Prædiken til højmesse i Sankt Nikolai Kirke 24. september 2023

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain,
og hans disciple og en stor skare
gik sammen med ham.

Men da han nærmede sig byporten, se,
da blev der båret en død ud,
som var sin mors eneste søn,
og hun var enke;
og en stor skare fra byen fulgte med hende.

Da Herren så hende, ynkedes han over hende
og sagde: »Græd ikke!«

Og han gik hen og rørte ved båren.
Bærerne stod stille, og han sagde:
»Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!«

Da satte den døde sig op og begyndte at tale,
og Jesus gav ham til hans mor.

Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde:
»En stor profet er fremstået iblandt os,
og Gud har besøgt sit folk.«

Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa
og i hele omegnen.

Amen

Luk 7,11-17

”Jobs bog kap. 19 – er det virkelig den tekst, du vil have,” spurgte provsten mig forud for gudstjenesten i dag. ”Det er jo en overordentlig barsk tekst at få i hovedet som det første?” Ja, det var den tekst, jeg ville have, og ja, det er en meget barsk tekst, at få i hovedet som det første i dag, men jeg lover jer, det bliver ikke det sidste.

Men først Job, der forbander den dag, han blev født. Måske husker I fortællingen om ham?

Han var en velhavende mand, der blev ramt af helt umenneskelig lidelse, og følte sig ikke uden grund svigtet og forladt af den Gud, han hele sit liv havde stolet på og været tro overfor.

Forhistorien er, at Gud har givet Satan lov til at prøve Job til det yderste, for at se, om han dog ikke til sidst ville forbande og vende Gud ryggen. Det gjorde Job dog aldrig, selvom han mistede alle sine 10 børn, sin hustru, alt sit kvæg, hele sin formue, alle sine ejendele, sit hjem og til sidst også sit gode helbred. han sad fyldt af ondartede bylder i en askedynge uden for byen og kradsede i sine sår.

Mere elendigt og uværdigt kunne det ikke blive. Så man kan ikke fortænke Job i at bebrejde Gud, at Gud.

Job oplevede det hele som meningsløst og uretfærdigt.
Han forbandede den dag, han blev født. Det var det tekststykke I hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Teksten udtrykker den totale smerte, et menneske, der ikke længere ønsker at leve, kan føle.
Mon ikke de fleste af os på et eller andet tidspunkt kommer i kontakt med dette sortsyn, hvor man overvældes af sorg, vrede og afmagt, når ulykken rammer.

Hvis man mister sin elskede partner igennem et langt liv, mister et barn, bliver skilt, går konkurs, mister alt, hvad man ejer og har, ja selv sit gode helbred. Så er det ikke så svært at følge Job, der skældte ud på Gud:

”Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?”

Jobs klagesang beskriver rammende den sindstilstand, et menneske, der ikke længere ønsker at leve, befinder sig i. Man kan være så sortsynet, at døden forekommer som den eneste udvej af det formørkede sind.

Men er det så ikke en god idé, at det menneske, der har det så forfærdeligt, at det forbander den dag, det blev født, får lov at dø?

”Aktiv dødshjælp” kalder vi det. Måske vil det være mere rigtigt at kalde det drab på begærrig – eller selvmord, hvor lægerne får overdraget opgaven med at slå ihjel.

I den verserende offentlige debat er et af argumenterne for aktiv dødshjælp, at man selv skal have lov til at bestemme, hvornår man ikke vil leve længere!

Et af argumenterne imod aktiv dødshjælp er, at det i alle andre lande, der har indført aktiv dødshjælp, har det vist sig at være en glidebane, hvor den grundlæggende respekt for livet eroderer, og der opstår groteske situationer.

Som et eksempel på den grotesk situation fortælles om en ung canadisk mand, der forsøgte en at begå selvmord.

Han blev reddet, men kun i første omgang. For en måned senere døde han, fordi han søgte og fik bevilliget aktiv dødshjælp. Begrundelsen var, at han havde et hørehandicap. Efter hans død fortalte familien, at han havde haft høreapparater, men han havde aldrig brugt dem.

Hvordan ændrer drab på begæring vores syn på selvmord?

Skal sundhedsvæsnet fremadrettet holde op med at redde mennesker, der har forsøgt at tage deres eget liv?

Skal man genoplive dem for at høre, om de virkelig mener, at de gerne vil dø, for derefter at slå dem ihjel, hvis de stadigvæk ønsker det?

Det er et eksempel på hvilke etiske dilemmaer, der følger i kølvandet på legalisering af aktiv dødshjælp. 

I historien om den unge canadiske mand hører vi ikke om den unge mands mor, eller hvordan hun oplevede forløbet. Vi kan kun gætte på, hvordan hun havde det, og hvad hun tænkte og følte? Mon hun tænkte, at hendes søn fik en værdig død? 

Eller mon hun først blev lykkelig og lettet over sønnen overlevede, for derefter at blive dybt fortvivlet og ulykkelig, da han alligevel valgte at død?

Vi ved det ikke, men vi kan forsøge at forestille os, hvordan vi selv ville reagere, hvis det var vores barn, der valgte at blive slået ihjel efter eget ønske.

I evangeliefortællingen, som jeg lige har læst, hører vi om en mor, der skulle til at begrave sit eneste barn. Hendes mand var død, og nu er sønnen også død. Grædende fulgte hun ligtoget og båren med den døde.
Jesus gik hen og rørte ved båren og sagde:
»Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!«
Sønnen satte sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til moren, står der i teksten.

Jesu motivation til at genoplive den unge mand var ikke, at det var synd for ham, at han døde så ung. Det var ikke af medfølelse med sønnen, der ikke fik et langt og godt liv her på jorden. Nej Jesu motivationen til at handle udsprang af medfølelse for moren, der var blevet alene tilbage i livet. I teksten står der, at Jesus ynkedes over moren og sagde:
»Græd ikke!« Han havde fokus på hendes sorg og smerte.

Ja selvfølgelig tænker man, for det er jo smertefuldt at blive ladt alene tilbage i livet. Vi mennesker lever i og er afhængig af vores relationer. Vi er sociale væsner, der er dybt forbundet med hinanden.

Intet menneske er en øde ø.

Det kan vi imidlertid hurtigt glemme i vores samfund, hvor der er så stort et fokus på det enkelte individ og den enkeltes rettigheder. Autonomien, at kunne bestemme selv, forbinder mange med det gode liv og med værdighed – ja selv når vi taler om døden. Men ikke mindst, når vi mister den elskede, oplever vi, hvor forbundet med hinanden vi er.

At miste den elskede, er som at miste noget af sig selv.

Hvis vi går tilbage til historien om Job, så mistede han alle de mennesker, han elskede, og alt det, der gav ham en position og rolle i samfundet, og selv hans gode helbred mistede han.

Mennesker, der er indlagt på et hospital, fortæller, at de ofte føler, at de mister deres identitet i den hvide hospitalsseng og føler sig reduceret til en diagnose og et cpr.nr. Også Job havde mistet sin identitet. Det er fuldt forståligt, at han forbander den dag, han blev født – men han forbander altså ikke Gud. Jobs kone opfordrede ham ellers til at forbande Gud, men det nægtede Job. ”Herren gav, Herren tager, Herrens navn være lovet”, svarede Job. Han var både gudfrygtig og samtidig meget vred på Gud.

Så han fortsatte med at sørge, klage og skælde ud på Gud. Til sidst talte Gud til Job, der erkendte, at han aldrig nogen sinde ville kunne forstå den store sammenhæng i universet.

Det gør kun Gud selv.

Hvis vi bliver så sortsynet, at kun døden forekommer som den eneste udvej af vores formørkede sind, så kan vi gøre som Job – sørge, klage og skælde ud på Gud over den uretfærdige lidelse, som livet kan udsætte os for.

Fortællingen om Job ender med, at Gud giver Job alt, hvad han har mistet og mere endnu, tilbage igen. Han får en ny familie, bliver rask og velhavende igen. Det er på en måde også det, Jesus gør i dagens evangelietekst – giver moren det, hun har mistet, tilbage igen. For Gud er alt muligt – også det at skabe liv ud af død. Netop når vi er allermest magtesløse og oplever livet som helt håbløst, at mange erfarer Guds kærlighed.

Selvom det ikke er så konkret som i evangeliet, så sker der hver dag året rundt et sandt mirakel. Når mennesker, der har mistet den elskede eller det gode helbred, og overvældes af den sindstilstand, hvor de ikke længere ønsker at leve, efter en lang rejse igennem sorgens land gribes af troen på livet og træder ud i lyset igen.

At anklage Gud ikke er udtryk for mangelende tro. Tværtimod er det netop udtryk for tro på og tillid til, at Gud vil svare.

Og Gud svarer os mennesker, ved f.eks. at lade os møde kærligheden på ny, lade livet genopstå i nye former, som vi slet ikke kunne forestille os tidligere. Eller ved at vise os at livet i en kørestol nok er mere besværligt, men afgørende for det gode og værdige liv, er ikke er vores autonomi, men gode relationer til andre – at have nogle at elske og være elsket af andre.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treeing Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Kirkebøn

Lad os bede:

Vi takker dig, himmelske far,

for livet, du har skænket os,

for de mennesker, du har givet os at leve med,

og dem vi holder af og dem, der holder os ud.

Tak for din kirke på jorden, som vi samles i,

så du kan lade din ånd virke i og igennem os.

Tak fordi du sender os din Helligånd,

som kan trænge igennem selv det hårdeste hjerte,

og sætte os i stand til at elske hinanden.

Giv os modet til at være trofaste, selvom vi synes, at det ser håbløst ud.

Giv os troen på, at lyset altid vil sejre til sidst,

selvom vi i perioder kun kan se mørket.

Giv os tilliden til, at vi trygt kan vandre ad dine veje,

selvom vi ikke ved, hvor de fører os hen.

Vær hos den, der lider, sørger eller er bange. Vær hos mennesker, der er forfulgte på grund af deres tro. Smelt det frosne hjerte i den, der er angst. Og lad den, for hvem døden er nær, mærke din omsorg, dit nærvær og din kærlighed.

Velsign vort land og alle som opholder sig her, kongehuset, regeringen, folketinget og domstolene, og alle der har fået magt og indflydelse betroet, og giv os alle, at vi må gøre din vilje.

Indgyd os mod og kærlighed til at favne de udstødte, og tage vare på de syge og svage.

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme. Skab vilje til fred, dialog og forsoning, i Ukraine og overalt hvor der findes had, fanatisme og krig i den store verden og i de små hjem.

Styrk og bevar din kirke og alle os i den, både her i Sankt Nikolai kirke i dag og ud over hele din verden. Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab. Værn om vores familie og venner, og alle dem, som står os nær.

(Og her kan vi hver især i stilhed formulere vores egen bøn….)

Herre hør vor bøn og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.

Amen