Prædiken i Maribo Domkirke den 21. november 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde:  
»Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed  
og alle englene med ham,  
da skal han tage sæde på sin herligheds trone.  

Og alle folkeslagene skal samles foran ham,  
og han skal skille dem,  
som en hyrde skiller fårene fra bukkene;  
fårene skal han stille ved sin højre side  
og bukkene ved sin venstre.  

Da skal kongen sige til dem ved sin højre side:  
Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.  

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise,  
jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke,  
jeg var fremmed, og I tog imod mig,  
jeg var nøgen, og I gav mig tøj,  
jeg var syg, og I tog jer af mig,  
jeg var i fængsel, og I besøgte mig. 

Da skal de retfærdige sige:  
Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?  
Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig  
eller så dig nøgen og gav dig tøj?  
Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?  

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer:  
Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.  

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side:  
Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild,  
som er bestemt for Djævelen og hans engle.  

For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise,  
jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke,  
jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig,  
jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj,  
jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.  

Da skal også de sige til ham:  
Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig  
eller fremmed eller nøgen eller syg  
eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?  

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer:  
Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste,  
det har I heller ikke gjort mod mig!  

Og de skal gå bort til evig straf,  
men de retfærdige til evigt liv.«   

Amen 

Matt 25,31-46 

 

Offentlige toiletter rundt om i verden er som regel indrettet på samme måde: Man kommer ind et rum med døre, der fører videre ind til små toiletter. I det store rum er der håndvaske med spejle og mulighed for at tørre hænder, og under pandemien er der også håndsprit at finde. 

Da jeg kom ind på et sådant offentligt toilet i Hong Kong for syv år, blev jeg imidlertid mødt af et noget anderledes syn. 
Udover alt det normale, var rummet også stoppet til bristepunktet med tandpastatuber, sæbe, shampoo, kiks, vandflasker, cola, chokolade, sandwich, T-shirt, trøjer, tæpper, liggeunderlag, sågar bamser og paraplyer.  
Man kunne dårligt nok komme frem til håndvasken for alle de ting sager, der var stoppet ind i rummet.  

Uden for toilettets dør var en mur plastret til med små gule post-it, hvor der både på engelsk og på kinesisk stod små personlige hilsner, opmuntrende ord og bønner.  
Over gaderne i bymidten var der hængt farvestrålende paraplyer op som en himmel spændt ud over vejen. 
De store indfaldsveje ind i byen var blokeret af hundrede tusinder af mennesker og telte, så de flere-spors motorveje mest af alt lignede alenlange festivalpladser. 

Det var unge mennesker, der med fredelige midler kæmpede imod den kinesiske regering i Beijings intention om at ændre valgloven for selvstyret i Hong Kong. ”Paraplyrevolutionen” blev demonstrationerne i efteråret 2014 kaldt, fordi de unge i Hong Kong forsvarede sig med paraplyer imod politiets tåregasangreb. I dag ved vi, at de unge i første omgang tabte kampen for demokratiet. 
Paraplydemonstrationerne og de offentlige toiletter dukkede op i min erindring, da jeg læste dagens evangelietekst:  
”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig!”  

For det var de kristne menigheder i Hong Kong, der samlede sammen til de demonstrerende.  
I kirkerne kunne man donere lidt eller meget, fødevarer, personlige fornødenheder eller andet, som de studerende havde brug for i deres månedlange blokade af de store indfaldsveje.  

I Hong Kong – og i Kina for den sags skyld – er det primært de unge, der lader sig døbe og præsenterer de ældre generationer for kristendommen.  
Den unge forbinder kristendom med frihed og demokrati, hvilket er en af grundende til, at de kristne kirker i Hong Kong støttede de unge i deres kamp for demokrati. 

Indsamlingerne i kirkerne blev efterfølgende anbragt på de offentlige toiletter i nærheden af de store indfaldsveje, så de studerende kunne hente forplejning og forsyninger der. Og ved samme lejlighed kunne de læse de små hilsner og bønner på de gule post-its, der var sat op ved toiletterne. 

Medlemmerne af de kristne menigheder gjorde, hvad de kunne for disse hans mindste brødre og søstre. 
Havde man ikke meget, så kunne man give lidt – om det så bare var en flaske vand eller nogle opmuntrende ord.  

I vores evangelisk-lutherske tradition fremhæves det ofte,  
at mennesket alene retfærdiggøres ved tro, hvilket kan lede til den fejlslutning, at vi ikke skal gøre noget.  
Men hvis man har lullet sig ind i den tankegang, at den kristne tro ikke forpligter os til handling, så er Jesu ord i dag et wakeup-call:   
”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste,  
det har I heller ikke gjort mod mig!” 

Vi kan ikke undskylde os med, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre, for vi får konkrete handlingsanvisninger! 
Vi skal give den sultne noget at spise, den tørstige,  
noget at drikke og den nøgne tøj på kroppen;  
vi skal tage imod den fremmede;  
og vi skal se og tage os af den syge og den fængslede. 

Alt, hvad vi har gjort mod en af samfundets mindste brødre og søstre, det har vi gjort mod Gud selv. 
Og hver gang vi ikke handler i overensstemmelse hermed, så er det Gud selv, vi svigter  
– og dermed i sidste ende os selv og menneskeheden! 
Ingen kæde er som bekendt stærkere, end det svageste led. Vi dømmes på vores handlinger – eller mangel på samme!  

I teksten, der af gode grunde kaldes den store domstekst, hører vi, hvordan kongen skiller fårene fra bukkene.  
Fårene, de gode får evigt liv,  
mens bukkene, de onde skal gå bort til evig straf.  
Kongen, der dømmer, er selvfølgelig Gud selv, der fortæller os, at vores tro på Gud ikke kan adskilles fra vores handlinger over for vores medmennesker.  
Mødet med den, der har brug for vores hjælp og omsorg,  
rummer altid en mulighed for, at vi kan praktisere vores tro på Gud i konkrete handlinger. 
Historien er heldigvis fuld af gode eksempler på, at man har givet den sultne mad, den tørstige noget at drikke, den nøgne tøj på kroppen, og man hjalp den fremmede. 

Mine børns farmor og farfar var religiøst forfulgte her i landet. Hun var jøde, så de flygtede begge under Anden Verdenskrig fra København via Grønsund på Falster videre til Sverige, hvor Røde Kors stod klar og tog imod dem. 

Min svigermor skrev dagbog, mens de var i Sverige. 
Aldrig et ord om hendes frygt for Nazi-Tyskland eller om hendes bekymring for fremtiden, men side op og side ned skrev hun om, hvad de fik at spise, hvor de blev indlogeret, hvem, der gav dem tøj til kroppen, og hvem hjalp dem igennem den svære tid.  
Alt, hvad man i Sverige gjorde for disse mindste brødre og søster, det gjorde man mod Gud.  

Os, der er født og opvokset efter Anden Verdenskrig i et fredeligt og demokratisk samfund, vi kan nemt komme til at betragte åndsfriheden som en selvfølge.  
Men sådan er det ikke alle steder i verden.  

At leve i et demokrati med ytrings- og religionsfrihed er langt fra en selvfølge andre steder på jorden.  
Der er fortsat flere lande, hvor menneskerettighederne ikke overholdes, og hvor undertrykkelse og forfølgelse på grund af etnicitet, overbevisning og tro er en del af hverdagen. 
Men alt det, vi ikke gør mod disse mindste brødre og søstre rundt om på jorden, det gør vi heller ikke mod Gud!  

Stillet over for den fordring om at hjælpe nødstedte mennesker overvældes vi nemt af følelsen af afmagt.  
For det er de bagvedliggende magtstrukturer i staterne,  
der skaber forudsætningerne for religiøs forfølgelse.  
Så hvad kan lille jeg stille op imod store diktaturstater, hvor systematisk vold og undertrykkelse af landets indbyggere er normalen.  

Det var, da jeg tænkte på den indvending, at erindringen om de offentlige toiletter i Hong Kong dukkede op i min bevidsthed, for vist kan vi gøre noget – alle sammen – om det så bare er en lille forbøn på en gul post-it seddel. 
Og selvom vi så ikke kan sætte bønnen op fysisk det sted, hvor de mindste brødre og søstre opholder sig,  
så kan vi bede den og rette vores opmærksomhed imod vores mindste brødre og søstre. 

Får når vi ønsker forandringer i verden, så begynder det altid med, at vi retter vores opmærksomheden imod det, vi vil forandre. 
Det er det, bønnen og forbønnen kan – skabe bevidsthed og rette lyset imod mørket i verden.  
Så alene bønnen og forbønnen er en af de måder, vi kan gøre noget for disse vores mindste brødre og søstre.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,  
Fader, Søn og Helligånd,  
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,  
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 

Amen