Anmeldelse: ”Prædikenhåndbogen” er en læsevenlig og pædagogisk indføring i prædikekunsten, men lider dog ved to undladelsessynder

Af Laura Håkansson

Prædikenhåndbogen henvender sig til studerende på pastoralseminariet og stiller grundlæggende to spørgsmål: Hvad skal en prædikant in spe gøre sig bekendt med for at få begreb om, hvad en prædiken er? Og hvorledes kan en prædiken blive til og holdes?

I bogens bud på en besvarelse af begge spørgsmål redegøres for det homiletiske felt og små grå faktabokse giver baggrundstof på paradigmer, bevægelser og forfattere, hvor dette er tjenstligt. Af den grund er bogen ikke kun god for studerende, men også for erfarne prædikanter, der kan få støvet deres kendskab til det homiletiske forskningsområde af og reflektere over egen praksis. 

Igennem bogen gives både gode råd, tilrådelige advarsler samt aflastende tilsigelser, som er gode for enhver prædikant at lægge sig på sinde. Det kunne være: ”Skriv ud af dit underskud!” (s. 95) eller den knusende nødvendige afmontering af imposter-syndromet:

”Mange præster lider frygtelig under kollegaskræk på den måde, at de frygter, at deres nabokollega eller en anden præst vil sidde på bænken om søndagen, og da man nødigt vil have, at denne anser én for at være dum, skruer man op for det teologisk-akademiske niveau” (s. 113).

Derpå følger gode råd til at komme af med denne præstationsangst og i forhold til menigheden det gode huskeråd: ”Du skal altid undervurdere dine tilhøreres viden, men aldrig deres intelligens!” (s. 112).

Skal kritikken ikke kun være positiv, må jeg pege på to mangler i bogen. Den første støder læseren på i bogens indledende kapitel, der beskæftiger sig med, hvorledes prædikanten kan skaffe sig begreb om, hvad en prædiken er (forud for overhovedet at begynde selv at ville lave én).

Ikke med ét ord næves kirkegang som den grundlæggende dannelse for at forstå, hvad en prædiken er og for selv kunne kaste sig ud i kunsten. Kun ét sted i hele bogen lyder det forsigtigt:

”Måske vil det ændre ens egen prædikenpraksis, hvis man gik mere i kirke hos kollegaer. Både fordi det er en god øvelse at høre andre prædike, men også for sin egen opbyggelse” (s. 96).

Hvorfor denne forsigtighed? Kan forfatterne ikke se skoven for bare træer? Bemærk at overstående citat refererer til prædikantens situation, som én, der har kollegaer, selvom denne bog er jo først og fremmest skrevet til seminarister.

Her vil jeg slå fast, hvad bogen desværre ikke gør: Vil du prædike, må du først være kirkegænger.

Man kan ikke læse sig til det – uanset hvor længe, man studerer homiletik og retorik. Præstens autenticitet i kirkerummet, som ”Prædikenhåndbogen” også berører (s. 41), kommer af, at kirkegængerne kan mærke, at du ikke kun går i kirke, fordi du får penge for det, men fordi du ikke kan leve uden og derfor i løbet af din studietid har haft en hyppig kirkegang og derfor kender gudstjenesten og opfører dig i rummet og på prædikestolen derefter.

”Kirken er hver mands hjem” står der i Jyske Lov, og du skal være hjemme dér, ikke som prædikant, men som Peter eller Kathrine eller hvad du hedder. Du søger jo selv kirken hver søndag med dine glæder og sorger – mon ikke prædikant og menighed har en fælles livsverden dér, som prædikenen kan tage sit afsæt i? Hele den platform og ressource, som dette fællesskab mellem prædikant og menighed er, nævner ”Prædikehåndbogen” desværre aldrig.

Den anden mangel, jeg finder ved ”Prædikenhåndbogen”, er denne, at der i bogens afsluttende kapitel slås fast at: ”Manuskriptfrihed er ikke noget dårligt ideal” (s. 144) baseret på udsagn som ”Prædikenen er en mundtlig genre” og ”Budskabet skal sidde i prædikantens krop” (s. 143). Alligevel refereres der fra bogens første kapitel og frem konsekvent til prædikenforberedelse som en skriftlig øvelse.

Det er ærgerligt, for er prædikenen et ”mundtligt, kropsliggjort produkt” skal du også forberede den i en mundtlig proces, hvor skrift kun er hjælpemiddel til overblik som brianstorm, disposition, noter. Du skal tale prædikenen frem – en prædiken, der sidder i dit hjerte og på din tunge og ikke på et stykke papir. Tro på, at det ikke er svært at fortælle dit medmenneske, hvad Gud vil vise os af kærlighed denne søndag. Dét er ikke noget, du skal huske, det er noget, du har på hjerte!

Spring ud i det i tillid til, at hvis det skulle være svært og indviklet at prædike, så var kristendommen næppe nået ud af Jerusalem den første påske. Opstandelsesvidnerne troede ikke, at de skulle huske noget indviklet, de sagde bare: ”Jeg har set Herren”.

Selvom ”Prædikenhåndbogen” desværre ikke tager konsekvens af sit eget ”skriftløse” prædikenideal, så er der til dens ros flere ikke-skriftelige eksempler på, hvorledes forarbejdet til en prædiken kan foregå. Et eksempel på den skriftløse prædikenforberedelse kan jf. kap. 3 allerede begynde ved at læse søndagens bibeltekster først på ugen og bære dem med sig:

”Denne måde at arbejde på kan også aflaste præsten fra idéen om, at man i sin prædikenforberedelse skal skabe noget. Man skal ikke skabe evangeliet. Det er snarere som at arbejde i en mine. Man skaber ikke en skat, men man leder efter en skat. Efter arbejdet i minen dukker man op og viser, hvad man har fundet. På denne måde kan teksten åbne sig på ny, når prædikanten tager den med ud i alle de sammenhænge, han eller hun indgår i” (s. 76).

Mange andre brugbare redskaber og råd kunne også være bragt, men dem må man selv støde på under sin læsning af ”Prædikenhåndbogen”, der balancerer godt imellem forskningshistorisk gennemgang, stof til refleksion over egen teologi og praksis (disse hænger nemlig sammen, fremhæver bogen, eksempelvis på s. 118) samt praktiske staldtips og anvisninger.