Af sognepræst Mette Marie Trankjær, Horbelev
En studieorlov varer tre måneder, men den begynder længe før. De to gange jeg har holdt studieorlov, har emnet trængt sig på nogen tid i forvejen. En idé undfanges, og man går så at sige svanger med den i tiden op til orloven. Så begynder man at se barnevogne over alt, som når man venter sig. Barnevognene er alt det emnerelevante, der pludselig springer i øjnene fra bogreoler, samtaler, debatter, kronikker etc. Man begynder så småt at samle udstyr: Læsestof, aftaler om samtaler, gudstjenester, rejser lægger sig til rette.
Og hvornår skal man så afholde sådan en orlov? Begge gange er valget faldet på juni, juli og august, her har er der flest lyse arbejdstimer, og sognets daglige liv generes mindst muligt, fordi man ikke her har konfirmander, arrangementer og møder i samme grad som resten af året. Det tager tid at lukke embedet ned før orlov, og det kræver en vis disciplin at holde sig i sit embedsmæssige skind, hvis man hovedsageligt arbejder hjemme. Men man skal, og så går det.
Pludselig er de der så, de tre herlige måneder, hvor man kan hengive sig til at læse og skrive og samtale. Noget bliver som man havde forventet, andet tager en ny drejning, og fører én uventede steder hen. Faktisk er det den frieste måde at studere på. Man er ikke underlagt en metode, man har ingen vejleder, man er bare et frit menneske, der kan fordybe sig i dét, man har valgt at koncentrere sig om. Har man mere end ét fag, bliver der måske lejlighed til at inddrage dem begge. I mit tilfælde at læse faglitteratur på fransk, som er mit bifag. Orlovens væsentligste overspringshandling var at nyoversætte det meste af en fransk roman, jeg ikke har læst i 35 år.
Orloven skal munde ud i en kort rapport til biskoppen, men emnet vil blive ved med at arbejde i én til yderligere fordybelse og til deling med dem, der måtte ønske det.
At holde studieorlov er en gave både fagligt og menneskeligt.
