Anmeldelse af ”Skabelse og samskabelse – folkekirken på vej ud af skabet?”

Af stiftskontorchef Lene M. Krabbesmark

På omslaget af debatbogen ”Skabelse og samskabelse – folkekirken på vej ud af skabet?” lyder det, at bogens ambition er at inspirere til samtale om kirkens rolle i velfærdssamfundet. 

Nærmere bestemt handler det om kirkens rolle i det samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet, der igennem de senere år er blevet benævnt samskabelse. Den ambition må bogen siges at indfri, da der kort efter bogudgivelsen den 6. maj i år fulgte en stribe debatindlæg på de digitale medier. 

Særligt fik den et ord med på vejen af præster, som stiller spørgsmål ved nytænkningen af det samarbejde og netværk, der altid har pågået, altså det som åbenbart hedder samskabelse nu, og for nogles vedkommende mest føles som at blive trukket ind i en kommunal kontekst. Så er der noget om det?

Debatbogen er samlet og redigeret af lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Erling Andersen, provst Esben Thusgård og leder af Center for Borgerdialog Anne Tortzen, og udgivet på forlaget Eksistensen. 

I forlagets præsentation af bogen fremgår det, at ”bogen beskriver og debatterer de forandringer i retning af en mere udadvendt og samarbejdende folkekirke, der allerede er i gang mange steder. Med konkrete ­eksempler viser den, hvordan kirkens sproglige, kulturelle og rumlige ressourcer kan sættes i spil på nye måder i samarbejde med lokalsamfund, kommune og borgere.”

Bogen er sammensat af bidrag fra kirkens og den kommunale verden og fra civilsamfund og forskning, fordelt på politikere, forskere og de såkaldte praktikere. Den falder i tre dele.

Første del består af teoretiske perspektiver på kirkens rolle i samskabelse som fortolket af en håndfuld bidragsydere. Afsnittene er interessante for dem, som ønsker den teoretiske grundforståelse af samskabelse defineret, som kontekst for den dialog om muligheder og udfordringer der (til stadighed) pågår om folkekirkens plads i velfærdssamfundet. 

For at forstå de rammer som denne grundforståelse bygger på, præsenteres læseren for udviklingen af de styringsparadigmer, som offentlige myndigheder, og til dels også private virksomheder, har været og er underlagt i deres praksis og administration. Personligt finder jeg denne del af bogen interessant og nyttig for at forstå den rolle, folkekirken har haft i samfundet, og hvordan den kan og skal ændres over tid for fortsat at være nærværende i dagens Danmark.

I anden del af bogen præsenteres nogle strategisk-politiske perspektiver ved henholdsvis to kommunale direktører, to biskopper, en borgmester og en professor emeritus, det vil sige alle topchefer på enten politisk, administrativt og/eller fagligt niveau. Fra kommunens side rækkes der ud mod folkekirken med ønske om, at kirken vil åbne sine fællesskaber. 

Særligt den diakonale forpligtelse søges italesat, og så har kommunerne opmærksomhed på folkekirken som arbejdsplads, hvor vi på tværs kan dele aktiviteter og faciliteter. 

Denne opmærksomhed genkendes af de to biskopper, Henrik Wigh-Poulsen og Elof Westergaard. De oplever, at der kaldes på folkekirken nye steder fra og med nye forventninger. Det er de åbne overfor, men maner også til besindighed, idet folkekirken fortsat skal være et holdepunkt for medlemmerne. Så opgaven kræver en balance mellem det gamle og det nye, hvilket biskopperne ser samskabelse som en gave til at løse, da vi med denne kan tænke nyt i den fællesmængde af rammer, de deltagende parter har.

Bogens sidste del består af en række konkrete eksempler på den samskabende kirke, overvejende fra Aarhus Stift. Som i øvrigt udråbes til at være frontløber på kirkens nye rolle i samskabelse. Det må betyde, at den form for samskabelse, som den aarhusianske folkekirke indgår i, ses at definere den nye rolle, folkekirken skal indtage. Hvis man skal være lidt kritisk. Det vil jeg nu ikke være, for de gode eksempler giver inspiration til aktiviteter og samarbejde særligt inden for det sociale område. Man vil kunne genkende meget af det i landets øvrige stifter.

Hvert afsnit afsluttes af en nyttig boks med lærepunkter, til kort opsamling og refleksion.

Når det er sagt, så bærer eksemplerne i bogen i nogle tilfælde et ”storbypræg”, hvor der indgår nogle centrale aktører, økonomi og volumen, som det kan være svært at spejle sig i i tyndtbefolkede egne. Her tænker jeg for eksempel på herberger og ghettoindsatser, som ikke på samme måde er relevant for landsbysognet – dermed dog ikke sagt, at det ikke kunne være en fælles indsats i selv ”landstifter”.

En del af de kritiske røster, der har lydt som en reaktion på bogen, handler om ikke at blive spændt for kommunens vogn; at kirken har samarbejdet med kommune og civilsamfund i generationer, og nu skal passe på med ikke at blive et politisk projekt efter kommunens forgodtbefindende; ”organisereret næstekærlighed” som en benævner det. 

Det forstås, at præster i større byer allerede i dag har svært ved at følge med de mange invitationer, der kommer til samarbejde. Andre steder vil præsten i landsognet nok opleve det modsatte; selv at skulle banke på og være opsøgende, i hvert fald til kommunen. Hvad angår foreningsliv og lokale institutioner har jeg indtrykket af, at de kender den lokale præst og kirke ganske godt.

Jeg finder, at bogen er en god introduktion til begrebet samskabelse, og hvordan vi kan arbejde med det i folkekirken; hvordan samskabelse kan blive et egentlig paradigme for kirken i dag. Dermed kan bogen danne udgangspunkt for dialog og drøftelse i menighedsrådet for at skabe en fælles forståelse for, hvordan vi netop i vores område kan indgå i værdiskabende samarbejder til fællesskabets bedste – og med hvem.

Ifølge Socialstyrelsen skal fire kerneelementer være til stede, før der er tale om samskabelse: 1) fælles ansvar mellem det offentlige og civilsamfundet, 2) udveksling af ressourcer, 3) ligeværdig relation og 4) langvarige resultater. 

Alle fire må have været til stede på Djurs, hvor byudviklingsprojektet Ebeltoft i Udvikling har vundet Byplanprisen 2021 for et borgerdrevet samarbejde mellem en bred vifte af lokale ildsjæle og Syddjurs Kommune. Juryen bag prisen roser nemlig kommunen for at sætte rammerne for et vellykket samarbejde med reel samskabelse og fælles ejerskab. Om vi skal begynde at graduere hensigten med samskabelse, vil jeg overlade til andre, og herfra nøjes med at opfordre til læsning og handling.