Interview: Mød stiftets nye præst og udviklingskonsulent

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Lisbeth! Vil du fortælle lidt om dig selv?

Når jeg ikke er i præstekjole, holder jeg meget af at arbejde i haven. Begge mine forældre er gartnere og havde et havecenter på Lolland, da jeg var barn. Da jeg lige var flyttet ind i præstegården i Karise, hvor jeg har været de seneste 16 år, hjalp de mig meget i haven. Nu er de blevet lidt for gamle til det, så jeg har selv overtaget.

Jeg er også glad for at læse. Som præst øser man af ord hele tiden, og så er det vigtigt at få fyldt på.

Jeg har læst rigtig mange af de islandske forfattere. Det handler ofte om den storslåede natur, og så er der ofte nogle meget stærke kvinder afbildet i bøgerne. Det er inspirerende at læse om de her mennesker, der er præget af en voldsom natur og et hårdt liv, men hvor man er afhængig af hinanden. Det synes jeg er meget givende. Naturen er også et sted, jeg selv tanker op og finder ro, får åndedrættet og pulsen ned.

Samtidig er det vigtigt for mig at være sammen med andre mennesker og få talt om stort og småt. Vi er så afhængige af at være sammen med hinanden, for man har brug for andres inputs og tanker.

Du er vokset op på Lolland og skal nu flytte tilbage til området. Hvordan føles det?

Det føles dejligt. Jeg glæder mig rigtig meget, også fordi det er så smukt på den del af Falster. Der er virkelig vidunderligt, og haven ved præstegården er helt fantastisk. Min familie glæder sig heldigvis også.

Mine forældre bor i Nysted, og min mands forældre bor i Nykøbing – han er også her fra egnen – og jeg har en faster, der bor i Aastrup Sogn, hvor jeg skal være præst. Så jeg føler, at vi kommer hjem.

Jeg tænkte, da jeg blev færdiguddannet, at jeg i hvert fald aldrig skulle hjem til Lolland-Falster og være præst, men nu kan jeg mærke, at det føles helt rigtigt. Tiden er til det. Tingene falder på plads.

Er der nogle særlige ting, du gerne vil fokusere på i dit virke som præst her?

I de 20 år, jeg har været præst, har jeg fokuseret meget på det at skabe menighed. Det er vigtigt for mig, at menigheden føler, at kirken er et sted, hvor de er velkomne, og hvor de kan komme, som de er, med alt hvad det indebærer.

Som præst får man lov til at være med i så mange menneskers liv, både når de er allermest glade og allermest kede af det. Det er helt fantastisk at tænke på, hvor privilegerede vi præster er, når vi får lov til at være med der, hvor det er allervigtigst for mennesker. Og at vi kan tilbyde et rum, der kan favne de mest livsomvæltende begivenheder – når man bliver forældre eller når man mister. Og så har vi nogle vidunderlige ord, som vi kan give til mennesker i de her situationer.

Noget af det, der rør mig allermest, er alle de livsfortællinger, man får lov at høre som præst. Man er vidne til, at livet kan leves på så mange forskellige måder, og man får lov til at høre folks historier. Det er stort.

Hvad er folkekirkens vigtigste opgave, set med dine øjne?

Det er selvfølgelig at forkynde tro, håb og kærlighed ind i menneskers liv. Men det er også at skabe et rum for meningsgivende fællesskaber, hvor vi kan være sammen om det, der er det vigtigste i vores liv. Et rum, hvor man er en del af noget større: Det hele står og falder ikke med mig eller dig, men vi er favnet af noget større og er mødt af Guds kærlighed og tilgivelse.

Det, kirken kan, er at være med os, når livet rør os allermest. Men også bare en helt almindelig søndag, hvor man kan komme med det, man nu bærer på. Nogle gange er det meget, andre gange er det knap så meget, men vi bærer alle sammen på vores.

Det kristne budskab om, at man er rummet, båret og elsket, som man er, er vigtigt for, at vi kan leve og trække vejret og holde ud at være her i det her liv, som er vidunderligt, men indimellem jo også er helt forfærdeligt.

”Du lærer mig at se, at mit liv er til at le og græde over,” som vi synger i en salme. Det er jo sådan, det er.

Vi er ikke perfekte hele tiden, lige meget hvor godt vi præsterer. Ind imellem er tilværelsen bare vilkårlig, og der er ting, vi ikke kan gøre noget ved. Der tilbyder kirken et hvilested, et helle, hvor man kan komme med sit liv.