Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2021
Nyheder

Folkekirken i Grønland fejrede bispevielse

Med ti måneders forsinkelse blev Paneeraq Siegstad Munk bispeviet i Hans Egedes Kirke i Nuuk søndag den 10. oktober.

Af Ellen Aagaard Petersen

Paneeraq Siegstad Munk tiltrådte embedet som biskop den 1. december 2020, og afløste dermed Sofie Petersen, som på det tidspunkt havde været biskop over Grønlands Stift i 25 år. 

43-årige Paneeraq Siegstad Munk har en bachelor i teologi fra Grønlands Universitet og kandidatgraden i teologi fra Københavns Universitet. Formandskabet i den grønlandske præsteforening er en af flere poster i Grønlands kirkeliv, hun har varetaget, siden hun i 2004 blev ordineret til præst. I bispevalgkampen, som blev afgjort i oktober sidste år, lagde hun blandt andet vægt på, at kirken skal være synlig i den offentlige debat og engagere sig mere i sociale forhold i Grønland.

Bispevielse med danske gæster

Der skulle have været bispevielse den 22. november 2020, men på grund af COVID-19 og restriktioner for indrejse og forsamlinger blev det besluttet at udskyde bispevielsen, til det var muligt at gennemføre den med fyldt kirke og gæster fra blandt andet folkekirken i Danmark.

Det nære bånd markeredes ved, at seks af folkekirkens biskopper deltog - Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falsters Stift, Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus Stift, Henrik Stubkjær, Viborg Stift, Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift, Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift, og Peter Birch, Helsingør Stift. Sidstnævnte tiltrådte også som biskop under corona-nedlukningen og måtte vente otte måneder på fejringen i Helsingør Domkirke i august.

Grønland er folkekirkens 11. stift

Folkekirken i Grønland fik status som selvstændigt stift med egen biskop i 1992 og forblev ved indførelsen af selvstyre i 2009 del af rigsfællesskabet, selv om stiftet hører under det grønlandske Landsting, når det gælder lovgivning og finansiering. Grønland er altså Den danske Folkekirkes 11. stift. Det betyder blandt andet, at den grønlandske biskop deltager på bispemøder i Danmark. 

Knap 95 procent af den grønlandske befolkning er medlemmer af folkekirken.

Biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden og biskop over Grønlands Stift Paneeraq Siegstad Munk. Foto: Michael Schelde

I Grønland er 95 procent af befolkningen medlem af folkekirken. Foto: Michael Schelde

Bispevielsen foregik på grønlandsk, herunder også de smukke salmer. De danske biskopper sang med efter bedste evne. Foto: Michael Schelde

Statuen af Hans Egede i Nuuk, der i 2020 kom i vælten i forbindelse med debatten om Danmarks rolle som kolonimagt. Byens beboere stemte om, hvorvidt statuen skulle blive stående eller fjernes. 921 stemte for, at statuen skulle blive, 600 stemte imod. I baggrunden ses Vor Frelser Kirke. Foto: Michael Schelde