Biskoppens månedshilsen november 2023
For nylig blev hele landet ramt af stormflod. Under normale omstændigheder kunne man fristes til at sige, at naturens hærgen er alt rigeligt at kæmpe imod. Men løfter vi blikket og kigger ud i verden, så sætter det vores udfordringer i perspektiv. Med situationen nu ikke kun i Ukraine, men også i Israel og i Gaza, rykker krigens død og ødelæggelser ind i vores bevidsthed.
Kære alle
”Nu står der skum fra bølgetop, og blæsten river ned og op, hvad Gud en sommer skabte.”
Sådan begynder en folkekær efterårssalme af Lars Busk Sørensen, og sådan var det sandelig også i år. Mindre end et år efter den store stormflod i 1872 blev markeret med gudstjenester rundt om i stiftet, steg vandstanden atter til faretruende højder og forårsagede store skader på dele af kyststrækningerne her på Lolland-Falster. En hundredesårshændelse lød vurderingen. Vandets hærgen kunne i nogle områder af landet minde om ødelæggelserne i en krigszone, men som en lollik underfundigt formulerede det, ”så er vores krig jo kun mod elementerne!”
Under normale omstændigheder kunne man fristes til at sige, at naturens hærgen er alt rigeligt at kæmpe imod. Men løfter vi blikket og kigger ud i verden, så sætter det vores udfordringer i perspektiv. Med situationen nu ikke kun i Ukraine, men også i Israel og i Gaza, rykker krigens død og ødelæggelser ind i vores bevidsthed.
De fleste af os danskere har kun oplevet eller husker kun at have levet i fredstid. Ikke siden afslutningen på anden verdenskrig har så mange mennesker, i så stort et område og i så lang tid, levet i fred, som vi har gjort i Europa. I kølvandet på afslutningen af anden verdenskrig fulgte menneskerettighedserklæringerne og oprettelsen af FN med det formål at sikre verden mod endnu en verdenskrig og skabe et forum for dialog mellem verdens lande. Så for os, der lever i Danmark i dag, er det normalt kun elementerne, vi er i krig mod.
Anderledes var det for den tidligere generation. I oktober 1943 sejlede mine nu afdøde svigerforældre fra Grønsund på Nordfalster til Malmø i bunden af en lille fiskerbåd. Min svigermor var jøde og flygtede sammen med resten af sin familie til Sverige. Den fortælling har jeg hørt flere gange, men i forbindelse med markeringen af 80 året for jødernes flugt, gik det op for mig, at flere end 150 jøder blev skjult i bispegården i Nykøbing, inden de kunne fortsætte turen til Sverige. En næstekærlig handling af min forgænger i embedet, biskop Plum.
Jødernes nuværende overrabbiner, Jair Melchior, deltager lige som jeg i en sammenslutning af gejstlige ledere i landet, Religion og Samfund, der netop her i oktober har holdt møde i bispegården. Jair Melchiors oldefar og farfar (Marcus og Bent Melchior) var blandt de jøder, der var indlogeret i bispegården for 80 år siden. Stiftets nye kommunikationsmedarbejder Bjørn Themsen har været i diverse arkiver for at afdække den historie, som I kan læse og se mere om her.
Med situationen i Mellemøsten som baggrundstæppe vækker det min allerdybeste respekt, når Jair Melchior som jødisk overrabbiner taler om vigtigheden af at se alle ofrene i krigen som medmennesker. Vi skal kæmpe for freden, bevare dialogen herhjemme og ikke bidrage til at polarisere debatten ved at betragte krigen som en fodboldkamp, hvor man skal holde med det ene eller det anden hold, som han siger. Næstekærlighed kalder vi det i kristendommen. Det formuleres så smukt i sidste vers af Lars Busk Sørensens salme, "så alt i os er kærlighed den nat, da kulden kommer.”
Venlig hilsen
Biskop Marianne Gaarden
