En hilsen fra den nye pressemedarbejder 
Anne-Sofie Holm

Af Anne-Sofie Holm

Lolland-Falster er et sted, jeg altid har hørt omtalt i positive vendinger. Først fra mine teenageårs udkårne, hvis far boede i Nykøbing, så fra nære veninder på religionsvidenskabsstudiet og siden fra Inge Haandsbæk Vestergaard, som mange af jer i stiftet kender særledes godt.

Hvor den relation kommer ind i billedet, vender vi tilbage til. For først vil jeg præsentere mig selv nærmere.

Mit navn er Anne-Sofie Holm, jeg er 29 år og har rødder i den søndenfjordske nordjyske muld. Helt kort fortalt er mine største passioner at strikke, vandre (gerne på pilgrimsruter) og sejle.

Min relation til folkekirken og den kristne tro har ligget som et bagtæppe gennem hele min opvækst. Den startede hos min farmor, der satte englevagt og læste bibelord højt for min søster og mig inden sengetid, og udviklede sig senere til en altoverskyggende faglig interesse. Det førte til, at jeg, med studenterhuen frisk og hvid på hovedet, pakkede mine tasker og flyttede til København for at starte på religionsvidenskabsstudiet.

Oprindeligt var jeg overbevist om, at jeg skulle studere islam og arabisk og blive den nye Ulla Terkelsen, men i løbet af min studietid blev jeg mere og mere bevidst om, at de kristne kirker med deres forskelligartethed og nuancer var, hvad der fik mit hjerte til at banke hurtigere. Så da jeg i 2019 fik titlen religionssociolog og stod med mit færdige speciale i hånden, handlede det om den internationale pinsekirke Hillsong, der om noget adskiller sig fra folkekirken. Det var fascinerende at dykke ned i pinsekirkens moderne metoder, men der er ingen tvivl om, at mine personlige præferencer læner sig mere op ad folkekirkens ro og traditioner.

Siden har jeg slået mine folder som redaktør på Kristeligt Dagblads vidensportaler religion.dk, kristendom.dk og pilgrimsvandring.dk. Og her kommer Inge Haandsbæk Vestergaard ind i billedet. For ligesom jeg nu går i hendes fodspor som presse- og kommunikationsmedarbejder, gjorde jeg det også på Kristeligt Dagblad, hvor hun tidligere besad den stilling, jeg nu forlader. Dengang var hun min overordnede, så jeg har før prøvet at skulle træde i hendes fodspor.  

Selvom det har sine fordele at arbejde i Københavns pulserende centrum, higer jeg efter den friske luft, de nære kontakter og den jordbundethed, der hersker, når man bevæger sig udenfor hovedstaden. At man kender hinanden, taler med hinanden og hjælper hinanden. Og selvom min egen gøren og laden på Lolland-Falster indtil nu har været begrænset, er jeg overbevist om, at jeg vil møde netop disse værdier på Sydhavsøerne.

Jeg vil i hvert fald gøre mit for at bidrage til det gode fællesskab i stiftet.