.

Gennemgående for mit arbejdsliv har været, at jeg har været meget optaget af at skabe fællesskaber, hvor de personer, der er udsatte – det kan være personer, der er ensomme, syge eller på anden måde har det svært i livet – kan møde andre mennesker, som står eller har stået i samme situation som dem selv. For på den måde får de nogen at spejle sig i og lærer nogen at kende, som er i samme båd som dem selv.

Selvom jeg nu tager et spring fra sundhedsverdenen til et kirkeligt regi, er fokus egentlig det samme: Det handler om at hjælpe nogle mennesker med at tage de nødvendige skridt for, at de kan få det bedre. Det essentielle er næstekærlighed, omsorg og det at være fælles om noget.

Har du en relation til Lolland-Falster?

Lolland-Falster er et helt nyt område for mig. Men jeg er selv fra Sønderjylland, hvor der nogle steder også er langt mellem husene, og jeg forestiller mig, at de to områder har meget til fælles.

Det bliver spændende at starte arbejdet som diakonikoordinator, fordi jeg ikke bare skal sidde på kontoret på stiftsadministrationen, jeg skal ud og opleve området og møde de mennesker, der bor rundt omkring. På den måde får man et meget bedre indblik i hvilke forskelligheder, der kendetegner både land og by og de forskellige egne. Det ser jeg meget frem til.

Er der nogle særlige ting, du gerne vil fokusere på i dit arbejde som diakonikoordinator?

Det afhænger af, hvad der er brug for i de forskellige sogne, og hvad de frivillige kan bruge min hjælp til. Men overordnet ligger det mit hjerte særligt nært at hjælpe ensomme og psykisk sårbare personer. For de har virkelig brug for et fællesskab.

Jeg har tidligere været med til at afholde et højskoleophold for depressive, og der lærte jeg hvor stor en forskel, det kan gøre at have et fællesskab, hvor man møder andre i samme situation og er sammen i en længere periode – eksempelvis nogle dage – fordi det åbner op for en dybere og mere uformel samtale, samtidig med at det styrker sammenholdet. På den måde har man bedre mulighed for at tygge over de ting, man hører fra de andre, og selv være med til at skabe en længere dialog om de ting, man selv og de andre tumler med.

Hvorfor er folkekirken en vigtig spiller i det sociale arbejde?

Først og fremmest er folkekirken ude i alle de små byer rundt omkring i landet. Kirken er til stede til at kunne hjælpe der, hvor der er behov. Og så er det indlejret i hele den kristne tanke, at man er næstekærlig og hjælper dem, der har brug for det. Men med det sagt er det bestemt også en mulighed at samarbejde med ikke-kirkelige organisationer på sigt.